Kulturværftet i Helsingør – bød sammen med den lokale sanger og sangskriver Stig Skovlind – til siddende koncert i en af de mange koncertsale, der er at råde over på det gamle ombyggede skibsværft.
Med sig havde Stig skovlind et sublimt band bestående af Claudia Campagnol (kor/keys), Jonas Berg (keys/kor), Andreas Hatholt (bas), Nicolai Levring (guitar), Jesper Nørlev (percussion) og Jacob Hatholt (trommer).
Publikum var i den voksne ende af livet og der var mange helsingoranere at finde på rækkerne for at opleve og støtte op om en af deres lokale musiker. Helsingør har opfostret mange store musikere gennem tiden og tendensen er altid, god solid opbakning fra de lokale musikelskere i området og denne aften var ingen undtagelse.
Stig Skovlind & Kaffeorkestret er et band der tydeligvis har øvet sig hjemmefra, og der er intet der er overladt tilfældighederne. Alle på scenen harmonerer med hinanden og glæden ved at være på scenen er mejslet ind i tonerne, der mødte sit publikum i salen.
Koncerten var ikke en af de korte, der bare skulle overstås. Der blev leveret cirka 150 minutters aldeles velspillet dansk popmusik med tonerne af elegante og klædelige bossa nova rytmer i samtlige sange. Der var undervejs god plads til flotte soloer fra alle i bandet, og man kunne se at alle solede sig i hinandens spilleglæde og publikum belønnede hver og en solo med store taktfaste klapsalver.
Stig Skovlind er en poleret poppoet, når det gælder hans sangskrivning. Han har en raffineret måde at få sine tekster og tilgangen til det danske sprog til at hænge sammen. Der gør at man som lytter får hele pakken og ikke kun en musikalsk oplevelse. Det hele forstærkes af at Stig Skovlind deler ud af sine detaljer om hvordan og hvorfor netop denne sang kom til ham. Det er noget publikum kan lide, når det personlige får lov at komme frem og så bliver musikken så meget mere fordøjeligt og fornøjeligt.
Der var flere duetter med Claudia Campagnol, der ud over at være med i Kaffe Orkestret også er erfaren og dygtig jazzsangerinde, der sidste år udsendte hendes første soloalbum, og i år har udsendt det stærke single ”Dance with me”. Se Side 33’s anmeldelse af albummet her: https://side33.dk/claudia-campagnol-im-strong/
Stig Skovlind og Claudia Campagnol matcher hinanden godt i stil, stemme samt indlevelse. Især på sætlistens eneste regulære kærlighedssang “For altid, for Altid”, hvor de sang på hvert deres sprog (dansk/svensk), og gjorde den til en særlig sårbar sang af slagsen.
Det var dog numre som “Sjælen” og “Blå Oceaner”, der blev min aftens favoritter, mens jeg hørte at dem der sad foran mig, blev fascineret af numre som “Opdrift” og “Singler” og sådan er det jo med musik, den rammer os alle i den tilstand, hvor vi er, hver især.
For Stig Skovlind handler det om at være sig selv i musikbranchen og det er lykkes ham hele vejen, med sit bud på hvordan ærlig popmusik kan laves. De har han gjort på efterhånden en håndfuld solide Paul Simon farvede popalbum med caribisk kant, blandt andet på hans seneste album ”Singlerne” (2018). Hans helt nye single “Jeg skal hilse fra Havana” er godt på vej op af hitlisterne – og det ikke kun Danmark, men også i Skandinavien og andre lande har vist interesse for nummeret.
Det var den sidste sang på sætlisten, og det blev lige ekstra piftet op med to forrygende salsa dansere der, for en stund fik hele sceneriet til lige at minde om noget af det bedste fra ’Vild med Dans’ studierne.
Det er en dejlig ”glad i låget” sang, der minder os alle om, at det er vigtigt at komme ud i livet og opleve meget mere – og med hinanden. Hvis I ikke har set videoen til ”Jeg skal hilse fra Havana” så kan jeg varmt anbefale at bruge lidt tid på at opleve den – for alt spiller i den video – helt ligesom det gjorde denne aften i Helsingør.
https://www.facebook.com/StigSkovlindOfficiel/videos/759014438188021/
Efter et par ekstra numre insisterede både publikum og bandet på at” Jeg skal hilse fra Havana” blev det allersidste vi skulle høre live fra Stig Skovlind & Kaffeorkestret denne aften, så den kom da lige en ekstra gang – og det blev den bestemt ikke mindre populær af.
Nu mangler det bare at endnu flere opdager dette velspillende orkester med de mange skønne sange, der bare er ’coffee good company” – og føles lige så godt for sanserne, som duften af friskmalet kaffe.
For som vores tidligere SIDE 33 skribent Kurt Baagø skrev på hans Facebook efter hans tilsvarende oplevelse af koncerten –
”Jeg skal hilse fra Helsingør og sige, at deroppe i Øresunds- og Kronborg-byen er de ikke så lidt glade for Stig Skovlind og hans glimrende, glimrende kaffeorkester. I Kulturværftet, Helsingør gav Stig Skovlind & Kaffeorkestret et brag af en herlig lang, mere end 2 timer, koncert, hvor vi i lange stræk sad utroligt urolige i sæderne og bare havde lyst til at rejse os sig op og danse, men det må vi jo ikke, damn the Corona!, for tiden.
Stig Skovlind, der med base i Helsingør, har været på banen med sin egne danske, Paul Simon, reggae, Buena Vista-inspirerede sange siden en gang i 1990´erne, har i sommermånederne haft sig noget af et viralt hit med sangen og videoen ’Jeg Skal Hilse Fra Havana’.
Next stop? Ja, hvor, hvornår breder Skovlind & Kaffeorkester-mania´en sig fra Helsingør til hele eller dele af resten af dronningeriget?
Spørgsmålet blæser i septembervinden! Ikke at turen fra Syd- til Nordsjælland i aftes ikke var hele turen værd, men der MÅ da være publikum til Stig Skovlinds unikke, danske take på reggae/caribisk/Paul Simon, både syd og vest for Kronborg”