Tiden i skyggen og som side-kick er for længst overstået for Signe Svendsen. Punktum.
Hun har nu via fire album udgivelser vist en stigende formkurve, både som sanger og sangskriver – og med det helt nye album ”Det forlyder”, har hun for alvor sat en tyk streg under, at hun med sine egen tone, klang og tilgang har taget sin plads blandt de absolut bedste herhjemme.
Derfor er det også helt naturligt at det er nogle at landets mest efterspurgte spillemænd – brødrene Skjærbæk og Mads Andersen – som er med hende på landevejen, når sangene skal luftes i bandformatet. Koncerten på Gimle var den femte på turen – ud af i alt ni, så som Signe Svendsen humoristisk tilføjede – “Vi er over tvivlen, stadig sprøde, og endnu ikke selvovervurderende”. Vi kunne altså godt glæde os – ligeså meget som Signe Svendsen havde glæde sig til at komme tilbage til dette gode spillested i Roskilde.
Rytmesektionen med Troels Skjærbæk på bas og Mads Andersen på trommer spiller fra start af levende og tight, og er med til at give hver enkelt sang sin helt egen puls – mens guitarist Lars Skjærbæk med snilde, sikkerhed og opfindsomhed sikrer, at der hele tiden er en behagelig og betydelig atmosfære – og en evig nysgerrig søgen i det musikalske univers, der ubesværet svæver rundt i mellem roots, rock og pop.
At han så samtidig får til at sætte eftertrykkelige solistiske aftryk undervejs, og endda i slutningen af koncerten får lov at folde sig helt ud, så han over 3-4 minutter bygger en tydelig 70’er farvet guitarsolo op til klimaks. En spændstig, sprudlende og spraglet solo, der skabte smukke billeder på nethinden af noget, der lignede en kloning af Joe Walsh (Eagles) og Lindsey Buckingham (Fleetwood Mac). Det var en gave, som jeg ydmygt bare må takke de højere guitarguder og naturligvis Signe Svendsen for at gøre muligt – og for at have lagt ører til.
Signe Svendsen evner i såvel tekst som i musik at sætte forskellige følelser i spil – og som en charmerende spidskompetence har hun efterhånden udviklet sig til at være en stærkt underholdende og vedkommende fortæller ind i mellem numrene. På Gimle fik vi levende historier om farmoren, stedbørnene, tiden med Hausgaard (hvor hun lærte at gabe igennem næsen), og om opvæksten hos de venstreorienterede og aktivistiske forældre, der gerne involverede ungerne som gadeskjold i deres holdningsorienterede kampe.
Holdninger er hun ikke selv bange for at have med – og allerede på forrige album ”Rift” havde hun skrevet hendes bud på en klimasang ”Den sidste generation”. Den fik vi her i en version, der virkede lige så slagkraftigt som Greta Thunberg.
Sættet var båret af sangene fra det nye album – og de fungerede fremragende i levende live – og et par numre ligefrem løftede sig frem i det personlige favoritfelt af sange hos denne skribent. Ikke mindst den riv rørende sang ”Fugl fra min hånd” om den ubetingede kærlighed til de mennesker man selv har sat på jord, samt ”Fremmede byer” – der i denne nøgne og nærende version fremført af kun Signe Svendsen og Ginne Marker som ekstra nummer – nærmest fik en Leonard Cohen agtig karma over sig.
En ægte Feel-Good Happy End på en over 100 minutter lang koncert – spillet foran et lyttende publikum, der også under Ginne Markers opvarmningssæt med fem numre på 30 minutter udviste en eksemplarisk grad af lyttelyst og evne. Det var lige før man kunne høre min noterende kuglepen klikke undervejs – så intenst blev der lyttet. Sådan. Stor cadeau til de cirka 120 fremmødte.
For ikke mange af dem kendte Ginne Marker i forvejen. Det gør de nu og de husker hvor de hørte hende først, som Signe Svendsen formulerede det i en senere uforbeholden ros til hendes unge talentfulde sangskriver kollega.
Ginne Marker har på sit drømmende debutalbum ”For Seasons To Come” placeret sig et sted imellem jazz, singer-songwriter og folk – men hun har så også en stemme og en lyd på sin guitar, der gør at snak om genre bliver noget så ligegyldig, og gør at man bare lytter og nyder. Af de fem numre hentet fra debutalbummet var det ”Tick of Time” der fremstod stærkest, og virkelig gav fornemmelsen af hvor dygtig og spændende en guitarist hun rent faktisk er.
Også den mildt swingende ”Sunny Days” – havde effekt – nærmest som en gnistrende pejs på en kold vinterdag – og det gav en trang til bare at komme hjem og nærlytte debutalbummet – der er produceret af Aske Jacoby – og lige rummer de ekstra farver, som gør hendes udtryk lidt mere farverigt end i dette meget intime og nedtonede solo format. Det er også godt – men det er tydeligt, at både Ginne og sangene – alle kvaliteter til trods – løftes af at være i godt selskab. Helt ligesom hos Signe Svendsen – selvom de begge – og deres sange – helt uomtvisteligt også er mere end stærke nok til at stå på egne ben.
Det viste Signe Svendsen jo i øvrigt også på denne aften – da hun cirka halvvejs lod sit band få pause i et enkelt nummer – bare for (som hun sagde) – ”sådan lige at vise hvem der bestemmer”. Og så længe hun gør det, så er der vidst ikke meget at være bekymret for ……… nå, ja – der er jo lige klimakrisen, men ellers!
