Det kan godt være at der kun var omkring 125 mennesker i salen – endda siddende ved borde – men de var til gengæld 110% tilstede og dejligt medlevende til det længe ventede comeback fra det melodiske hard-rock band Skagarack, der i 80’erne var en af den danske musikscenes helt store internationale succeser.
For et band der dengang solgte mere end 750.000 albums– og i perioden omkring de tre første udgivelser, der kom i perioden 1986- 1990, havde en stor og loyal fanskare – må det alt andet lige havde været et lidt skuffende fremmøde.
Udsættelsen af deres comeback pga hele COVID-19 perioden har sikkert ikke gjort det lettere, men det virker også til at bandet har undervurderet betydningen af at få spredt ordet om at de rent faktisk nu er tilbage og på landevejen, og at de mest har ladet det være op til de i forvejen hårdt pressede spillesteder at reklamere for koncerterne.
Derved er det blevet til et comeback kun for de mest årvågne hardcore fans. Bandets indsats for at gøre opmærksom på sig selv via de skrivende musikmedier og på de sociale medier har efter min opfattelse været alt for defensiv og neutral – især med tanke på at hovedparten af deres fans er i aldersgruppen 45+, og derved nogle af de mest aktive brugere af f.eks. Facebook.
Vil de noget med det her comeback skulle de måske søge lidt fif omkring markedsføring og tydelighed via deres gamle følgesvende fra 80’erne Pretty Maids – der i den grad har evnet at følge med tiden, samtidig med at de hele tiden har været tro mod egne værdier og ståsteder.
Side 33 havde fotograf Frank Nielsen til stede denne lørdag aften i det altid indbydende Hotel Fuglsøcentret, der er så smukt beliggende omkring Mols Bjerge.
Han kunne se de tre originale medlemmer – sanger Torben Schmidt, guitarist Jan Petersen og Tommy Rasmusen på keys været omgivet af nye yngre kræfter – Dennis Pedersen på trommer og Rasmus Lund Matthiesen på bas.
Den nye rytmegruppe fungerede upåklageligt og solidt, som en særdeles velfungerende del og en veloplagt helhed. Det var bestemt ikke til at høre at dette rent faktisk var deres aller første koncert. Det vil sige – ingen test koncerter – og blot en håndfuld øve aftener for det nye hold.
Det voksne publikum kunne nyde en stærk start med først ”Rock This City” og siden ”Open Your Eyes” – kendt fra gruppens tredje album ”A Slice of Heaven” (1990). Et album, som der blev spillet fire numre fra. Samme antal fik man fra debutalbummet (1986) – blandt andet – og selvfølgelig – gennembrudshittet ”i’m Alone”, der var godt placeret i sidste tredjedel af sættet.
Flest numre – seks stykker – var der fra bandets andet album ”Hungry for a Game” – ikke mindst de to forrygende ekstranumre ”So Fine So Good” og ”Hungry For A Game”. To numre, der ligesom sidste nummer i selve sættet – ”Joanna” – fra selvsamme album – virkelig fik folk op fra stolene.
Begejstringen og gensynsglæden var åbenlys, og publikum havde tydeligvis fået hvad de havde ønsket sig. Et velspillende band, der lød som sig selv – også på de tre nye numre som blev leveret undervejs. Torben Schmidt sang stadig glimrende – om end han naturligvis ikke har samme power som for 30 år siden. Men varen kunne han og holdet omkring ham i den grad stadig levere. Der var åbenlys spilleglæde – tændte guitarsoloer som i gamle dage – og klædeligt – lidt mindre synth – men stadig en stor, flot og ikke mindst god lyd.
Publikum ville efter godt 1½ times og 17 numre da gerne have mere, men en tydelig rørt Torben Schmidt måtte erkende, at de simpelthen ikke havde fået øvet til mere. I stedet brugte de efter koncerten tid og kræfter på at snakke med folk, hvoraf mange havde medbragt deres gamle Skagarack vinyler for at få dem signeret.
Alt i alt et flot gensyn, som forhåbentlig endnu flere vil komme til at opleve når de spiller igen den 17. september i Pakhuset – Nørre Aaby Station, den 1. oktober på Karosserifabrikken i Helsingør, og på Oslo Båden til Copenhagen Metal Cruise den 29-30 oktober.