Læser man lidt op på historikken omkring fynske Simon Høirup er det ganske klart at han i brede musikerkredse i såvel ind- og udland er bredt anerkendt som lidt af en ekstraordinær dygtig guitarist, der har spillet med nogle af de helt tunge L.A og Nashville navne. Måske han også ‘bare’ er en ”fandens til god spillemand” – som rootszone.dk så præcist skrev i forbindelse med deres anmeldelse af hans seneste instrumentalalbum ”Next Step” (2013).
Nu har han så taget et skridt i en ny retning. ”Gennem blåt glas” er hans sjette album, men hans første album med danske tekster. Med ham selv som sanger er både spillemand og guitarist desværre trådt i baggrunden. ”Fandens til god sanger” er han nemlig ikke. Det behøver man heller ikke nødvendigvis at være, hvis stemmen bare har nerve eller kan løfte eller understrege sangenes indhold. Det har man tidligere hørt ske med andre guitarister, der har grebet mikrofonen – som f.eks. Lars Hybel, Per Chr. Frost, Mika Vandborg og Ivan Sand.
Musikalsk er han i godt og sikkert selskab med lyden fra et regulært fynsk all-star hold bestående af Kell Dalager og Andy Jarosinski (keys), Mads Stephensen og Peter Dombernowsky (trommer), Jakob Riss (bas), Trine Lunau (kor) og med Peter Sund som producer. Så den side af sagen kan der ikke sættes en finger på.
Problemet er at Simon Høirup synger – (måske helt bevidst) – lige lovlig pænt og for vagt – og det gør – i hvert fald hos undertegnede – at ord og toner simpelthen bliver hængene i højtalervævet – og aldrig kommer derud hvor man rammes – eller kan mærke, hvorfor det har været vigtigt at få dette album ud.
Som sangskriver bevæger Simon Høirup sig primært tilbagelænet og roligt rundt i den enkle side af singersongwriter genren med afstikkere til folk, og bløde rock ballader. Og selvom de 10 sange præsenteres som bud på at finde åndelig ilt i en forpustet verden, så får man aldrig fornemmelsen af hverken frisk luft eller mærkbar bevægelse i løbet af de små 37 minutter. Titelnummeret lyder f.eks. lidt som om at han og hans solide hold ’blåt’ ønsker at hygge – eller kede – om man vil, lidt i samme takt og tone som den sene udgave af Eric Clapton.
Men der er lys og der er bestemt håb. Åbningsnummeret ”Evigheden lyser” har været ude som single – og det er forståeligt – for det et nummer med nerve – en god bund – og ikke mindst med hans signatur – guitarlyden. Men man kan dog ikke lade være at tænke på hvordan det kunne have lydt, hvis han som på tidligere album havde indkaldt en gæstevokalist. Før har man kunne høre både Shaka og James Loveless på hans album. At tænke sig Lasse Helner i front for dette nummer giver i sig selv varme på øregangene, for det er i bund og grund et mere end fremragende åbningsnummer.
Desværre måske også et nummer, der lover mere end resten af albummet kan holde, for samme følelse får jeg desværre kun ellers på numre som ”Nogen” og ”Fælder”. Sidstnævnte er en charmerende folk-rock sang – stærkt iørefaldende – der med garanti ville have fundet plads på absolut øverste hylde – og modtaget folkets hyldest, hvis det var løftet det sidste stykke vej af en vokal, der besad f.eks. Lars Lilholts patina og styrke.
Til gengæld viser Simon Høirup på ”Nogen” at han så udmærket kan løfte en sang selv. Med dybde og et behageligt rytmisk drive – fremstår nummeret – om nogen – måske netop som svaret på hvorfor verden skulle have et album på dansk fra Simon Høirup. Jeg håber at dette album er en ny kickstart for en etableret musiker, der tydeligvis har noget på hjertet. Og kan han næste gang kombinere flere danske sange og tekster, med lidt mere spillemand, spillet gennem lidt mere blåtonede glas – og måske lige med et par gæstevokalister, så skal vi nok være nogle der bliver lidt højere af begejstring end tilfældet bliver med dette album, der samlet bedømt må nøjes med en pæn middelkarakter.
