Stærke navne på vej til Roskilde

379064889_710493450896800_9007335563837329221_n

Fotograf: Pressefoto

”Julie Maria m.fl. viser at byen er meget mere end Roskilde Festival”

I denne uge er det officielt Spil Dansk uge. En uge hvor blandt andet DR sætter ekstra fokus på danske udgivelser. Initiativet er skabt af den selvejende forening Spil Dansk, der på mange niveauer arbejder seriøst og professionelt for et levende musikliv, der styrker sammenhængskraften i det danske samfund.

Når det er sagt, er der rent faktisk uge efter uge – året rundt – masser af komme efter, hvis man er nysgerrig på indholdet af den danske musikscene.

Det kvalitative udbud har vel nærmest aldrig været større end i disse år, og spillestederne og foreningslivet gør en imponerende indsats for netop løbende at styrke diversitet og sammenhængskraft ved at tilbyde de store oplevelse i mindre omgivelser. Endda ofte til billetpriser, der er mellem 50 og 90% billigere end til koncerterne med de såkaldte store artister. Og i den forbindelse er det jo altid værd at bemærke at kommerciel succes, altså ikke nødvendigvis er lig med at man også besidder den højeste musikalske kvalitet, kunstneriske integritet eller bedste underholdningsværdi – ofte måske snarere tværtimod, ikke mindst hvis man er nysgerrig på musik.       

I Roskilde er der f.eks. opstået et partnerskab mellem sanger og sangskriver Julie Maria og spillestedet Gimle, hvor de via projektet HOLD DET LOKALT vil næres de lokale og bæredygtige fællesskaber gennem musikken. Det har blandt foreløbig resulteret i intimkoncert i en lokal tøjbutik, en på den lokale brandstation, og i aften spiller Julie Maria så sammen med en af landets ypperste i levende tangentpleje – Jesper Bo Hansen (Glenn Hughes, Jesper Binzer, Anne Linnet, Hammond Orgasm,  Nomader med Hjemve m.fl.).  

Koncerten i Den Kolde Lade i Trekroner bliver præsenteret med immersiv lyd. Kort fortalt høres lyden overalt – for oven, fra siden, bag dig – og du vil derfor med garanti blive svøbt i vellyd og i en collage af understøttende lys.

Men et er lyd og lys. Det kan hjælpe på meget, men det afgørende er trods alt naturligvis hvilken sangskat, det hele udspiller sig fra. Og her har Julie Maria heldigvis masser af godt i sangkisten at tage af. Hun har mere end en håndfuld album bag sig, det seneste ”Danse til vi dør” fra 2017. I år har hun bemærket sig med projektet ”Julie Maria In The Loop”, der har budt på seks LIVESESSIONS lavet i tæt kunstnerisk samarbejde med unikke kulturinstitutioner i Midt og Vestjylland.

Hendes mest kommercielt kendte sang er nok ”Pagten” fra DR’s julekalender af samme navn fra 2009. I 2020 skrev hun sangen ”Frihedens Lysdøgn” sammen med Anna Vad og Nikolaj Busk (Dreamers Circus) – en sang der siden er blevet optaget i Højskolesangbogen. Sangen blev skrevet til fejringen af 75-året for Danmarks befrielse. En sang, de i disse krigstider jo desværre ikke er blevet mindre relevant eller tankevækkende i sit indhold.

Julie Maria er således en artist, der både kigger frem, og tilbage, for at præsentere sin egen musik i et nutidigt set-up, der gerne skulle kunne tale til flere sanser.

Om aftenens arrangement i Den Kolde Lade forklarer hun; ”Overgangene i musikken er improviserede. Vi ved, hvor vi begynder, og hvor vi slutter, men rejsen derimellem er ukendt og opstår i samspillet mellem to kunstnere og en lydtekniker.”

Så går man efter de unikke oplevelser, så er der altså ingen grund til at vente på at Dyrskuepladsen åbner næste sommer. Det bare at komme afsted i dag, eller måske i morgen.

For er du i Roskilde og omegn, så er det værd at notere at Julie Maria den 3. november 2023 , også optræder i nærområdet. Nemlig i en sangskriver triplekoncert i Trekroner Kirke. En anderledes og moderne kirke med en enestående smuk akustik, hvilket med garanti vil yde retfærdighed for aftenens tre etablerede sangskrivere Bo Bech (The Reptones), Julie Maria og Katrine Schmidt.

Tre artister, der på hver sin måde efterhånden har fundet sin helt egen plads på den danske musikscene, der da i den grad fortjener at blive værdsat ikke bare i denne uge, men i alle årets 52 uger. Støt op. Kig ud.

Mads Kornum

Mads Kornum

Leave a Replay

Scroll to Top

Vi bruger cookies for at kunne give dig den bedste oplevelse. Ved at bruge vores side accepterer du brugen af cookies.