Sidste år udgav Søren Manscher sit debutalbum – “Det er balancerne der holder sammen på det hele” og det imponerede med en hverdags poetisk skarphed, som man ellers kun oplever hos ældre og mere etablerede sangskrivere, som f.eks. Søren Huss, Juncker, Mads Mouritz, og Teitur.
Albummet fik her på siden 5 ud af 6 skiver på karakterskalaen under overskriften – ”Når skrøbeligheden bliver til en styrke”. Musikalsk var albummet et singer/songwriter orienteret album med skæve kanter og skrøbelige lag – godt sat sammen af sange skabt på en akustisk guitar.
Men ikke ulig omtalte Teitur – så skal man altså ikke tro, at Søren Manscher så nu blot bygger videre efter samme opskrift. Den nye EP – hvor Manscher selv – med få undtagelser har skrevet, produceret og indspillet det hele – og har fået titlen ”Ø” består af således af fire sange, der alle er skabt med udgangspunkt i trommerytmer – som et musikalsk dogme og en personlig udfordring. Målet har været at de bærende trommer og percussion skulle give sangene en fælles dragende stemning, som et kald i mørket, der følger os lyttere gennem hviskende, talende og syngende fortællinger om nattens ensomhed.
”Sangene er en undersøgelse af ensomhed. Jeg var nysgerrig på, hvad der sker, når der er tid og rum til kun at mærke sig selv? Så jeg gik igennem en periode, hvor jeg selv søgte ensomheden og oplevede både en idyllisk fred og en deprimerende smerte i den. Men muligheden for at være i de følelser, særligt om natten, gav mig et meget zen-agtigt rum for refleksion”, fortæller Søren Manscher således i pressematerialet.
I en pandemitid, som vi befinder os midt i – kan det være lidt af en opgave – at skulle indtage meget mere ensomhed og mere lyd af usikkerhed og smerte. Men med en spilletid på blot 14½ minut, så er det rent faktisk rummeligt, og ganske anbefalelsesværdigt. Ikke mindst fordi Søren Manscher forstår at skabe en betagende og billedrig helhed, der rent faktisk ender med at man mest af alt får lyst til at lade sig rytmisk henføre til en genfunden livslyst uden Ø kuller – men med masser af Ø kultur, hvor der stadig føles langt til den endelige ”Dødsmarch”, som albummets afslutningsnummer hedder.
Åbningsnummeret er udsendt som single – men de fire numre høres bestemt bedst som en helhed, hvilket understreges af at Søren Manscher har fået produceret en sammenhængende minifilm, der inkluderer hele EP’en.
Undervejs synger han i albummets stærkeste nummer ”Dans” – ”dans som var det sidste gang” – men lad da ingen håbe at det bliver sidste gang, at vi hører nyt fra Søren Manscher eller sidste gang han eksperimenterer med hans indsigtsfulde udtryk.
Musikalsk var hans debutalbum mere spændende og iørefaldende – men som et skridt i en levende udviklingsproces er ”Ø” mere end godkendt, og er i øvrigt et album, der vokser ved genhør og ved at lade volume knappen vise sine højere styrker, så det lavmælte lydbillede får lov at fulde rummet helt derud, hvor det indeklemte får frisk luft.
EP’en er udkommet på vinyl – og er blevet tildelt et albumcover, der i den grad med kunstnerisk snilde i sit forsideportræt indfanger den krøllede og introverte stemning på albummet. Skabt af Iris Bakker absolut et af årets mest vellykkede cover art.
