At australske Sons of the East allerede er et populært fænomen på You Tube og andre digitale platforme var tydeligt at aflæse på publikumssammensætningen på et næsten udsolgt Hotel Cecil. Ikke mange tilstedeværende var over 33 år – og det var heller ikke flertallet, der var af samme køn som hovedpersonerne. Slet ikke på de forreste rækker. Det blev da også bemærket af den stærkt charmerende og underholdende – men ikke videre originale euro-australske opvarmningsduo – Amistat, som udtrykte det så udmærket med ordene (frit oversat) – ”sig mig, er I alle sammen modeller her i Danmark?”.
Jo Jo, der var da pænt besøg på hotellet, og hovedparten var klar og beredte på at synge med – og klar til 80 minutters folk-fest. Havde man – som denne skribent håbet, at høre gruppens flotte vokalharmonier – og høre nogle af deres mange iørefaldende folk-pop numre blive foldet rigtigt ud, så blev man skuffet.
Numrene blev holdt i kort snor. Ingen soloer – intet ekstra – intet fyld, og hele syv af aftenens seksten numre blev holdt i det gammelkendte træsko-tramp-rytme-tempo, som til evig tid kan begejstre enhver på Tønder Festival.
Personligt havde jeg nok forventet mere nytænkning, mere originalitet, mere spontanitet, og mere musikalitet. Det fik man ikke. Men vi fik en fest. Og det virkede som det publikum ville have.
De er uden anledning til debat habile sangsnedkere, og de er gode sangere. Ikke mindst forsanger Jack Rollins, hvis stemme rummer en personlig og genkendelig klang. Han leverer med en kraftig og meget selvtillidsfuld udstråling, og kommer helt naturligt langt ud over scenekanten. I nogle numre endda i bogstavelig forstand – da han begav sig helt ud blandt publikum.
Nic Johnston på keyboard og kor har en mere blid og blød stemme, som man desværre kun hørte sporadisk og for lidt. Men at han virkelig har noget at byde på hørte man i den flotte ”Into The Sun”, der sammen med lyttelækre og straight numre som ”Nothing Comes Easy”, ”Whiskey & Wine” og ”It Must Be Love” havde nogle af de samme iørefaldende kvaliteter, som gjorde deres landsmænd John Farnham og Daryl Braithwaite til anerkendte verdensnavne tilbage i 80’erne.
Men drengene var altså – her fire uger inde i deres første europa tour – mere til festen end de store musikalske øjeblikke, og sluttede da også med at invitere opvarmningsnavnet Amistat tilbage på scenen til en herlig og veloplagt fælles version af ”Silver Lining”. Festen sluttede dog ikke der, vi fik også lige “My repair” til at gå hjem på.
Og hjemturen fra en aften med disse sympatiske, solbrune og veltrænede gutter blev ironisk nok i silende regn tilsat lyn og torden. Samme kraft blev man ikke ramt med i aften. Men selvom musikhjertet var lidt skuffet, var det svært ikke at drage hjem med et smil på læben. De kunne altså noget de her gutter – trods alt. Dem skal vi nok se og høre mere til fremover – også på meget større steder end Hotel Cecil.
