’Sommerlyd’ og den helt rigtige og trygge cocktail

JUNG_Hotel_Cecil_05-12-2019 - (24)

Fotograf: Brian Selander

”Ny festival i Slagelse har musikalsk dobbelt up – happy hours, og god plads”

Som vi før har skrevet, er det desværre umuligt for os her på siden, at nå at anbefale i nærheden af alt fra det store musikalske tagselvbord, som i disse måneder foldes ud landet over. Et land, der heldigvis efterhånden er åbnet for en næsten helt normalt koncert afvikling. Det har været savnet. De store sus – dansen, brølene, det impulsive, det nære.

Lige om lidt – den 11. september – spiller The Minds of 99 for 55.000 mennesker i Parken. Det skal nok blive en koncert, der bliver talt om i år fremover. Men det er jo stadig ikke volumen eller størrelsen på arrangementet, der afgør om det er lige der DU får din store oplevelse. Måske slet ikke i en tid, hvor en dugfrisk rapport fra ”Kulturbarometer” viser, at mange faste koncertgængere stadig er utrygge ved at gå til koncert grundet COVID-19. Faktisk føler kun 48% af de adspurgte sig trygge ved udendørs oplevelser, hvor publikum er stående eller i bevægelse.

Derfor er det dejligt at vide at der er masser af arrangører rundt om, som tager hensyn til denne utryghed, og sikrer at der rent faktisk er rigeligt med plads – til både dem der vil det tætte og der vil nyde med og på afstand. Det gælder f.eks. hos ‘SOMMERLYD’ i Slagelse. Et lokalt forankret non-profit arrangement, der blev afviklet første gang sidste år. De gode erfaringer og lærepenge er taget med, og der er tilpasset til den virkelighed vi står i lige nu, jf. f.eks. spørgsmålet om fuld åbning kontra utryghed osv.

Under Sommerlyd koncerterne, der afvikles den 20. og 21. august, er der således tæt på 4.500 udendørs m2 til rådighed i Træskogården – og det er besluttet at der max. lukkes 1.000 personer ind. Der er således mere end 4 m2 pr. person til rådighed. Det betyder ikke, at du ikke må stå tæt med dem, du kender og føler dig tryg sammen med. Men du har altså også mulighed for aktivt at holde god afstand til alle de andre og derved få en mere tryg koncertoplevelse i det fri.

Og gode koncertoplevelser skulle der nok være gode muligheder for i de to dage – ikke mindst hvis du er til nogle af tidens varmeste pop-korn. Gennemsnitsalderen vil nok være lavest fredag, hvor det er CLARA og LORD SIVA der spiller op til fest, mens samme opgave dagen efter, varetages af to af vor tids absolut bedste kort på den hjemlige musikscene – JUNG og Drew Sycamore . To navne, der i sjælden grad rammer bredt på tværs af alder og køn – og som musikalsk med egne virkemidler effektfuldt har fundet deres egne nøgler til den portal man i folkemunde kalder ‘toppen af poppen’. Vel nok den pt. stærkeste cocktail man kan byde på hvis man vil præsentere et musikalsk svar på en omgang med ”dobbelt-up happy hours”.

Og for egen regning og fra sædvanligvis pålidelige kilder kan jeg også roligt skrive under på, at både JUNG og Drew Sycamore – trods deres ufrivillige lange koncertpauser i en corona tid – allerede har fundet topformen LIVE. Så hvis du på de kanter – og ikke har andet i kalenderen – dufter det altså i den grad af en MUST SEE oplevelse!   

Mads Kornum

Mads Kornum

Leave a Replay

Scroll to Top

Vi bruger cookies for at kunne give dig den bedste oplevelse. Ved at bruge vores side accepterer du brugen af cookies.