Vores behov for at kategorisere er allestedsnærværende. Også når det handler om musik. Både nyt og gammelt. Er det rock, pop, jazz eller hvor skal det placeres? Selvom begreber som genrer og stilarter bliver mere og mere udvasket, ligger de stadig latent i vores måde at definere musik på. Det er derfor på én gang både befriende og frustrerende, når vi tvinges til at løsne op for vores til tider fastlåste tankegang. Som det er tilfældet med debutalbummet, ”Fugletræk”, der kommer fra den unge kunstner Asbjørn Rud Mathornes’ alias Slørede Linier.
Både kvalitet og talent er ikke til at tage fejl af, når den unge Asbjørn folder sig ud og skider højt og flot på genrer-begrebet, der flyder ud i en sløret masse. Om Slørede linier refererer til netop denne udefinerbare brug af genrer, eller om det skal forstås mere eksistentielt, må være op til fortolkning fra den enkelte lytter. Uanset hvad, er resultatet af albummet hamrende interessant.
Åbningsnummeret, ”Falmer Jeg”, giver en klar idé om det lyriske og musikalske udtryk, der er i vente, hvis albummet gives den chance, det unægtelig fortjener. Lytteren trækkes ind i Mathornes tanker om både kærlighed, karriere og meningen med livet. Alt sammen relaterbart for de fleste. Og albummets mange fusioner af stilarter og genrer, gør den eksistentielle rejse en fornøjelse at være med på. Ikke på noget tidspunkt bliver det forudsigeligt, og nysgerrigheden holdes konstant ved lige på samtlige af albummets ti numre.
Som albummet skrider frem introduceres vi for numre, der til trods for de i forvejen mange nuancer alligevel skiller sig ud. Fx kan nævnes ”Hvad står tilbage”. Her trækker den unge kunstner stikket ud af sit ellers høje energiniveau, og åbner op for sin sårbarhed. På smukkeste vis kommer vi her helt ind under huden på det unge talent med et nummer, der mere eller mindre er reduceret til en kunstner med noget på hjerte og uhøjtideligt klaverspil.
Giv slip på forestillingerne om, hvad der forventes, og nyd de mange overraskelser, albummet byder på. ”Fugletræk” er en stærk debut fra en unik kunstner, der ikke er bange for at gøre brug af sin samtids mange musikalske muligheder. De mange nuancer ender dog med både at være albummets styrke og svaghed. Det efterlader en følelse af ti stærke, men individuelle numre, som desværre over en samlet spilletid på små 43 minutter gør det svært at få et samlet indtryk af hvem der gemmer sig bag numrene.
