Inden du melder ”Roger Over and Out – Skifting” efter et hastigt spot på coveret og en hurtig gennemgang af de 6 numre på omkring 35 minutter – og derpå smider ”Skyggermarker” over i kisten af dødsdømte danske psykedeliske rock band, så bør du nok lige tjekke grundstoffet i og baggrunden for bandet.
For bandets DNA rummer f.eks. lige så meget garage, punk, space og støjrock, som den rummer det psykedeliske.
”Skyggemarker” er bandets tredje udspil, og det andet i den besætning, der består af sanger, sangskriver og guitarist Uffe Ejlerskov – hans søn Ask Ejlerskov på fuzzguitar og phaserlandskaber, samt Hans Vindeløv på bas, og Emil Deleuran på trommer. Undervejs suppleret af Kasper Meilvang Fjord på diverse synths.
Bandet debuterede tilbage i 2014 med albummet ”Skifting” med kort tid efter blev de ramt af en tragedie da bandets guitarist Lars Bjerre dør som følge af alvorlig sygdom. Det satte naturligvis bandet skakmat for et stykke tid- men det lykkedes for Uffe Ejlerskov at genfinde sig selv og noget gejst og energi, og få samlet en ny version af bandet. Nu bestående af ham selv og Hans Vindeløv, som den gamle garde – og så suppleret af Ask Ejlerskov og Emil Deleuran fra den efterfølgende generation.
Og det er måske her de lykkedes bedst – Skifting – med på tværs at generationer at levere en god gedigen omgang rock – som så kan suppleres med diverse tillægsord undervejs – støj, punk, garage, psyk – eller 666 andre bud. Ja, de kalder det rent faktisk selv bare Ørslev rock – eller frihedsrock. Det behøver da ikke være så svært eller så fandens smart!
Åbningsnummeret ”Onde Hånd” var også med på debutalbummet, men får her længere tid til at bygge sig op – og er simpelthen vokset med tiden. Det er råt – upoleret – og med en tør energisk rytmebund, der pisker nummeret frem til kontante kavalkader af berigende guitarstøj. Og netop sidstnævnte skal vise sig at være pladens mest gennemgående forførende og fastholdende element.
Der er ingen tvivl om at Uffe Ejlerskov har noget på hjerte og hjernebark i forhold til sine kosmisk kaos fyldte tekster, men det er ikke nogen jeg som lytter som sådan opsluges eller vækkes af. Jeg vækkes derimod af musikken – energien – viljen – der er til stede hele vejen igennem – på nær i ”Det Du Er”, der næsten virker for ”School of rocket” uden rigtig at bide tænder eller rigtigt at bekende kulør.
Det er når fuzzguitaren maler, som i ”Min engel” og ”Se der går hun” af Skifting er absolut bedst – og viser at de har deres berettigelse på en danske psyk-rock scene anno 2020 – der rent faktisk blomster fint og i alle retninger.
Uffe Ejlerskov’s sangunivers er hans eget – og minder hverken om Steppeulvene, Hyldemor, Spids Nøgenhat, Uffe Lorenzen, Elevatorførerne, Farfars Tobak eller hvem der nu har beriget dansk rock historie med minderige udgivelser indenfor en genre – der i folkemunde nok må betragtes som værende opfattet håbløst forsnævret. Som sanger mangler Uffe Ejlerskov måske noget personlighed – men han evner at tilpasse sin vokal, så den virker som en nødvendig del af helheden – som det instrument, der bringer os fra husstøv til stjernestøv – fra liv til død og tilbage igen – fra dagligdag til drømmespejle.
Pladens længste nummer ”Skyggemarker” på 9 minutter og 27 sekunder får lov at lukke albummet eksplosivt med effekter, energi og masser af den støjguitar – som man som fan af Neil Young & Crazy Horse for evigt kan indtage som en livsforlængende medicin.
Og tænker man – jamen 35 minutter rækker da ikke, så nap endelig også søsterpladen ”Lyset fra Stammen” fra sidste år med i købet. Her leverede de 5 numre på 28 minutter – blandt andet det 9 minutter og 45 sekunder lange nummer ”Drengen væk” – der i sig selv er så euforisende stærkt, at der altså på ingen måder behøves tilsættes andre nydelsesmidler. Havde det nummer været gemt til ”Skyggermarker” – skulle vi nok lige et halvt hak eller to op på skalaen.
