Da alle vores læsere jo ikke er i alderen 33 plus vil der nok være mange, der stiller et forholdsvis stort spørgsmålstegn når talen falder på SORTEN MULD. For bortset fra sporadiske live optrædener i perioden 2011 – 2019 har der været ualmindeligt stille om den midtjyske trio, der består af ægteparret Ulla Bendixen (sang) og Martin Ottosen (arrangør, lydarkitekt) samt Henrik Munch (elektronik).
Seneste album ligger således 19 år tilbage i tiden – og det album – der var gruppens tredje var primært instrumentalt og udkom kun i et begrænset oplag i forbindelse med DGI’s landsstævne på Bornholm i 2002. Men inden da var der sket ting og sager. Rent faktisk en af de mest overrumplende danske kommercielle succeser i slut 90’erne. Trioen var dannet i 95, havde udsendt en EP i 96, og i 1997 udkom så hovedværket ”Mark II”, der solgte over 40.000 eksemplarer, og gjorde sange som ”Bonden og Elverpigen” og ”Ravnen” til ’hot stuff’ med deres nytænkende og fornyende mix af gamle nordiske folkeviser og moderne elektronisk musik. Begrebet techno-folk blev næsten folkeeje, og Sorten Muld var en naturlighed på programmet i 1997 og 1998 på vort lands – også dengang – mest banebrydende musikfestival – Roskilde Festival, og undervejs fik de såmen også et par danske grammyer med på rejsen.
Det kunstneriske niveau blev bibeholdt på opfølgende ”Mark III” (2000) – men rummede ikke helt samme kommercielle gennembrudskraft – og så gik tiden med alt muligt andet for trioen – børn, andre job og opgaver osv. Opfordringer til en nyt album har dog været mange og vedholdende, og eftersom ingen reelt har overtaget deres særegne plads på den danske musikscene, så begyndte tankerne om et nyt album at tage form – og det har nu fundet sin vej ud i verden – blandt andet via en vellykket crowdfunding kampagne.
Det er således med resultatet af et ægte ’Do It Yourself’ projekt, at man nu kan sidde med det flotte dobbelte gatefold cover – ellers kan bestille en udgave på kassettebånd eller på CD. Efter et par gennemlytninger er jeg da heller ikke i tvivl om værdien af dette album eller deres modne valg. Sorten Muld bør i dag kunne overvælde nye lyttere på samme måde som dengang, ligesom de bør kunne overbevise gamle lyttere om at de rent faktisk har meget mere at byde på end blot genkendelighed.
Sorten Muld har med deres udgangspunkt i lån fra en svunden tid på tekstsiden – sammenholdt med en musikalsk aktualitet – altid været at band, der skaber en hybrid, som bindeled mellem fortid og nutid. Samtidig viser de at de gamle tekster rummer en utømmelig urkraft og en varig vedkommenhed, fordi de primært er baseret på helt eksistentielle ting, behov og spørgsmål – som også rumsterer for de fleste – unge som gamle – den dag i dag.
Dengang som nu er stemmen den styrende og indbydende kraft for Sorten Muld. Ulla Bendixens klare og fine vokal bærer historierne, der svæver videre som flyvende tæpper af smagfulde lydcollager, der fra alle fire verdenshjørner løsner spændetrøjen til det gamle magiske billedsprog.
Teksterne fungerer tydeligvis stadig som den inspirationskilde, der skal være båndet mellem før og nu. Denne gang er det dog ikke kun gamle danske folkeviser, der virker som kilder. Også en tyrkisk folkevise, og to ældre danske digte fungerer og funkler på ”Mark IV – lånt tid” som forlæg til Martin Ottosens altid respektfulde viderebearbejdning.
