Søren Frost & Thomas Vilhelm – “FESSOR – 65 år i jazzens tjeneste”

Fotograf: Cover

”Velkommen til feel good-stemning i Fessor-zonen"

At læse denne bog er som Shu-bi-dua ville udtrykke det: ”En hel symfoni, med fede basuner og engle i”. For sikke da et indtryk, det gode mennesker og den hårdtarbejdende musiker, sangskriver og arrangør Ole ”Fessor” Lindgreen efterlader, og sikke da nogle aftryk han har sat ved sine mange år i musikkens tjeneste. Der er blevet sagt ‘Jazz Tak’ og meget mere. Fem gange har han optrådt på Roskilde festival – og har ellers igennem 65 år haft spillejob i det meste af verdenen – så forskellige steder som f.eks. DDR, USA, Færøerne, Saudi Arabien og Mali. Sidstnævnte på tur med blandt andre Per Vers og Niclas Knudsen.

Det er en alsidig og afholdt herre, som bogen giver et bredt og kærligt billede af. Bogen er en berigende og underholdende rejse – baseret på en livslang og levende kærlighed til musik med nysgerrigheden, glæden og ærgerrigheden som tro følgesvende. Fessor er en detaljerig historiefortæller, præget af en utrolig præcis hukommelse i forhold til steder, navne, øgenavne og konkrete dialoger – ganske enkelt imponerende.

Bogen er delt op i tre dele – hvoraf første del – Fessors historier og den ledsagende billedside er klart det mest interessante. Heldigvis udgør den 173 sider af de i alt 295 sider.  Andel del er 73 sider med diverse interviews – lige fra datter, til nuværende kone, og til kollegaer. Disse interview bidrager ikke med meget bortset fra nogle citater fra vennerne gennem hele voksenlivet Leif Sylvester Petersen og Nulle – og fra datteren Pernille Lindgreen, som tilsammen virkelig indrammer billedet af mennesket og musikeren Ole ”Fessor” Lindgreen.

”Der er ikke noget dårligt at sige om Fessor. Det er ikke dårligt lige at sidde og øve sig i stedet for at gå på pigesjov. Lidt kedeligt måske, men ikke dårligt. Han kommer fra en religiøs familie og er godt opdraget. Det kommer der ordentlige mennesker ud af”

Leif Sylvester Petersen

”En mand, der spiller, komponerer, tegner, maler og måske er den sidste, der skriver postkort og breve i hånden, med rigtige frimærker, vil jeg stadig tillade mig at kalde kunstner. Og med hans evige snakken og fortællinger vil jeg også ham storyteller. Det man også høre, når han spiller!”

Nulle

”Han hører altid høj musik, og når man ringer til ham, kommer denne hver gang: ’Lige et øjeblik, Pernille – jeg skruer lige ned for musikken’. Det har altid undret mig, at han ikke gør det, før han tager telefonen”

Pernille Lindgreen

Sidste del kaldet ”Et ord på vejen” er det man vel mest af alt kan kalde smalltalk på skrift fra forskellige kollegaer, og her må det især undre hvorfor man har valgt ikke at oversætte de svenske og engelsksprogede udsagn? Alligevel er der også i dette afsnit små guldkorn som f.eks. det lille input fra kollegaen Jakob Dinesen, der med sin afsluttende bemærkning måske indkapsler hele meningen med at lave en bog om Fessor:

”Mit liv er uden tvivl blevet bedre af at kende ham”.

Jeg kender ikke selv Fessor personligt, men efter at have læst bogen tror jeg rent faktisk at uhørt mange mennesker må have det sådan. Og det er jo en gave i sig selv. Det er helt åbenlyst, at Fessor med sin måde at være på, at lede på, sine musikalske evner og den evige nysgerrighed, i den grad har gjort en forskel i 65 år, og at han stadig spiller en vigtig og aktiv rolle på den danske musikscene.

Gode historier er det svært at få nok af i disse tider. Alligevel kan det dog ærgre at Søren Frost og Thomas Vilhelm ikke graver lidt dybere de steder, hvor det skinner igennem, at alt trods alt ikke har været positivt og ren harmoni. De steder hvor der måske nok har ligget en historie eller to, med flere lag, og måske endda uløste konflikter. Jeg er ret sikker på at Fessor havde leveret de historier også. For som han ifølge Kira Martini havde sagt til hende:  

”Nu kontakter Søren og Thomas jer nok snart angående den der bog, og Kira, du må love mig, at I ikke kun fortæller de positive ting. I skal også fortælle de negative. Vi er jo alle sammen bare mennesker.”

Det signal har bogens forfattere åbenbart overhørt i sin tilgang. Bogen mangler derfor lidt journalistisk pondus og nogle spørgsmål til der hvor det hele ikke bare har spillet. Grinene får vi med hver gang, men ikke gråden eller alkoholens slørhaler.

To skilsmisser skøjtes der ganske let over – mens bruddet med Steen Vig efter 19 års samarbejde omtales, men uden at der graves nærmere i alt det der var sket forud for det endegyldige håndgemæng mellem Fessor og Vig i Thorshavn – og det selvom Fessor her citeres for ”Jeg var virkelig langt ude deroppe”.

Andre citater til fri fortolkning om f.eks. Lone Kellermann og Liller får også lov til at stå uden opfølgning – og for egen regning.  

