Søren Damm er forfatter til tre romaner, og deraf en garvet historiefortæller. Bag sig har han et enkelt album – ”Sol for en blind – med digte af Tom Kristensen” fra 2013.
Ham skal han ikke måles op imod. Mindre kan gøre det, og det er heller ikke Søren Damm’s eget mål med denne udgivelse. Han vil udgive en ”musikalsk samtidsroman”.
Og det lykkedes da også undervejs på et album, hvor man fornemmer en sangskriver, der som de fleste har flere spørgsmål til livet end svar – og helt reelt har noget på hjerte – og endda også humor.
Men flowet mellem tekst og vokal spiller generelt ikke – og generelt vender man som lytter tilbage til den følelse han beskriver i sangen ”Told” –
”Jeg kan ikke finde hvile – mine tanker sidder fast – som en skævvredet kile – presset ned i al hast”.
Ikke fordi albummet bruser af hastværk. Tværtimod. Problemet er at den uopfindsomme musikalske indpakning ikke løfter interessen for ordene, og derved fungerer musikken mest af alt som en stopklods for interessen. Og man fastholdes i tanken om at man måske hellere skulle tjekke om hans romaner fungerer bedre.
For hans vokal og stemmeføring føles ærlig talt lige så udtryksløs, som det grå og triste udtryk Søren Damm efterlader på coveret, som ikke engang et low-budget kan forsvare med æren i behold.
”Kroppen gør ondt. Hjertet stikker” synger han i pladens afslutningsnummer ”Idealisten” – og det kan meget vel være den føromtalte skævvredet kile, der driller igen. Som et forkert svar fra et album, der sympatisk forsøger at agere som reflekterende øjeblikke fra den modne danske mands liv – og sætter nogle ord på de tanker, fortrydelser, frustrationer, og forhåbninger, men som desværre ikke evner at omsætte det til den omtalte musikalske samtidsroman.
Værst udstillet på ”Brønshøj Torv” der gumpetungt halter afsted, og tror den kan redde sig afsted med en halvhjertet Hilmer Hassig inspireret riff undervejs.
Singlen ”Soning” havde ellers inden albummet sendt lovende signaler. Et nummer der vel rummer selve håbet for at der kan være andet og mere at hente for Søren Dam som sangskriver. Her kommer – en ganske vidst meget svag – men dog en aftegning af noget Leonard Cohen på dansk – og en tekst der har sammenhængskraft til musikken – der med ko-klokke og kor – virker som et wake-up call. Men som fjerde nummer på pladen er det allerede for sent at rette op på det indtryk de først tre numre har efterladt – og jeg har reelt ikke lyst til at høre videre – når jeg nu ved at der altså lige pt. er så mange andre gode danske sangskrivere, der samlet hørt har et langt stærkere samlet aftryk end Søren Dam. Desværre.
