Fra den 21.06 – og helt frem til den 30.06. kan man hver dag få stillet sin appetit på musikalske oplevelser helt gratis i hjertet af Viborg, hvor der er Snapsting uge i ugens gader og stræder.
Her i weekenden blev den musikalske mangfoldighed især udfoldet sig via den sideløbende up-coming festival VIBSTOCK – mens genkendelsens glæde kunne stråle sig på den store scene på Nytorv, hvor rutinerede kræfter som Back To Back, Mike Andersen Band og Billy Cross Band stillede op fredag/lørdag.
VIBSTOCK delen får senere lidt selvstændige ord med på vejen af kulturaktivist Anders Kristensen, mens vi fra fotograf Poul Erik Pedersen har samlet indtrykkene fra hans oplevelser til koncerterne med de tre nævnte artister og sat de efterfølgende ord på.
Senere på ugen er der så forskellige navne som Annika Aakjær, Danmarks Underholdnings Orkester med Lis Sørensen og Pernille Rosendahl, GasOrleans (med Michael Carøe), Sko/Torp, Viborg Big Band med Mathias Heise, Jakob Illeborg, Henning Stærk, Folkeklubben, og Halberg & Friends
BACK TO BACK
Det var Back to Back, der stod for åbningskoncerten af Snapstinget 2019 på scenen ved Nytorvet i Viborg – og det var et populært valg. De skabte sammen med flere hundrede publikummer en rendyrket 80’er-popfest, hvor der blev sunget godt og grundigt med på med gamle hits som ”Jonathan”, ”En som dig” og ”Som de andre gør,”.
Duoen bag bandet er som altid – Morten Remer og Nis Bøgvad – og de har et stærkt og velspillende hold musikere omkring
sig, der bidrager sikkert og levende til at sikre et brag af en popfest, hvor nostalgi og fællessang er lige så sikkert som ”amen” er det i byens smukke domkirke.
MIKE ANDERSEN med BAND
Næste artist fredag var Mike Andersen (med band), og de gik ikke ligefrem efter fællessangsnævneren, men gik mere efter at få konstateret om folk i Viborg still got the blues. Det havde de – og de havde sjælen med.
Det manglede da også bare andet når en af landets bedste, og mest passionerede blues-sangere gik på scenen. Der blev blandt andet leveret sange fra den seneste roste solo udgivelse ”One Million Miles” i rå ubarberede versioner – og det blev så rigeligt bevist, at man altså ikke behøver være amerikaner for at finde helt ind til bluesmusikkens mørke toner og sider. Udtrykket virkede personligt – fuld af nerve – og foldede sig i løbet af koncerten ud som en frisk fusion af soul, rock,
funk, blues og pop – tilsat hans eminente rustikke og varme blues stemme, med den for fede soul fornemmelse.
Mike Andersen mødte som altid sit publikum i øjenhøjde, og fangede hele vejen igennem deres opmærksomhed med en melodiøs tilgang til sangene. Det hele emmede af intensitet, intimitet og det swingede og sprudlede af spilleglæde, og balladerne blev leveret så intimt og indfølt at man fornemmede, at man nærmest følte sig som en del af en lille privatfest.
BILLY CROSS
Lørdag var det manden med det karakteristiske sølvhår – amerikansk fødte Billy Cross – der med sit band nok engang skulle give det danske folk en velintegreret udgave af lyden af rock´n´ roll, blues, country og bluegrass – eller med andre ord – amerikansk folkemusik i den bredeste forstand. Han har været professionel musiker i over 55 år – bliver 73
år i næste måned – men ligner og lyder stadig mest af alt som sig selv.
Når Billy Cross optræder live, er hans og bandets – der her bestod af et rent all-star hold med Flemming Ostermann, Dan Hemmer og Henrik Askou – performance helt igennem professionel, og med en samtidig spilleglæde, der mærkes langt ud over scenekanten, og helt ned til selv de bagerste rækker. Det er 100 % uforfalsket rock ’n’ roll med hånden på hjertet.
Undervejs høres ekkoer af de mest klare inspirationskilder – Bob Dylan (som Billy Cross har både indspillet og optrådt live med), Chuck Berry og Rolling Stones. Med hans sympatiske showman-ship og smittende energi viser han, rock’n’roll begrebet er en trofast men tidløs størrelse, der med respekt for fortiden kan transformeres til nutiden uden skygger af støv eller stilstand.
Der er mere end en grund til at han stadig har en stor plads i danskernes musikalske hjerter – også hos alle dem, der her gik mere end tilfredse hjem fra denne lektion i the school of rock an roll på torvet i Viborg.