At opleve Søren Huss torsdag i Turbinen, var som følelsen af et varmt møde med en nærværende og kærlig hyggeonkel, der havde masser af esser og historier i ærmet. Det var også mødet med en tydeligvis mere afklaret Søren Huss, der fremførte sine poetiske sange med en fin balance, mellem det lyse og det mørke, det sorte og det hvide.
I de seneste år, har den tidligere Saybia frontfigur, spillet en del solo koncerter – og blandt andet været på tour rundt i de danske kirker. På den aktuelle tur – hvor der er fire koncerter tilbage – er det dog med stort band – og det ikke hvilket som helst hussorkester, han har fået samlet. Det består således af så stærke kræfter som Lars Skjærbæk, Morten Jørgensen, Christoffer Møller, Jesper Elnegaard, Live Johansson og Mads Mouritz.
Hans sangunivers åbner naturligt døren på klem, så lyset trods alt kommer til undsætning, samtidig med at selve eksistensen i sangene stadig er i spil. Det klæder hans sange, når de får fylde i udtrykket, hvilket giver hans mere kødelige sange, det helt rette medspil. For sort og hvidt, er til evig tid, og handler i bund og grund om, at turde indtage livet i alle dets afskygninger. Og her fremstår Søren Huss, som både en både klog og kærlig guide.
Han er nemlig ikke demonstrativ, men træffer nogle velovervejede fravalg, der vidner om et eftertænksomt menneske og en sangskriver, der efterhånden hviler i sig selv. Søren Huss har som sangskriver på sine seneste album for alvor fundet sin rette form, hvor han med en myndig autoritet, tager afsæt i sine egne livserfaringer, og gør disse vedkommende og eviggyldige i en lang række sange, som forener bæredygtig traditionalisme med et moderne touch.
Der var en helt, særlig varme i Søren Huss store stemme, og et nærvær, som sjælden set eller hørt. Med lukkede øjne og små svajende bevægelser var han hele tide til stede i nuet. En koncert, der i bund og grund spredte en glødende kærlighed, der kunne mærkes helt ned til de bagerste publikums pladser, og som rummede så mange fine og smukke detaljer undervejs. Bandet klædte sangene. Sangene klædte bandet. Det sort hvide afsæt fik farverige nuancer.
En på mange måder ganske grænseoverskridende og bevægende koncert, hvor sangene i den grad blev løftet til nye højder af en artist og hans band, der vil alt andet end bare at melde hus forbi. Resultatet kunne afspejles i publikums reaktioner – tårer trillede, hjerter bankede og klapsalverne rullede.
Anmeldelse af Poul Erik Pedersen – Redigeret af Mads Kornum
