29-årige Søren Manscher har forhåbentligt med denne udgivelse begået et af de der debutalbum, der bliver en retningsgivende pejlesnor og målestok i resten af karrieren.
Det er ikke så tit endda at det sker, at et debutalbum sidder lige så sikkert som en Van Gerwen pil kastet mod Bulls Eye.
Ser vi lidt på relaterede artister det er lykkedes det for – og som har holdt niveau siden – kan man kigge mod folk som Allan Olsen, Folkeklubben, Søren Huss, Juncker og Teitur.
Men Søren Manscher lyder ikke helt som nogle af dem – de er måske/måske ikke nogle af inspirationskilderne, men det kunne også være folk som Mads Mouritz og Dan Turell, der var det.
Styrken ligger i ordene – uanset om de synges eller undervejs modelleres som spoken word pakket ind i de spartanske, men iørefaldende stemninger, som han sammen med producer Søren Bigum (fra ”Tiggerne”) balancerer til perfektion.
Albummet lægger ud med de to korte – men stadig nærende – numre – ”Sikke en fest” og ”Det vigtigste er at være til stede” – og de titler bliver pudsig nok reelt overskrifterne på hvad det er man får med sig fra dette album. For er man til stede , som aktiv lytter, så opstår taknemmeligheden over at kunne mærke et album med puls, poesi, og potens.
Og som tekstforfatter og sanger er Søren Manscher i den grad til stede – og op modersmålet jonglerer han skarpsindig med både det jordnære, det (ekstra)ordinære, den pinlige og alt det imellem linjerne.
Han er en tydeligvis åben iagttager med en herlig skæv observationssans, som f.eks. linjen ”Du vander en orkidee” afslører så skønt i ”Jeg ser lagener blafre i vinden”.
Sex og livets store spørgsmål kan også gøre sig i godt i små folk-pop sange, og det fulde potentiale udløses her i den humoristisk befriende og herlige ”Frie mennesker”, mens samme tematik på ”Du er jo ikke min kæreste” ikke giver anledning til nogen form for opstemthed på albummets eneste direkte svage indslag.
Ellers så er dette album en fornøjelse igennem 40 minutter, hvor hverdagens festligheder, faldgruber og finurligheder udstilles inderligt og kærligt. Det føles relevant og relaterbart, og sat i musik skaber det et betagende og billedrigt soundtrack til Danmark anno 2019.
Albummet er indspillet over bare fire dage i dagligstuen hos producer Søren Bigum – og det føles rent faktisk også som man bliver budt indenfor i dagligstuen, og bare bliver budt på det bedste som hjemmet har at byde på.
Lydbilledet ændrer sig undervejs, og fremstår især cool og filmisk på pladens velkørende højdepunkt – og pladens længste nummer – ”Jeg blaffer” – hvor han i løbet af 5 minutter og 35 sekunder beskriver en begivenhedsrig blaffertur til KBH sammen med fire hjemløse. Det føles som en road-movie, hvor man er med som fluen på indersiden af ruden. Noget lignende har man næsten ikke hørt mage til – det skulle da lige være hos Mouritz/Hørslev. Der sendes en guldbelagt Tommel up herfra – hvilket i øvrigt også kan sendes efter ”Barndomsven”, der også med filmisk elegance bygges langsomt og dramatisk op, mens historiens spændingsniveau ændres undervejs.
Mere skævt – men mindst lige så charmerende – bliver det i ”Du har alt for travlt”, der understreger at Manscher/Bigum også hvad angår de musikalske valg har haft ambitioner – og lyst til at pege i flere retninger.
Om det er her, at Søren Manscher er bedst er nok en smagssag, for det er også et faktum at han i de mere klassisk akustisk folk/vise prægede arrangementer også lyder til at være på hjemmebane – som det høres i ”Skam mig”, ”Inge og Finn”, og den engleblide afslutning ”Vi hvisker i mørket”.
Lige her er der ingen grund til at hviske i mørket – nok snarere til at råbe op – i håb om at flere vil se og høre lyset. Den danske folk-scene har fået sig et nyt stjerneskud. En sangskriver, der lyder som skabt til det sammenhængende albumformat. En pennefører for virkeligheden og balancerne, der holder sammen på det hele. Ikke mindst på dette brag af et debutalbum.
