”Det var så ét år mere
I selvbedraget
Et skridt mere
mod foden i graven”
Hurra min bare flagstang – så er albummet ”Supertransformer” ligesom i gang med åbningsnummeret – den herlige og bidske lejlighedssang ”Fødselsdag”, der ganske kvikt leger med vendinger fra det klassiske Tommy Seebach fødselsdagshit ”Hip Hurra det min fødselsdag”.
Og det er det han så bravt og bulder bragende berigende lykkedes med – sangskriver Jonas Dahl. Legen med ord, ordspil, rim og remser, og de både stikkende og helte hyldende litterære referencer er gennemgående i Sonja Hald universet.
Mest tydeligt måske på den rå og ruskende ”Kald det lige hvad du vil” – der naturligvis er en alternativ kærlig hilsen til Lars Lilholt klassikeren”Kald det kærlighed” – og så med selveste Lars Lilholt medvirkende som duet partner. Det er både lune- og virkningsfuldt, og en dejlig nærværende hyldest til den ironiske distance.
Men det er blot et højdepunkt blandt mange på et album med 12 numre, der udspiller sig over 40 minutter. Musikalsk ganske varieret indenfor folk-rock-pop genren, og i en helt naturlig forlængelse af den lyd mange har lært at holde af via de to tidligere fuldlængealbum fra Århus bandet. På det hjemlige musikalske landkort kan man sige at Sonja Hald placerer sig solidt på pladsen ind i mellem Folkeklubben og TV-2, men via Jonas Dahl’s lyriske – til tider harmdirrende – pennestrøg får bandet et meget markant og personligt aftryk.
Jonas Dahl er ingen pleaser, og er ikke bange for at sige tingene lige ud – gerne direkte – i det ofte detaljerige og legende tekstunivers, som i f.eks. ”Vejen til Elendia” – hvor linjen ”Så kom vi én idiot nærmere elendigheden” peger i en retning, som man skal have en ”Make American Great Again” cap trukket godt ned over øjnene for at kunne overse.
Og deri ligger meget af kvaliteten i teksterne, der nok er alvorstunge opsange, men heldigvis er det uden nødvendigvis at skulle udlægge verden som sort/hvid, rød/blå, din/min, eller os og dem – men mere i en retning af almene iagttagelser og observationer, som vi i fællesskab måske i bedste fald kan tænke lidt mere over – og måske deraf åbne nye horisonter – og skabe noget håb for andre veje og løsninger i livets lumske labyrint.
Hitpotentiale er der helt åbenhørt i et nummer som ”Sten Saks von Trier” – ja, alene titlen kalder på opmærksomhed – men det er det fængende omkvæd og en herlig insisterende rytmeguitar der sikrer, at du bare får lyst til at høre det igen og igen. Den samme følelse får man ved at lytte til ”Længe leve konformiteten” – der med et velkørende rockende drive – og en mundharmonika solo – som ikke er hørt bedre i dansk pop/rock siden salig Henrik Hall fra Love Shop – viser at Sonja Hald stadig har tanken fuld og vitale vækstplaner i et samfund med skarpe sving og uoplyste skyggesider.
Endnu bedre og en tand ekstra riff rock ruskende bliver det i ”Blind passager” – der med tunge beat – og en rå guitarsound i den grad lyder af et nummer, der kan blive en vaskeægte fanfavorit når albummet til efteråret skal luftes på tour.
Tempoet dales også undervejs til det mere tilbagelænede, ikke mindst vellykket på de mere afdæmpede – men flot arrangerede – ”Itu”, ”I en kælder sort som kul” og ”Kærlighed er stor”. Blot en enkelt ”hald” kikser og et lille lavpunkt bliver det reelt til med “Den høje mand”, der mest af alt lyder som et af de TV-2 numre man nærmest lykkelig har glemt igen for længst.
Så skal vi transformere det hele til en form for konklusion på albummet, jamen så er det vel bare:
SUPER
