Sidste år udgav Stine Bramsen sit andet soloalbum ”Blonde and blank”, hendes første siden debutalbummet ”Fiftyseven” fra 2015.
I mellemtiden havde hun været tilbage i folden sammen med drengene i Alphabeat, der i 2019 udgav deres første album i syv år, albummet ”Dont Know What’s Cool Anymore”. Et album, hvor især singlen ”Shadows” beviste at den albumtitel, da nok ikke skulle tages så bogstaveligt endda.
Og dog, for Stine Bramsen synes måske ikke det længere var så ’cool’ igen at være tilbage i den gamle velkendte rolle som hende, der ofte blot blev reduceret til den kønne blonde pige, der tilfældigvis også kan synge.
I slutningen af 2019 mistede hun også en af hendes nærmeste venner – musikeren Jens Bo Jones – og det gav plads til yderligere eftertanke om både livets skrøbeligheder og vigtigste fokuspunkter, og ikke mindst henlede en opmærksomhed på de muligheder, der kan opstå, hvis man selv tager ansvar.
Så Stine Bramsen tog ansvar, og skrev siden de sange, som endte på det særdeles vellykkede ”Blonde and Blank”. Samtidig tog hun et aktivt valg, om at skrue op for søstersolidaritetsgenet, og ned for perfektionisten og pleaseren. Det skulle stå klart, at hun ville bedømmes på hendes sange, hendes ydeevne, og talent, fremfor på hendes køn, hårfarve og beklædning.
Kald det kvindekamp, kald det et oprør mod ulige arbejdsvilkår i en mandsdomineret musikbranche, hvor fairplay og diversitet på ingen måde er en selvfølge. Fakta er at hun er en del af en branche, der uomtvisteligt har et meget stort arbejde foran sig, hvis vi skal nå dertil hvor musik udøves, udvælges, høres og ses på helt uden unødig skelen til køn, alder, social, religiøs eller etnisk baggrund.
Fuldt opladt powerband
Albummet ”Blonde and Blank” har allerede med succes været på tour i den fulde band opsætning, men Bramsen følte at sangene også kunne bære en ’acoustic tour’. Som sagt så gjort, og dog. Fra scenen måtte hun erkende, at sangene jo har deres eget liv, og at hun omkring sig jo havde fået så dygtige musikere, med så mange instrumenter, at det nok nærmere var blevet et semiakustisk set-up. Det var der vist ingen der blev skuffede over. Tværtimod.
Det er da også lidt af et fuldt opladet powerband, som Stine Bramsen havde samlet. På bas Anja Kolyova, der lige er er kommet hjem fra en stor udenlandstur med eksportsuccessen Total Hip Replacement, og så de to stærke kort, der til daglig også optræder i eget navn – den gudsbenådede guitarist og sanger Kajsa Vala, samt trommeslageren, percussionisten og sanger Emilie Espichicoque.
Koncerten her i Tåstrup var nummer elleve i rækken, og derved præcis midtvejs på turen. Det kunne ses, høres og mærkes, at det var et sammenspillet hold med en stærk indbyrdes kemi, og med masser af sikkerhed og spændvidde i det musikalske udtryk. Eller nærmere de musikalske udtryk. For Stine Bramsen har smidt både livrem, seler og kassetænkningen, og giver nu sine sange de klæder, hun føler for her og nu. Det ene øjeblik pop, det næste country, og så videre til soul, inden den næste sang i rækken finder en fjerde udvej.
Selvom de vel omkring 75-80 fremmødte udgjorde det absolut foreløbigt mindste publikum på turen, så var det ikke noget der påvirkede hovedpersonen, nærmest tværtimod. Hun greb nuet, og gjorde det nærværende i et tæt og oprigtigt samspil med publikum. Det kan godt være hun har optrådt for ufatteligt mange flere mennesker med Alphabeat, men hun kunne med garanti selv føle det samme som jeg kunne som tilhører. Nemlig at uanset hvor mange der sidder foran hende i lige dét øjeblik, så er hun i gang med en personlig optur, som del af et ualmindeligt velfungerende fællesskab, der er blevet åbnet på fuldt gab.
Lyden af THE REAL DEAL
Med ordene “Here I am …” lagde Signe Bramsen ud helt alene på scenen til den flotte titelsang ”57” fra debutalbummet. Se det var præcis så akustisk og så smuk en start det kunne blive, og skulle det vise sig, utroligt symbolsk.
