Side 33 havde fotograf Henrik Hildebrandt og stemningsrapportør Belinda Hildebrandt på plads, da amerikanske Skillet i Amager Bio gradbøjede begrebet familieunderholdning.
Dette progressive Christian-hardrock band fra guds eget land har siden deres debut i 1996, udgivet et par håndfulde album – senest ”Victorious” fra i år. Det har sikret dem en ret vedholdende succes – også her i Europa, hvor de torsdag aften spillede op i et næsten udsolgt Amager Bio.
Fra starten af koncerten gav Skillet den fuld gas – energiniveauet var højt, og kontakten med publikum var tæt og tændt, og alle som en lod til at blive regulært ramt af de pågående og iørefaldende rocknumre. Overraskelsen var stor, da der i tredje nummer ”You Ain’t Ready” kom en Cello på scenen. Ikke hver dag at der bliver headbanget til et nummer, hvor en Cello indgår. Det lød nu heller ikke helt til at der var sat lyd til Celloen – men sjovt indslag!
Det var et forholdsvis ungt publikum, men det så ud til at mange havde taget deres forældre med, og den kombination satte ikke ligefrem fut i ølsalget i forhold til en normal ”lille fredag” på Amager.
Men nu var det også musikken, der var det primære, og her var der altså fuld valuta for pengene lige fra åbningsnummeret ”Feel Invincible” (med over 122 millioner afspilninger på Spotify) og til ekstra nummeret ”The Resistance” – begge numre fra 2016 albummet ”Unleashed”, der på verdensplan har rundet et salg på over 500.000. Så de altså mere end “blot# en streaming succes.
Af de 17 numre, der blev leveret var fem hentet fra det nye album ”Victorious”, og de var med til at understrege at Skillet trods mange ændringer i deres line-up i årenes løb har en ret effektiv opskrift, der bare virker på deres store fanskare. Så mødet med det eneste tilbageblivende stiftende medlem John Cooper (bas og sang) samt hans kone Korey Cooper (keys, guitar), Jen ledger (trommer) og Seth Morrison (guitar) kunne snildt udgøre det for en god aften i byen – og når de samtidig samler generationer, så er det da bare at sende et Thumbs Up herfra afsted.