SOLVEJ – ”Drømme på dage hvor tanken er tung”

Fotograf: Album cover

”Genskin fra høstmånen lyser drømmene op”

Dette er tredje album fra den vestjyske sanger og sangskriver Solvej Nygaard Gregersen – der udgiver under navnet Solvej.  Med debutalbummet ”Fra Vestjylland og hjem” (2018) ramte Solvej denne skribent lige i solar plexus med såvel et stålfast og fængende blik på albumcoveret, som med otte charmerende småskæve folk-sange – der lå håbefuldt i slipstrømmen fra mere rutinerede ligesindede som Allan Olsen og Mads Mouritz. Sidstnævnte medvirkede sandelig også på en udgivelse, der i mine noter stadig står som en af de stærkeste danske debutalbum i det forrige årti. Tjek bare sange som titelnummeret, ”Glimtvis” eller ”Bonderøv” – med den så sigende præsentation ”Jeg er en bonderøv der ik’ ka’ få noget til at gro / Jeg er en citygirl, i flade sko / Med begge ben på jorden og med min næse i sky, går jeg og leder efter landet, i midten af en by”. 

Det er til dels splittelsen mellem land og by følelserne der stadig rumsterer på ”Drømme på dage hvor tanken er tung” – der dog kommer lidt længere rundt både geografisk og musikalsk. Mellem de to album udsendte Solvej i øvrigt det ganske fine – om end lidt mere ujævne live album ”I DOK studio”, der ryddede lidt op i bagkataloget. Ånden fra Allan Olsen og Mads Mourtiz mærkes stadig på det nye album, men også små spejlbilleder af Alberte, Rikke Thomsen og sågar Povl Dissing dukker op – ligesom en kærlighed til lyden af Neil Young, Joni Mitchel og den ægte country/americana lyd bestemt heller ikke skjules.  

Mange af sangene og grundsporene til albummet er indspillet i Nashville, Tennessee – og er efterfølgende blevet produceret færdigt herhjemme sammen med Sebastian Martin Munk Autzen (Hymns From Nineveh, Bells Echo m.fl), der også har fungeret som en markant musikalsk alt-mulig-mand på de fleste af albummets 10 skæringer – ikke mindst hans klaverspil farver og løfter helhedsindtrykket.   

Solvej har skiftet de flade sko ud med cowboystøvler og hat – og det klæder hende – ikke mindst forbi hun i sin sangskrivning primært beholder fødderne i den velnærede vestjyske muld – og lader drømmene om at svæve frit i G-dur fra Nashville til Vestjylland og tilbage igen, for at blive forenet i et uopdyrket land man jo så kan kalde VestVille eller Nashland eller hvad fantasien nu rækker til. 

Teksterne handler om land, liv, lyst, laster, længsel og lys – og når albummet lukker og slukker med ”Fremtid fremtid”, så tror man rent faktisk på den – for albummet mærkes som et overvejende sandsynligt statement om at fremtiden – alt til trods – er lys. Både for Solvej og ikke mindst for den danske musikscene, hvis Solvej bliver ved at bidrage på dette næsten ”Harvest Moon” karakterfulde niveau, der sikrer FULD PLADE!.

“Fremtid, fremtid” er et nummer med både den tvivl og usikkerhed – ”Du skal ta’ mig helt og ikke for givet / jeg er bange for det du kan se” og det håb ”Du sætter lys på mørket i mig” – som vi vel alle bærer på i større eller mindre grad. En folde-ud sang, der starter stille og eftertænksomt for så at forløses med fuldt orkester – som selve finalen – det mesterlige punktum – med et festfyrværkeris tiltrækningskraft. Prikken over i’et på et album, der reelt er gavmildt og givende fra start til slut. 

Det hele starter i barndommens land – med oplæsning af tekst og lyden af barndom på bånd – og den rammende rodfæstede sætning ”der er ingen steder / der har mig som her / hvor blæsten går / og havet slår sin takt” – som afsæt til en af de flotteste hjemstavnsange/barndomserindringer jeg længe har lagt ører til – nummeret ”Der hvor jeg er fra”. En sang om at blive ved, stå ved, stå sammen. Og når en linje som ”det var jo bare sådan livet var / der hvor jeg er fra” svøbes ind i den pureste americana sound, så bør både engle og dæmoner lytte med. 

