Stina Ágústsdóttir Trio –” The Whale”

Fotograf: Album cover

“Et smukt og stilfuldt udbrud fra Island”

Der er nu noget helt særligt ved at høre en plade, hvor man absolut intet kendskab har til artisten eller produktet forinden. Sådan var det med denne EP fra Stina Ágústsdóttir Trio – der indeholder 6 numre og har en spilletid på godt 28 minutter. Som navnet måske antyder – er der tale om en islandsk trio. Udgivet på Björk’s label Smekklaysa – og indspillet i Sigur Ros’ studie på blot en dag af sangerinden Stina Ágústsdóttir pianisten Anna Greta Sigurðardottir og guitaristen Mikael Mani Asmundsson.

Og sikke en helhed de tre fungerer som. Mere luftigt end lo-fi, og ligeså smukt, som det er sanseligt arrangeret. Deres indbyrdes forståelse fornemmes fra første tone og deres samspil er ualmindeligt smagfuldt og stemningsfyldt.

Åbningsnummeret er en ulmende – og ekstraordinær stærk og atmosfærisk version – af Joni Mitchell klassikeren ”Both Sides Now”. Sangens velkendte smertelige omdrejningspunkt – kærligheden – både den forliste og den forløste – får således nye klange og farver i denne dragende version. Samtidig understreger den, at en musikalsk samhørighed ikke behøver nedtone de individuelle kompetencer. Noget der er kendetegnet for et album hvor både den varme og stilsikre vokal, klaveret og guitaren får løfterige spillerum.

Albummet rummer yderligere to covernumre ”Buckets of Rain” og ”Dogs” af henholdsvis Bob Dylan og Damien Rice – og også her formår trioen med næsten underspillet teknisk snilde og et klart kunstnerisk overskud af flytte numrene nye vedkommende steder hen. Det står skrevet mellem hver en tone, at formålet med formidlingen og fortolkningen har været meget mere end en jovial jazzificering – bare fordi man nu engang kan.

For de er uomtvistelige dygtige alle tre i denne trio, og de håndterer deres evner med en malende uhøjtidelig modenhed, der gør at helhedsindtrykket fæstnes som en varm og vedkommende oplevelse, trods at der undervejs også mærkes de køligere lag og melankolske vinde i musikken.

Ikke mindst titelnummeret – skrevet af Stina Ágústsdóttir og Anna Greta Sigurðardottir er mere mørkt og dyster – og man kan mærke den ulmende uro overalt når der fra det inderste inde synges ”I hate you – but it’s love” – mens guitaren og pianoet næstekærligt giver sit besyv med.

Albummet vel nok flotteste nummer ”Atter the Rain” starter i lyden af regnvejr med åbner sig op som den sande solstrålehistorie, dette album reelt er – lige fra den omtalte stjernestund af en start med ”Both Side Now” og til det nummer, der nænsomt – men nærende – lukker albummet, den lyriske vuggevise ”I Don’t Want to Sleep”.

I eget navn har Stina Ágústsdóttir siden 2007 udgivet tre album – og i 2019 udgav hun sammen Marina Osk et julealbum, hvor hun havde sat islandske tekster til velkendte norske, svenske, danske og islandske julemelodier. Hun bor aktuelt i Sverige, hvor hun også optræder som en del af gruppen Björkologi, der leverer Björk sange i jazz arrangementer. I hjemlandet er hun også et særdeles varmt navn, og ”The Whale” har sikret hende to nomineringer til årets ’Icelandic music awards’.  Det kan kun kaldes velfortjent.

Lad os da endelig håbe at hun finder vej til en dansk jazzfestival eller bare et nysgerrigt spillested her til lands.    

Pressefoto
Udgivelsesformat: CD/Digitalt
Udgivelsesdato: 30.04.21
Label: Smekklaysa
Genre: Singer/songwriter-Jazz

Leave a Replay

Fotograf: Album cover

Udgivelsesformat: CD/Digitalt
Udgivelsesdato: 30.04.21
Label: Smekklaysa
Genre: Singer/songwriter-Jazz
  • Få en banner via “Fællesskabet Side 33”

  • Følg os her

    Scroll to Top

    Vi bruger cookies for at kunne give dig den bedste oplevelse. Ved at bruge vores side accepterer du brugen af cookies.