Der tales meget om at der udgives mange album. Måske også for mange. Spørgsmålet man kan stille er, hvor mange af disse album der så reelt er nødvendige – og værdiskabende – og for hvem andre end artisten eller pladeselskabet bag? Når alt går op i en højere enhed, så mærker man som modtager og lytter tydeligt nødvendigheden i værket fra afsenderen – og man fornemmer, at det måske ikke er selve livet, der er sat på spil – men det kan være tæt på.
Det er tilfældet med ”The Funeral”. For Stine Larsen aka Stine Vega har livet været på spil – og liv er gået tabt undervejs i de 12 år, der er gået fra at sangene blev til og indspillet første gang – og til de nu fremstår her i friske genindspilninger.
Radio- og streamingtjenester opererer nu om dage – i generelle termer – med musikformidling på det absolut mest overfladiske plan. Musikken skal fænge og fange lytteren indenfor 30 sekunder, og man skal som udgangspunkt blot kunne sætte et ansigt på en helst billedskøn artist – eller en til tider en reguleret rebel, så spiller det. Or not!
Det er ikke kutyme at interessere sig nærmere for hverken artist eller albummet. For mange albums vedkommende er det en skam og en reel devaluering af værket – for der gemmer sig ofte fantastiske historier og skæbnefortællinger – der kan være ganske relevante og interessante for mange. Noget der for dig som lytter løfter den samlede oplevelse op på et helt andet niveau. Det bliver en helhedsoplevelse. Stine Vega leverer med ”The Funural” en nærende helhedsoplevelse af dimensioner, især hvis du kender lidt til historien bag albummet.
For den i dag 44-årige Stine Larsen har bestemt ikke har haft ro i sindet i de sidste mere end 15 år. Her har forskellige former for alvorlige og behandlingskrævende psykiske lidelser præget hendes liv – ligesom hun undervejs måtte flytte hjem til sin mor, der endda havde fået et misbrugsproblem, og endte med at tage livet af sig selv.
Sangene til albummet var egentligt allerede skrevet og indspillet i 2008 – men Stine Larsen fik et nervesammenbrud og måtte indlægges på en psykiatrisk afdeling, og hun har ikke skrevet nye sange siden. Hun havde ellers nogle år forinden haft godt med medvind i front for sit første projekt Stripclubjunkies – der i 2002 udsendte sit første og eneste album. Hendes rustikke stemme imponerede dengang vidt og bredt – f.eks. salig Torben Bille – der blandt andet udtalte “Dansk rocks største hemmelighed, Stine Vega fra Stripclubjunkies, synger så hårene rejser sig og verden lytter”.
Hun havde også i 2006 medvirket under eget navn på det stærke ”Protestsange.dk” album, hvor hun værdigt fortolkede Troels Triers ”Lil Johnny’s mund” – og senere imponerede hun så igen da hun i 2013 sang duet med Ivan Pedersen på Backseat’s danske version af Volbeat glansnummeret ”Gardens Tale”.
Søren Andersen, der i dag er medejer af Medley Studierne, hvor albummet oprindeligt var indspillet i 2008 måtte konstatere at disse optagelser var gået tabt, efter at han og Stine Larsen for et par år siden tilfældigt kom i snak om det ‘glemte” album. Men som en vennetjeneste tilbød han, at de fik det indspillet igen. Og TAK herfra for det!
For lige så sikkert som ’Amen’ er til en begravelse – så er dynamiske, cinematiske, rodfyldte og slidstærke sange om tab, sorg, nedture, ensomhed, svigt, dødsangst, håb og venskaber – ikke nogle der taber terræn i en virkelighed, hvor det er begreber vi alle mødes med eller støder på i større eller mindre omgang på livets vej. Og derfor er sangene med garanti lige så relevante, vedkommende og vigtige i dag, som de var i 2008.
Som vinylelsker drages man egentligt allerede af det flotte – old school – med stilrene cover design – med Stine Vega siddende med et direkte og viljestærkt blik i røgfyldte mørke omgivelser, og med eget ansigt tatoveret på armen. Man fornemmer således allerede her at der er et ægte menneske bag – et menneske med en historie – som SKAL ud!
Det er derfor helt åbenbart, at det er 10 sange der betyder noget. Stine Vega har selv produceret i tæt samarbejde med Søren Andersen – og indspillet hele den gode 40 minutter lange herlighed med et næsten guddommeligt hold af musikere omkring sig – Anders Lund (guitar), Mika Vandborg (guitar), Peter Kjøbsted (bas), Jesper Lind (trommer), Morten Hellborn (trommer) samt markante gæster som Bjørn Fjæstad, Jesper Bo Hansen, Klaus Møller, Rune Olesen og Peter Jessen. Musikere der sikrer rammerne, uden på noget tidspunkt at stjæle billedet fra det væsentligste – selve sangene – og ikke mindst vokalen i front.
Titelsangen ”The Funeral” er en af pladens helt store højdepunkter – med en blueset og jazzy slentrende stemning – har Stine Vega her skabt et nummer, der i Amy Winehouses velmagtsdage, var blevet en evergreen. I et interview med Jan Eriksen fra POV international udtalte hun om sangen, der egentligt skulle have heddet ”Gimme Shelter” –
”Det blev nedstemt. De andre mente, at det var for meget Rolling Stones. Men det var den følelse, jeg hele tiden havde i mig, at jeg ikke havde noget skjold, ingen beskyttelse. Dengang savnede jeg et ly for stormen. Jeg havde den her drøm om at finde den, der kunne fuldende mig. I dag ved jeg, at der ikke kommer nogen og fuldender mig. Det er der kun en, der kan. Og det er mig selv.”
Og her tænker jeg at vi har nøglen til et dette velskabte album – ”The Funeral” – der i bogstavelig forstand reelt var begravet og glemt. Det her er lyden af Stine Vega anno 2020 – og den (om)vej hun har gået de sidste 15 år – på godt og ondt.
Musikalsk er albummet spækket med støvet rock af den klassiske skole, hvor en soul- og/eller blues feeling gerne inviteres ind i studiet undervejs. Det er vanvittigt velspillet og veloplagt fra start til slut. Der er ingen store armbevægelser – ”blot” bevægelser, der rører og rammer – og skaber røgfyldte billeder med både sjæl og nerve. Tag bare åbningsnummeret ”Diamond Rain”, der lyder af en slentretur på en gråmeleret regnvåd dag, hvor fløjten måske alligevel har mulighed for at få en anden lyd. En lyd man får lyst til at forfølge.
Og det gør Stine Vega herfra – uden af skjule at inspirationskilderne mest af alt alle udspringer sig fra The School of Rock med Neil Young, Lucinda Williams, Johnny Cash og Tom Waits som læremestrene. Også lyden af Sheryl Crow spøger undervejs, ikke mindst i stærkt vanedannende og iørefaldende numre som ”Complete me” og ”Not an Illusion” – og så imponerer Bjørn Fjæstand på vanlig vis som gæst på i den rustikke og dejligt stenede duet ”Stoned”
Alt i alt et lille mesterværk – som placerer Stine Vega – på øverste hylde indenfor dansk rock. En markant sanger og sangskriver – og en personlighed – som bør vække opsigt hos alle dem, der måske har manglet et link sådan cirka lige midt imellem Kira Skov og Dicte.
