Amerikanske Sturgill Simpson var i byen med sit band, som det første stop på deres Europa turne, der byder på yderligere otte koncerter. Han ville dog ikke fotograferes, og fotograferne blev på selve dagen meddelt, at der var fotoforbud! Af samme årsag er foto i denne omtale arkivfoto fra tidligere koncerter.
Til gengæld ville han høres, og det var et udsolgt og forventningsfuldt VEGA helt klar på. Mange var spændte. Hvad ville han byde på – hvor meget ville hans seneste – og markant rockende – og ret anderledes album ”Sound and Fury” fylde?
Det skulle vise sig at fylde meget! Kvartetten havde ifølge Sturgill Simpson ikke mødtes siden sidste stop på US turen sluttede i oktober i New Jersey, og derfor var det måske logisk nok, at sætlisten næsten var ren genbrug fra den koncert. Det betød at han brugte de første 50 minutter til at spille hele “Sound and Fury” fra start til slut. Et album, som han i Neil Youngs ånd og fodspor fortalte han havde indspillet bevidst ukommercielt for at komme ud at sin pladekontrakt. Det skal nok lykkedes!
Albummet er da også en rodet sag og lidt ujævn affære – omend også ganske charmerende med sin direkte og pågående attitude med ”fuck fingeren” løstsiddende. Men det også et album, hvor den Outlaw Country artist, som mange forelskede sig i på de første album, er væk. Hans fantastiske stemme har bare ikke samme rolle og derved styrke i ”rockland” – og drukner desværre undervejs i rockens virkemidler. Og det blev ikke mindre tydeligt live.
Numre som det ZZ Top agtige ”Sing Along” og ”Make Art Not Friends” (skrevet på baggrund af en inspiration Sturgill Simpson fik fra en graffiti han så ude på Christiania for 3 år siden) var dog med til at vise, at der altså er en slags mening med galskaben, og at Sturgill Simpson rent faktisk også fungerer fint som rockmusiker, selvom hans evner som guitarist ikke rækker til toppen af rocken.
Til gengæld fungerede det ikke med at levere den sublime lyd, som VEGA ellers plejer at være garant for. Især lyden af de heftigt hamrende trommer var tæt på dårlig, hørt oppe midt fra på balkonen – men dog bedre i siderne, og nede i salen. Højdepunktet fra ”Sound and Fury” sættet blev ”Mercury in Retrograde”, hvor Sturgill også virkelig trådte i karakter, som den fremragende sanger man ved han er.
Bandet – der virkede noget rustne indledningsvis – var nu spillet varme, og begyndte i den grad at folde de enkelte numre ud. 11 numre fulgte – mange med en spilletid på over 10 minutter. Tre cover numre – blev det til – blandt andet en tændt version af William Bell klassikeren ”You Don’t Miss Your Water”. Efter godt 100 minutter erklærede han at han ikke helt anede hvad han havde gang i – men nu ville han bare spille videre. Man troede på ham!
Inden da havde det været numre som ”Brace for Impact (Live a little) og ikke mindst den fabelagtige ”Welcome to earth” (Pollywog) – der virkelig gjorde indtryk – og gav en forklaring på hvorfor Sturgill Simpson rent faktisk stadig er værd at bruge sin tid på.
Til gengæld manglede de skelsættende indtryk i de sidste tre kvarter i den 2 timer og 15 minutter lange koncert. Der blev spillet fra hjertet og leveret legende – men også lige lovligt løssluppent. Ikke mindst hvis man var kommet for at få en mere unik oplevelse – med en kunstner, der ren faktisk kan levere noget ikke ret mange andre kan.
Det han og bandet leverede her var bestemt no-nonsense og habil rock, men unikt var det altså ikke. Havde det så bare været en musiker af Palle Hjort kaliber bag tangenterne! Det var det ikke.
Konklusion: Mange blandt publikum havde nok forventet noget andet – mens andre var tilfredse med at have fået en lang og intens aften med Sturgill Simpson og hans band. Generelt var begejstringen blandt publikum nu ikke til at føle, høre eller se i mærkbar grad. Men sådan er gamet med Sturgill Simpson – du ved aldrig helt hvor du ham. Og dog. Mest lige der, hvor du mindst venter det.
