’Danacana ’- dansk americana – kalder Søren Krogh stilen på hans 10’en album ”Havtornland”. Et album, der ligesom den forrige – og ganske vellykkede ”Globus” (2018) – er indspillet med et særdeles kompetent hold af musikere. Janus Bechmann, Jens Kr. Dam og Dennis Ahlgeen, samt Thyge Van Dassen og Ole Albrechtsen som betydende gæster.
Først og fremmest viser de 10 numre på godt 40 minutter, at Søren Krogh er en ægte troubadour og en af vort lands stærke og vigtige historefortællere – på linje med gode kollegaer, som f.eks. Allan Olsen, Niels Hausgaard, Laursen, Per Worm, Niels Skousen, Signe Svendsen, og Rikke Thomsen.
Hvor ”Globus” både var en skilsmisseplade og en ’udsyns- og udlængsels’ plade er ”Havtornland” mere et ophavsalbum – ikke ulig sidste års ”Opland” fra førnævnte Rikke Thomsen.
I modsætning til hos Rikke Thomsen er det dog ikke sproget eller dialekten som Søren Krogh har sit fokus på. Hans synger ganske traditionelt og på rigsdansk, og har i stedet blikket rettet mod de små og store skæbner og de samlende historier, som i generationer har udspillet sig på hans hjemegn Vendsyssel. Indgangsnøglen til albummet.
Så selvom han i de seneste 35-år har han levet på Vejle-kanten, så fører rødderne ham altså stadig tilbage til hjemegnen i både tanke og handling. Og at Vendsyssel uomtvisteligt er et skattekammer af historier om mennesker, skæbner og gamle buddies er ”Havtornland” et levende og interessant bevis på.
Som artist har han været på tusindvis af spillejob i karrieren, siden han albumdebuterede i 1998. Ud over at være aktiv musiker har han også i de sidste 10 år været en aktiv spiller vedrørende musikpolitisk arbejde via blandt andet brancheorganisationerne KODA og AUTOR (tidligere DJBFA).
Gode historier fra ‘Prine-time’
Det er således en sangskriver, der skriver og beretter ud fra den virkelighed der var og er, og han er ikke bleg for, at flette et politisk synspunkt ind, som det f.eks. sker på et af albummets absolut bedste numre; ”Lad dem gå”.
Et af flere numre, der giver et godt bud på hvordan John Prine kunne have lydt om han var født dansker. Det var han ikke – han var amerikaner – og skrev klassikere som “Speed of the Sound of Loneliness”, ”All the Best, og ikke mindst ”Angel From Montgomery”.
Sidstnævnte favntager Søren Krogh flyvefærdigt og værdigt i hans fortolkning, der har fået titlen ”Engel fra Hirtshals” – med det fint klingende omkvæd:
”Giv mig mine vinger
Så jeg kan flyve op som en due
Eller sæt mig på plakaten
Til Hjørring Dyrskue
Giv mig blot en enkelt vej
Som jeg kan skridte på
Hvis det her er livet
Er det en tung vej at gå”
Det er nu generelt ikke en tung vej at gå på nærmere opdagelse i dette album, der rummer masser af spirende rodfyldte lag, og hvor numre som titelnummeret, ”Gæst”, ”Onkel Egon” og ”Balladen om Skille” skiller sig ud, som den slags flyvefærdige og landtidsholdbare numre, som Allan Olsen åbenbart er blevet for gammel og/eller doven til at gide skrive mere.
Mere end en havtornmand
Havtornland finder du ikke på et landkort, men er et fint bevis på den billedrige fortælleevne, at Søren Krogh besidder. Ordet og beskrivelsen er et Søren Krogh selv har fundet på.
”Havtorn vokser vildt ved havet i Vendsyssel, og jeg har altid været fascineret af denne på en gang smukke og lidt utilnærmelige busk med de solgule bær. Havtornland, som jeg har omdøbt Vendsyssel til, er mit hood – det er her jeg kommer fra, og det er egnen, der har formet mig, som det menneske jeg er”.
– Søren Krogh
Som historiefortæller skal man dog evne at gøre historierne vedkommende for andre end sig selv, og de nærmeste randområder. Som den rutinerede sangskriver Søren Krogh er, ved han naturligvis, at det drejer sig om at skabe det, der for den enkelte lytter kan danne egne billeder og vække erindringer. Det lykkedes han glimrende med det meste af vejen.
Dog ikke på ”Flyv fugl flyv”, der simpelthen i forhold til resten af sangene virker for let og lidt for banal, selvom det skulle være en sang, der har været 10 år undervejs. Sangen er endt med at handle om når ens børn flytter hjemmefra. Og selvom det da er opfindsomt at bruge et ord som ”sikkerhedstræsko” undervejs, så vil jeg tillade mig at mene, at det ikke fungerer til at gøre nummeret flyvefærdigt. Det skulle nok være blevet i reden.
Sammen med den efterfølgende ”Kaffe Erik” er det også de mest folk- og klassisk troubadour klingende numre på albummet. Det er ikke her, at Søren Krogh er bedst. Det er han når han for alvor folder sig ud med veloplagt Danacana sound i Havtornland, som f.eks. på albummets måske mest minderige sang ”Imellem Ilbro og Tårs”. Her mærkes igen en åbenhjertelig roots-country feeling a la Prine, og indeholder en af den slags linjer, der rent ud sagt tatoverer sig ind på nethinden af én – ”En lektie om livet om venskab og om leg”.
Sådanne lektier er det værd at få for, og lære af, uanset hvor man står i livet. Numre på det niveau fortjener at komme vidt omkring, og Søren Krogh har med sine seneste par album for alvor dokumenteret, at når han er bedst, så hører han til på øverste hylde indenfor vort lands musikalske historefortællere. Nu må tidspunktet være kommet, hvor endnu flere udenfor Havtornland opdager det!
