Det kan jo egentligt ikke længere overraske, når der igen kommer musikalsk guldregn fra Færøerne. Siden navne som Lena Anderssen, Linda Andrews, Eivør, og Teitur for alvor brød igennem har det jo mere været reglen end undtagelsen at nye spændende stemmer fra Færøerne med mellemrum har gjort væsentligt væsen af sig – Høgni Lisberg, Fremmand, Hans Andrias, og Marius Ziska – bare for at nævne de mest oplagte i denne skribents personlige optegnelser.
Nu kan Son of Fortune tilføjes det solide felt – eller det har han sådan set allerede kunnet siden han i 2017 udsendte sit første album i dette navn – det stadig stærkt anbefalelsesværdige ”Fullmáni”. Et album hvor teksterne var på færøsk, men som alligevel (eller måske netop derfor) bjergtog voldsomt, med en markant og mærkbar råstyrke i hele sit vejrbidte udtryk – holdt koldblodigt sammen af en intens og stemningsfuld blåtonet indie-folk-rock feeling.
Bag navnet Son of Fortune gemmer sig sangeren, sangskriveren, musikeren og produceren Benjamin Petersen – der i øvrigt undervejs i karrieren har optrådt som sideman for både Eivør og Teitur, og allerede i 2011 udgav et stadig ret lytteværdigt album ”Ghost With Skin” under navnet Benjamin.
Tre år efter udgav han endnu et album under navnet AVE – igen i tæt samarbejde sin mangeårige kompagnon Jan Rúni Poulsen. Dette mere dæmpede og akustisk baserede folk album sikrede dem hele fire priser ved Faroese Music Awards.
Makkerparret er fortsat sammen i denne anden udgave af Son of Fortune, hvor de begge figurerer som sangskrivere og musikere. På det nye album ”Voodoo pop” har de dog skiftet de hjemlige omgivelser på Færøerne ud med Nashville, og nogle lokale musikere derfra, og ikke mindst produceren Mike Fahey. Det er der blevet syv varierede og slidstærke færøcana sange ud af. Stadig rå i kanten, men med mere krudt og støv end hvalfyldt vand omkring sig.
Det er musik, der ligesom landskabet og naturen på Færøerne udfordrer – men som aldrig mister jordforbindelse eller overblikket. ”Voodoo Pop” er lyden af syv malende “storyteller” numre, der har rejst langt for at få den rigtige hat på.
Og det mærkes lige fra det straks fængende åbningsnummer ”Is It Essential” at det her altså ikke bare er for sjov. Det er essentielt hjerteblod for Son of Fortune, at få disse sange pakket ud, og få sendt dem videre ud i en verden, der måske slet ikke har tænkt over hvor meget man har egentligt har ventet på en samling sange a la ”Voodoo Pop”.
En titel som ikke kan siges at være særligt dækkende for indholdet, i hvert fald ikke hvis man fejlagtigt læser POP som en varedeklaration. I bund er grund er dette en rock plade – med en elektronisk puls, som Jan Rúni Poulsen – der står bag programmering og loops – dog sikrer aldrig tager overhånd i det ellers ganske håndspillede rytme og guitar orienterede musikalske univers, som heller aldrig helt glemmer sin fornemmelse for folk musikken.
På vinyludgaven er Side A beklædt med fire numre, der mest af alt rocker og rykker, mens B-Siden i denne omgang står for de mere afdæmpede ballader, der dog ingenlunde er skåret over samme kam.
Efter det fuldfede åbningsnummer, der allerede har antændt nyt håb i rockhjertet, fyrer ”Hurricane” med et rustikt guitarriff – og en tung rytme, op for en musikalsk rejse, som bare føles rig på oplevelser. Bevares – man hører da ekkoer af førnævnte Høgni Lisberg, en snert Beck og en skvis Mani Spinx (hvad blev der i øvrigt af ham?) – men alt i alt føles det nyt og frisk – også når der skrues op for den mere tunge rock lyd i ”Triumph”, der med buldrende trommer og en insisterende guitar i den grad viser, at Son of Fortune har utroligt mange strenge at spille på.
Fire stykker ”file-under-rock” numre – men med hver sit unika – hvilket Side A’s afsluttende nummer ”Spiritual Illiterate” fint sætter streg under med en mere britisk orienteret sound, hvor det nok stadig er rytmen, der sætter tempo, men ikke nødvendigvis dagsordenen, men hvor også guitarlyden også får en mere lyrisk – næsten højlandsagtig – effekt.
Side B er som nævnt mere tilbagelænet – og her bemærker man måske endnu mere den nerve og det nærvær , der i Benjamin Petersen’s vokal – og at Son of Fortune i den grad evner at arbejde med stemningerne i de enkelte numre – og pludselig bemærker man på ”Courage” at stilsikkert korarbejde sandelig også er en del af værktøjskassen.
På det efterfølgende ”Not My Time” – mærkes virkelig sammensmeltningen af americana i traditionel forstand og det rustikke færø-folk – og samme virkemiddel får sidste nummer ”Bygones” til at føles som den helt rigtige – og flotte afslutning på en album, der egentlig kun har en svaghed – det er for kort.
Med en spilletid på blot 24 minutter har det reelt mere karakter af en EP end et regulært album, og to mere tempofyldte numre til sidst ville med garanti have fuldendt opgaven til topkarakter.
Men for filan – hvor jeg glæder mig til at følge i fodsporene på denne – i øvrigt nu om dage i Danmark bosatte Benjamin Petersen – for det virker ærlig talt til at det meste han rører ved rammer et internationalt format, også selvom hans hjemstavns DNA alligevel er med hele vejen.
Og mon ikke det lige præcis er der hele hemmeligheden ligger begravet – i evnen til at formidle og bearbejde indsigt og udsyn, og i at udvikle traditionernes ofte lidt for indgroede rammer.
Fakta må ihvertfald være at Son of Fortune ender i glas og ramme hvis han fortsætter i de spor han allerede har sat.
