36-årige amerikanske Tim Showalter har siden 2009 udgivet fire album under navnet Strand of Oaks.
Det musikalske udtryk har fællesskaber med navne som Bruce Springsteen, The War On Drugs og My Morning Jacket, og hovedparten af det sidstnævnte band er da også med på det aktuelle – og ganske anbefalelsesværdige – album
”Eraserland”.
De var ikke med på torsdagens koncert på Loppen. Et spillested, som han tydeligvis var glad for at være tilbage på, for som han sagde til publikum efter at have rost byen og omgivelserne ”You all looks like my kind of people”! Godt midtvejs i sættet blev sangen ”For Me”, da også helt åbenhjertelig og direkte – dedikeret til Christiania.
Forinden havde ”Ruby” fra det nye album været et tidligt højdepunkt. I det hele taget var det nye album godt repræsenteret – og det var en godt valg. Den lange version af den dragende og mørke ”Visions” var mesterlig, og ekstra nummeret ”Forever Chords” fik også næsten evigt liv og passende plads med lige over 13 minutters spilletid – og de afsluttende linjer ”I hope it never end”.
Og det er der da heller ingen til at håbe med Strand of Oaks, for de har godt fat om de fleste at rockens naturkræfter, men en autencitet, som langt fra altid er en selvfølge.
Selv er Tim Showalter en glimrende – og nærværende sanger og guitarist, og han forstår at vælge gode medspillere omkring sig. Det til turen sammensatte band leverede driftssikkert med en ung guitarist – som jeg lige missede navnet på – som det klart overstrålende moment. Hans indsats i f.eks. det helt Neil Young agtige ”JM” nærmede sig magi punktet.
At rock-projektet Strand of Oaks kommer godt rund i hjørnerne viste også en potent og nærmest klassisk bar-rock version af ”Rest of It”, der på effektiv vis var en effektfuld afslutning på deres sæt, der inklusiv det voluminøse ekstranummer rundende 90 minutter.
Forinden havde singer/songwriteren Frankie Lee varmet op med seks numre på en halv time – og det var alt rigeligt til at overbevise om at han er en af de syngende story-tellers man skal holde ørene åbne for.
De akustiske versioner af ”High and Dry” – naturligvis dedikeret til de skønne omgivelser – og ”East Side Blues” – begge hentet fra debut albummet ”American Dreamer”, var på det niveau hvor også f.eks. Josh Rouse, Steve Forbert og Josh Ritter er når de er bedst. I går udkom andet album ”Stillwater”, hvorfra vi blandt andet fik de en skøn erindringshistorie via sangen ”(I Don’t Want to Know) John”.
Så en slagkraftig og skøn aften med to forskellige bud på amerikansk rocktradition anno 2019, og med to kunstnere, der med garanti slet ikke har toppet endnu.