Stemningen bibeholdes på den efterfølgende ”Double Denim” – hvor Solvej, som den guitarpige hun jo er, er på vej videre – på vej – men stadig med blikket bagud – og hjemstavnen i hjertet. Tilsat autentisk pedal steel lyd fra amerikanske Adam Kurtz (American Aquarium, Joshus Ray Walker) – der sikrer den skønneste støvede og søgende stemning på vejen.


Sikke et udlæg. Jeg frygter at pladen er toppet for tidligt – men så starter ”Jeg er min egen sten” – der i hele sit rytmiske DNA (bas, trommer og klaver) har tatoveret Neil Young i sig. Vel nok det bedste Neil Young affødte nummer på dansk jeg har hørt siden Michael Falch udgav ”I dit eget tøj” (2001). Og kvaliteten ligger pudsigt nok i at Solvej på ægte og troværdig DIY maner naturligvis kun leverer i eget tøj. En sang om at turde at give slip og ikke begrænse sig. Det er ikke et ’wanne-be-forever-young’ forsøg fra en yngre artist på vej væk fra sin pureste ungdom, men en præcis understregning af at hun reflekterende deler ud af sine oplevelser, når hun i sangen synger ”Det der rammer / det kommer / i bølger / mere ka’ vi ikke vide”


I det hele taget sætter Solvej sig selv på spil i sine sange. Hun er bange for at fejle, synger hun på ”Fugle fortrak” – men den angst er her grundløs, for det gør hun ærlig talt ikke på dette album – heller ikke på denne enkle og tilbagelænede klaverbårne skæring, der eventyrligt løftes af Nikolaj Paakjær (Hymns From Nineveh) som duetpartner.  

På albummets SIDE B høstes frygten af besøget i Nashville og ikke mindst samarbejdet med Tim Easton, der ud over at have udgivet mere end 10 album i eget navn har arbejdet med navne som Lucinda Williams, Leeroy Stagger og Patrick Park – og som desuden er vært ved anerkendte sangskriver workshops på hjemegnen. Tim Easton har en markant rolle på hele tre af de sidste fem numre på albummet. ”Du er ikke bange for noget” velsignes f.eks. med Easton på mandolin og ’pillow slapping”. Et nummer der næstekærligt springer ud som albummets dansable alt-country træffer. På reality-blues sangen ”Et barn i min mave” er det hans evigt holdbare mundharmonika, der bare gør en blåtonet forskel, ligesom hans blide og betagende baryton guitar gør det på den rolige og tilbagelænede ”Det vil jeg gerne” – der med poetisk tæft får sat tænksomme ord på begreberne tempo og timing. Således et væsentlig visit fra en internationalt anerkendt kunstner, men samtidig mest at alt et vidnesbyrd om at man rent faktisk kan skrive sange på internationalt niveau – også selvom det tekstmæssigt forbliver på dansk.


Og at Solvej skriver både modigt og særegent er de to vidt forskellige kærlighedssange ”Nordlys” og Et barn i min mave” strålende eksempler på. Den første om drømmenes forskellige mål og veje – og med de tre ord ”ville det vel” som vanedannende tiltrækningskraft i omkvædet. Tre ord der bare smager godt sammen – som Johnny Madsen ynder at udtrykke det – og som bare lyder fortryllende godt i den stilsikre og varme vokal med Solvej besidder med afmålt coolness. Den anden sang handler om den fulde flugt versus ønsket om nærstående frugtbarlighed. Jeg mener ikke at høre noget lignende – og hatten af for det – især når det synges med en en charme og indlevelse, så man pludselig ser Solvej for sig for et ukendt barnebarn af Povl Dissing. 

Faktum er at Solvej med dette album har lagt et visitkort, der bør sikre adgang til alle de spillesteder og festivaler, der hylder den håndspillede musik og den gode sangskriver. Så lad os forvente at se hende på Tønder festival etc., og håbe at det kan være grobund for et folkeligt gennembrud a la det Rikke Thomsen velfortjent fik sidste år. For selvom talentmassen er stor her til lands, så er et så vellykket et album i singer-songwriter/americana genren bestemt ikke hverdagskost. 

Udgivelsesformat: LP/CD/digitalt
Udgivelsesdato: 29.01.21
Label: Egen udgivelse
Genre: Americana

Leave a Replay

Fotograf: Album cover

Udgivelsesformat: LP/CD/digitalt
Udgivelsesdato: 29.01.21
Label: Egen udgivelse
Genre: Americana
  • Få en banner via “Fællesskabet Side 33”

  • Følg os her

    Scroll til toppen

    Vi bruger cookies for at kunne give dig den bedste oplevelse. Ved at bruge vores side accepterer du brugen af cookies.