”Bluessangerinde har jeg aldrig synes hun var, men heller aldrig kedelig. Hun var nu sød.”

Fessor om samarbejdet med Lone Kellermann.

”Han kunne se skidegodt ud, den lille lort. Han var tough, respekt for Liller”

Fessor om samarbejdet med Liller

Man efterlades altså blot her med en fornemmelse af, at der kunne ligge mere mellem linjerne, og flere væsentlige historier bag de konklusioner. Det samme gælder når opløsningen af bandet Grand Danois, blandt andet med den nære ven Nulle, blot slutter med ordene: ”der gik koks i samværet”.

Derved vedbliver bogen på overfladen, der hvor man bare sidder og lapper i sig fra den dygtige og dragende historiefortæller, der hiver det ene gyldne citat op efter hinanden med respekt for de fleste og ikke mindst for historien, og dens vingesus og rytme.   

”Jeg ved ikke, hvad der sker, men når han kigger på mig, føler jeg mig dobbelt så smuk”

Fessor citerer kvindelig Nulle fan

”Han er en skøn mand og og en fantastisk klarinettist, som kæmpede sig ud af George Lewis skygge og skabte sin egen musik. Er det ikke det, det handler om?”

Fessor om Acker Blik

Og JO, det er da lige netop det, som det hele handler om. At komme ud af skyggen, skabe musik, og rykke musikken nye steder hen. Fessors liv har på mange måder været en lang rytmisk romance. Det kan beskrives på mange måder. Leif Sylvester Petersen gør det på malende og næsten magisk vis i bogens første forord. Med rytmens kraft og poesiens saft siger han i digtform reelt det hele på bogens to første sider. Det er lige før at de to sider alene er hele bogen værd.  

Resten kan så ’bare’ læses som underholdende bevismateriale. Med sådan et forord giver det altså ingen mening med et til. Men det leverer Franz Beckerlee. Og så alligevel ikke. Han siger ingenting – og lige det forord virker ligeså ligegyldigt, som Sylvesters virker endegyldigt.  

Men en ting er sikkert. Fessor selv har aldrig været ligegyldig, og har aldrig optrådt ligegyldigt. Godt nok køber han gerne Artie Shaw’s citat ” To for kunsten og en for huslejen” – i forhold til også at sige ja til de job, der ikke ligefrem oser af kunstnerisk indhold, men han er altid til stede og givende i sin tilgang om han spiller med proffer, med amatører, for private eller for firmaer. Han har vel ret beset aldrig været den bedste på sit instrument teknisk set, men han har altid været den, der er der 100% hver gang, og altid får ting til at ske via sin blotte tilstedeværelse og ikke mindst sine evner som arrangør og spillemand.

Han er en handlingens mand, der også tør at lufte holdninger, og han er imod jazzfundamentalisterne og jazzpolitiet, for han ser ingen mening i at dele hverken liv eller musik op i aflåste kasser. Han har ved selvsyn oplevet at ting ikke skal tages for givet, og mærket de store forskelle på f.eks. musikmiljøet – herunder fagforeningernes ageren i New York, New Orleans og København. Selv har han altid kæmpet for tariffen og er derfor selvsagt bekymret over udviklingen, hvor ingen længere har råd/vil hyre et orkester af f.eks. Fessors Big City Band størrelse. Også et vigtigt emne, som det kunne være interessant, at der var spurgt mere indtil, idet det et kendt problem i jazzkredse, at der fra mange steder nu om dage laves aftaler under tarif.

Fessor antyder selv at han nok har lavet sit sidste album med “Glad to be here”, der udkom juni 2021. Et udsagn, der desværre heller ikke graves mere i. For selvom han den 1 maj 2013 blev ramt af alvorlige lammelser i ansigtet, så har han stædigt kæmpet sig tilbage, og lyttet til hans gode kollega Ray Anderssons vigtige råd ”Så spil noget andet” – hvis han ikke synes han kan det, som han har kunne spille før. Så det virker bestemt ikke at Fessor i en alder af 83 står på gravens rand.

Og heldigvis. For der skal nok være flere basuner og engle, der skal luftes, og ellers er arverækkefølgen sat. Mads Hyhne skal ifølge Fessor overtage basunen om han vil.  

Og sådan får vi mange små finurlige sideoplysninger med i en bog, der er berigende på mange plan og måder. En flot og fantastisk feel-good bog, der dog – ligesom Fessor altid har fået det fra en verdensparade af gudsbenådede musikere – havde fortjent lidt mere modspil. Men det er læst med det de journalistiske briller på – og dem kan man jo sådan set bare lade være at iføre sig – og ‘nøjes’ med Fessor brillen. Så spiller det, som det altid gør når Ole “Fessor” Lindgreen er involveret.    

Udgivelsesformat: Bog
Udgivelsesdato: 18.11.21
Label: Momenta
Genre: Biografi

Leave a Replay

Fotograf: Cover

Udgivelsesformat: Bog
Udgivelsesdato: 18.11.21
Label: Momenta
Genre: Biografi
  • Få en banner via “Fællesskabet Side 33”

  • Følg os her

    Scroll til toppen

    Vi bruger cookies for at kunne give dig den bedste oplevelse. Ved at bruge vores side accepterer du brugen af cookies.