For Bramsen HERSELF var i den grad tilstede, og da hun sammen med Kajsa Vala fulgte op med ”Blond and blank”- for så at få alle på scenen til en herlig harmonisk og håndspillet udgave af ”Don’t Judge Me”. Herfra var denne aften egentligt allerede dømt til at blive en af de helt store oplevelser.
Lyden stod som den har for vane knivskarpt her i Taastrup Teater & Musikhus, og knivskarpt skulle vise sig at være et nøgleord for Stine Bramsen og hendes drømmehold af et band.
”Ain’t Gonna Run” klarede smooth konverteringen fra en ægte pop-basker til en fuldblods countrysang, og fik velfortjente spontane klapsalver med til sidst. Til gengæld lykkedes den ikke helt som fællessang, men det ville nu også næsten være synd at skulle bryde kvartettens henførende og harmoniske sangforedrag fra scenen.
Det blev fulgt op af et af mange flere højdepunkter. En totalt overskudsagtig version af ”Woman”. Nobody needs a cover girl … lød den med en så musikalsk overbevisning, at man i øjeblikket overhovedet ikke behøvede andet end noget mere fra Bramsen og Company.
Det fik vi så, og på samme høje niveau i resten af første sæt. WOwMAN, det var godt! Emilie Espichicoque præsenterede hendes eget nummer ”Yours”, og det gjorde bestemt nysgerrig på hendes virke eget virke.
Efterfølgende tog Kajsa Vala førertrøjen på numrene ”Sunday morning” , ”Real Deal” og ikke mindst på en herlig omarrangeret version af “Karma Town”, med en lille indlagt percussion battle mellem Bramsen og Espichicoque – mest af alt for at hylde det uperfekte, kunne Stine Bramsen med glimt i øjet tilføje bagefter.
For musik drejer sig nemlig ikke om perfektionisme, men om at ramme, røre, rykke noget. Blandt andet. Og det gjorde dette hold. Blandt andet.
Bramsen havde fine små bemærkninger og dialoger mellem numrene, og efter første sæt var lukket stærkt af med ”Det er mit land”, der handler om hvad hun er rundet af, kom hun på scenen til andet sæt ledsaget af Kajsa Vala og de gav en version af Alphaville klassikeren ”The Spell”, der gjorde at jeg nåede at tænkte: ”sådan skulle den da altid have lydt”. Ok så var den nok ikke blevet det hit, den blev. Men mesterlig vellydende var denne version.
Niveauet faldt lidt i andet sæt eller også var jeg allerede blevet lidt for forvent over de mange ’12-taller’ der allerede var noteret på blokken. Men Kajsa Valas ”Always On the Run” stadig blot med Bramsen og Vala på scenen, som det tredje nummer i andet sæt, blev dog serveret så forrygende, at man egentlig bare havde lyst til rejse sig, bukke og takke for, at de her mennesker rent faktisk vælger at være på farten for at dele sådanne musikalske gaver ud til os.
Et hattrick til sidst med ”What I Want You To Do”, “Prototypical”, og “Mothers Earth” fik en til at få lyst til kræve ’13 skalaen’ genindført, og understregede den – for mig – overraskende mængde af gode numre, som Bramsen allerede har at give af – selvom jeg på dette tidspunkt tænkte, at vi da måtte have fået de absolut bedste.
Dette band formåede i det varierede (semi)akustisk set-up at skifte gear utallige gange i løbet af den mere end 1½ time lange koncert. Men det hele sluttede som det startede – helt akustisk – dog med alle fire på scenen, og de gav en inderlig version af Sebastians ”Den dag du går fra mig”, som ekstra nummer.
Jeg kom til at tænke på, at jeg rent faktisk ikke havde set Stine Bramsen LIVE siden jeg så hende sidde i front for Alphaville i det absolut mindste telt på Ringsted Festival helt tilbage i 2007. Hun var også god dengang. Men i dag har hun hele pakken, som en stærk og modnet artist, med masser af personlighed og en sangskat, der slet ikke er færdig med at gro. Respekt. Der går med garanti ikke 16 år før jeg skal se Bramsen igen.
Der er som nævnt 11 stop tilbage på turen. I denne uge har du chancen for at forkæle øregangene, hvis du tager forbi Remisen i Brande på lørdag den 21. oktober eller dagen efter på Train i Århus.
