Lørdag aften var der musikalsk dobbelt up – happy hours i Studenterhuset i København. SUNDAYS + ASGER TESCHAU var på plakaten. Hovedstaden summer igen af liv og leben, og der var også godt fyldt pænt op inde i Studenterhuset, både i det afskærmede koncertområde, og i resten af huset.
SUNDAYS er normalt en kvartet centreret omkring sanger og sangskriver Magnus Jacobsen. Denne aften var der dog afbud fra Marie Linander Henriksen (vokal), og Victor Ovesen (guitar), så Magnus Jacobsen og trommeslager Morten Falk Overgaard fik i stedet hjælp fra andre gode musikalske venner.
Havde man ikke fået den oplysning på forhånd så havde man ikke skænket det en tanke, at det ikke var originaludgaven af bandet man hørte. For de seks styks m/k’er på scenen fungerede som en helhed, og ikke mindst Sofia Dalsgaard på backing vokal, sikrede at harmonien var intakt hele vejen igennem et sæt på en lille time.
Et sæt, der med sange som ”Take Me Home”, ”Midnight Passing”, ”Avalanche”, ”All We Have Is Time” og ”Don’t Call Me Jesus” reelt lød som en velvalgt hitparade, bortset fra at ingen af de nævnte numre har været regulære hits, hverken i radio eller via stream. Underligt nok, for SUNDAYS leverer melodisk og harmonisk pop/rock på et niveau, hvor der rent faktisk ikke befinder sig ret mange andre på vores breddegrader. Uden konkret sammenligning iøvrigt er der noget Crowded House over deres melankolske, melodiske og atmosfæriske klangunivers.
Men det er nu engang musikkens vilkår. Kvalitet er ikke altid nok. Desværre. Denne aften er det i høj grad gæsteguitaristen Asger Søgaard Hajslund (Alex Nyborg Madsen & A Circle of Friends) , der sammen med Jacobsen og Dalsgaard sikrer at der kommer luft og lag i musikken, ligesom Hajslund derudover sikkert og overbevisende spiller de malende guitarriff og rundgange – f.eks. i ”All we Have Is Time”- der lyder, som havde han aldrig spillet andet.
Magnus Jacobsen i front har en af den slags stemmer, der virker som smørelse på øregangen. Blød og behagelig, men i en total balance, så den aldrig tipper over og bliver ‘for pæn’ eller for gennemsigtig. Til gengæld blev han måske lige for tilbagelænet til en lørdag aften. Han sagde det selv: ”Jeg har opdaget at jeg nok har valgt for mange stille numre til sættet”.
Det var i hvert fald ikke alle blandt publikum, der kunne holde musikalsk fokus. I perioder dominerede snak overfor aktiv lytning, og det blev så heller ikke bedre af at, koncertområdet kun er afskærmet af et klæde, hvilket medfører at snak og anden støj fra stedets andre gæster går lige igennem. Så nej, ikke det optimale sted at præsentere sine mest inderlige værker. Men smukt var det meste, også de vemodige og dæmpede numre som ”Salt of the Earth” og ”Song for the times”.
SUNDAYS fik understreget at deres to album ”Wiaca” og sidste års ”Inner Coasts” fortjener langt mere opmærksomhed end de hidtil har fået. Magnus Jacobsen er i den grad en sanger og sangskriver fra absolut øverste hylde. Det er bare at håbe at denne, deres første koncert i 1½ år, kan sætte skub i udbredelsen af kendskabet til bandet, og skaffe mange flere spillejob til dem. De fortjener det.
Mere kendskab var der naturligt omkring Asger Techau, der ikke er en lige så stærk sanger som Magnus Jacobsen, men til gengæld har han nogle endnu bredere forcer som sangskriver og arrangør.
Ud over at være solist – 3 soloalbum er det blevet til, det seneste ”Levels” fra sidste år – er han også en del af de to bands Kúlu og Nymalet, ligesom han jo også stadig udgør en vigtig ¼ af Kashmir, der i år endelig kan få afviklet og gennemført deres seks store comeback koncerter. Han begår sig også som producer, og er blandt andre manden bag knapperne på det seneste SUNDAYS album. Også han virkede nede blandt publikum tilfreds med hvad han hørte fra SUNDAYS denne lørdag aften.
Efter en kort pause, stod han klar på scenen til at udspille et sæt på lidt over en time, med fokus på seneste album. 13 numre senere havde han til fulde dokumenteret, at han i den grad formår at gradbøje virkemidlerne indenfor både pop og rock. Han favner det lyse og det mørke, det tunge og det lette, og gør det med en naturlighed, der gør det hele til en sammenhængende autentisk oplevelse.
Han lagde afdæmpet og seriøst ud med ”What Do You Want” for derefter at give det svævende og melodisk frit spil i den efterfølgende ”No Better Times”, der bør være den helt naturlige afløser til ”Highkicks and gunshots”, som det næste DR P6 darling nummer.
Medmindre det da bliver overhalet af andre overbevisende bud fra ”Levels” albummet – såsom den underskønne indie-rock perle ”Shutter” eller den mere mørke og svævende ”højt til loftet” popsang ”Flawless”. Live blev det sidste nummer lækkert løftet, mens ”Shutter” blev levereret lige lovlig tung og kantet i forhold til albumversionens charmerende rastløse lyd.
”Brother” fra debutalbummet blev et af aftenens helt store højdepunkter, hvor det seks mand store band, herunder hele 3 guitarister rigtigt fik spillet sig helt ud. En storslået version af et storslået nummer. Man mærkede også hvorfor ”Stick In the Mud” (skrevet til hans kone) har mere end intern betydning og hvorfor det afsluttende ”Breathe” fra debutalbummet stadig kan gøre publikum stakåndet af begejstring.
Asger Techau var omgivet af Steffen Nordenstam (guitar), Nicholas Kingo (keys), Søren Sunding Rasmussen (guitar), Nikolaj Holm Wichmann (bas) og Jens Bach Laursen (trommer), der i den grad bidrog til at aftenen blev meget mere end sort og/eller hvid.
Ligesom SUNDAYS var de dog også ’plaget’ af mangel på fuld opmærksomhed på de helt stille numre ”7/20” og ”Big City Dropout”, hvilket gjorde at de numre midtvejs i sættet faldt lidt til jorden. Det er så umiddelbart heller ikke der Techau er stærkest eller bedst. Det er han når han sætter farver på paletten, lukker mørkemanden ud gennem lyssprækken, og lader popøret og rockuhyret forføre hinanden – præcis som på ”Highkicks and gunshots”, der også i LIVE versionen fik understreget, at Asger Techau her har skabt et absolut ‘high level’ popnummer, der bliver ved med at give.
