Selvom dette er det syvende album fra den 42-årige svenske singer-songwriter Stiko Per Larsson fra Leksand i Dalarne, så har jeg personligt endnu ikke mødt en eneste dansker, der kender hans musik. Det bliver der forhåbentligt lavet om på nu.
Danmarks Radio har pudsigt nok heller ikke fundet frem til ham, selvom han siden sit debutalbum fra 2008 har gjort sig i den slags akustisk funderede pop/rock, der både er ganske stemningsfuld og iørefaldende. Båret af nærværende hverdagshistorier og/eller reflekterende tilbageblik – poetisk serveret på velsyngende svensk og med behagelig vokal. Hans stil og lyd er egentlig meget lig danske kollegaer som Poul Krebs og Michael Falch eller de lidt mere kendte landmænd som Lars Winnerbäck, Mats Ronander, Tomas Ledin eller Peter LeMarc.
I hjemlandet er han måske mest berømmet for at have gået hele 10 vandringsturneer – senest i 2018 – hvor han med guitaren på ryggen har gået landet tyndt, og spillet gratis koncerter med det formål at samle ind til velgørenhed. Det er lykkedes med imponerende succes, og hidtil har han rent faktisk fået samlet over 2,2 millioner ind. Respekt!
I lokalområdet er han desuden også kendt som manden bag kampsangen ”Bröder” til det traditionsrige ishockeyhold Leksand, og så stillede han i 2018 op i Svensk Melodi Grand Prix med den særdeles glimrende sang og melodi ”Titta vi flyger”. Den vandt dog ikke, men til gengæld må der være gode muligheder for at han med sit nye album vinder mange nye fans – også på denne side af Øresund.
”Fri Fågel” er nemlig tolv melodi stærke numre – eller hvis du køber albummet på LP – hele femten numre, idet LP-versionen indeholder tre fine bonus numre i form af de tidligere udsendte singler ””Broarna brinner”, ”Snöar på oss” og ”Et liv värt att dö for”. Sidstnævnte er et af den slags numre, der bare er så overrumplende iørefaldende – på den der straks fængende svenske pop-formel måde – og på ”Broarna brinner” må jeg skænke det en tanke at Stiko da kan noget af det samme som ’vores egne” Jonah Blacksmith. Simpelthen dragende rodfyldt historiefortælling af fineste karat.
På de 12 nye numre fornemmes det tydeligt, at der er en klar og tydelig rød tråd i den måde at det hele præsenteres på. Det er hørbart, at det er musik, der er færdigskabt og arrangeret af kyndige mennesker i fællesskab. Seks musikere samlet et par intense dage i et studie – endda det legendariske Park Studios i Stockholm. Håndspillet, hengivent, og helstøbt.
Halvdelen af numrene er tilbagelænede og stemningsfulde, og giver plads og rum til at teksterne måske fylder lidt mere. Tjek f.eks. den eftertænksomme ”Kommer alltid se åt ditt håll”, der tager sit udgangspunkt i hans egen situation om at være en sanger fra ’middelklassen’, der det ene øjeblik mærker stor kærlighed fra mange, og det næste oplever endnu større ligegyldighed fra de fleste.
”Jeg er en enkel mand” synger han på den helt akustiske ”Båsta av mig” – men så enkelt er det heller ikke. Det kræver sin sanger og sangskriver at levere det så rendyrket og nøgent, som det gøres her kun ledsaget at en melankolsk mundharmonika. Smukt. Rammende.
Og netop den musikalske dosering er et af albummet helt store styrker. Det er ikke flere lag i musikken end nødvendigt, men der er også tilpas til at det aldrig bliver ensformigt eller kedeligt.
De seks numre hvor der er lidt mere tempo i DNA’et – startende med åbningsnummeret ”Fri fågel” – har således hver deres lille indgangsnøgle til begejstringsknappen. Oprindeligt havde Stiko søgt om at få lov at oversætte Tom Petty’s ”Free Fallin’” til svensk. Det fik han afslag på. Til gengæld kom denne nye frie sang dumpende ned i hatten til ham – og lyder på min øregang, som et nummer med et ”ÅRETS HIT” potentiale.
Og sådan kunne flere numre fremhæves – ikke mindst ”Jim & jag” – med det malende tilbageblik på året 1994 – hvor Stiko lige var gået ud af gymnasiet, mens en nær ven døde bare 16 år gammel, Pearl Jam udgav ”Vitalogy” og Sverige bare bragede derudaf til VM i fodbold.
Og det er lige præcis i kombinationen mellem historiefortælleren og melodisnedkeren at guldet ligger. Det guld som svensk ishockey har hentet utallige gange – og den guldåre af international pop lyd, som svenskerne siden ABBA årgang 1973 bare har været mestre i. På dette album peaker det på ”Möln ovan mig” og ”Spel utan boll”.
Men mesterstykket blandt mange guldkorn er nu duetten med den ellers pensionerede svenske soul-pop-rock legende Peter LeMarc. ”Vi som finns & de som försvann” er simphelten tidløs folk-pop til tiden. To vokaler, der klæder hinanden, og yder sit bedste med sjælfyldte fraseringer til en tekst – der ikke mindst i disse tider – giver ren gåsehud over den hudløse hudfletning af os der er her – og dem der forsvandt!
”När allt förlorats, när vår sång är slut / Om vi aldrig får bli dom vi var förut / Det bor i allt vi minns / Vi är summan av ett land / Vi är dom som finns och dom som försvann”
Stiko er her – lad ham ikke forsvinde foreløbig – for hans veje er i den grad værd at følge – og han har med “Fri fågel” lavet sit hidtil bedste album.