Emil Aarestrup er pudsigt nok allerede i år blevet frit fortolket af både Gæsterne og Johann Kolstrup, og nu er turen kommet til Sorten Muld, der har taget fat i digtet ”Angst” – der lægger til grund for det dragende og drømmende titelnummer ”Lånt tid” – med tidens måske mest savnede sætning som det dramatiske højdepunkt ”Hold fastere om mig”. Kort sagt rørende og smukt på den måde, man af hele hjertet håber, ikke bare er på lånt tid. Også Inger Christensen’s digt ”Sang om jorden” bliver sat i musik på absolut bæredygtig vis. Her – som på flere andre numre – tilsat masser af håndspillet energi fra kontrabas, trommer og ikke mindst en atmosfærisk og pågående guitar.
Den ’hemmelige’ opskrift på hvorfor ”Mark IV – Lånt tid” er så vellykket et comeback skal nemlig findes i den fortsatte nysgerrighed, som der findes i måden at arrangere numrene på – og i at tilsætte lige præcis de ingredienser, der er nødvendige om det så f.eks. er kontrabas, udo, autoharpe, banjo, saz, råb, duduk, trompet, trækbasun, gnaoua, barbuka, bendir, trommer, bas, pedal steel eller andre guitarer.
Albummets længste nummer ”Lysets tøven” er på sin vis toneangivende og samlende for et album, der bare bliver ved med at give, ikke mindst hvis man nærlytter via hovedtelefoner. Det elektroniske forenes med det håndspillede, det kontrollerede med det kosmiske, det eksplosive med det sfæriske, det bombastiske med det blide og bløde. “Lysets tøven” er derfor min personlige favorit på et album, der også viser, at Sorten Muld – ligesom også JUMA tidligere på året gav så smukke eksempler på – ved at den nordiske salme- og visetradition ikke ligger ret langt fra den mellemøstlige. Faktisk er der også her mere der samler os, end skiller os. Særligt smukt illustreret i korarbejdet på den korte, dæmpede og dampende ”Åge og Else” (et af to numre, det ikke er medtaget på LP udgaven – det andet er “Efterår”) samt i den primært instrumentale ”Haltefanden” – og ikke mindst i ”Under månens blanke tæppe”, der da også er en vellykket dansk gendigtning af en gammel tyrkisk folkesang.
10 numre i LP udgaven, og 12 i den digitale – giver fra start til slut. Det uanset om det er fra de allerede nævnte numre eller f.eks. den opdaterede og opløftende version af ”Venelite” – her meget naturligt som ”Venelite II” – eller det næsten magiske ”Sov sødt”, der tryllebinder som en voksen vuggevise uden en happy end – men med håb – alt på trods.
Og det er jo præcis hvad vi efterspøger i disse tider – håb, nærvær og løsninger, der kan sikre at udvikling ikke ender i ren afvikling. Derfor er dette album nærmest et fuldkomment perfekt comeback. Trioen er mest af alt sig selv i sin lyd og sit samlede udtryk – men verden har forandret sig på de næsten 20 år – og godt nyt er spiret. Blandt andet Bendixens og Ottosens fire børn, som alle medvirker her på albummet- og bidrager til en mættende og nærende helhed sammen med andre markante gæster som f.eks. Anton Johannes Hejl, Niels Kilele, Søren Bigum, Søren Bendixen, Frederik Bülow, Orhan Özgur Turan, Luna Ersahin.
“Mark IV – lånt tid” er for mig et af årets foreløbig vigtigste album – som en hybrid mellem dengang og nu – og alt det vi ser frem imod – hvis vi altså tager de rigtige valg i de kommende år. Sorten Muld har taget et rigtigt valg med dette album – der ikke er politisk orienteret – men via fortidens stærke ord peger på nogle af samtidens ømmeste punkter.
Næste år fylder ”mark II” 25 år – og der er åbnet en dør op for at det vil blive markeret både på LIVE fronten og ved at den udgives for første gang nogensinde på LP. Der er noget at se frem til. Sorten Muld holder releasekoncerter den 3. juni på Posten i Odense, den 4. juni i Amager Bio og den 10. juni på Voxhall i Århus.
