Med evnen til at skabe de helt store – men aldrig svulstige – melodiske indie-folk hymner – og en let og luftig pop lyd med masser at tyngdekraft beviser SUNDAYS igen at de er så rigeligt interessante at lægge ører til på alle ugens dage.
SUNDAYS var oprindeligt et enkeltmandsprojekt skabt af den nordjyske sanger og sangskriver Magnus Jacobsen, men det udviklede sig til et band bestående af ham selv, Morten Falk på trommer, Marie Linander på bas og Victor Ovesen på guitar. En nu sammentømret enhed, der virkelig lyder af en helhed.
De udsendte i 2019 deres debutalbum ”Wiaca”, der med 10 numrer uden slagside, er et af den slags album, der blot bliver bedre med tiden. Derved også sagt, at der i den grad er noget at leve op til med ”Inner Coasts”. Men at de magter den opgaver, og også har evnet at løfte deres topniveau til nye højder viser især albummets fire første skæringer, der bestemt tåler sammenligning med noget af de bedste fra ligesindede artister som f.eks. Jonah Blacksmith, The Lone Bellow , Crowded House og The Paper Kites.
”Salt of the Earth” indleder albummet med en harmonisk blød vokal og akustisk guitar, og viser fra starten af bandets skarpe formåen i forhold til at kombinere folkens indadvendthed, poppens udslåede vinger, og rockens rumlende rastløshed i cinematiske formater. Det er velproduceret – af bandet selv i tæt samarbejde med Asger Techau fra Kashmir – men aldrig på en måde så det ’bare’ bliver pænt godt. Det er håndspillet – båret at en drivende rytmisk struktur, akustiske og elektriske guitarer, mørktonet klaver og masser af harmonisk sans i såvel melodifornemmelse som i vokal og kor.
Sangene – der primært er vokset på Magnus Jacobsens rejser til bl.a. Japan og Lofoten – er nok personlige, men alligevel universelle og umiddelbare i deres tematik.
Efter åbningsnummeret følger albummets tre absolutte åbenbaringer – ”Shadow Dress”, ”Drifter” og ”All We Have Is Time”. Sidstnævnte – en regulær kærlighedsbasker – der er så melodiøs og hamrende iørefaldende – er det nærmest burde være fastlagt ved lov, at det blev et internationalt hit. Også ”Shadow Dress” smyger sig ind på øregangen som et kærkomment wellness ophold med et melodisk og harmonisk overskud, der simpelthen bør række langt ud over dette lille lands grænser. Bygget op som en forløsende bjergvandring, hvor målet nås til sidst efter at ulmende spændingsfelter af frisk lyd er indtaget undervejs.
Stemningen på ”Drifter” er afventende – men man inddrages fra første tone – og så bygges der ellers på i et arrangement der tilsættes cello – en fremdriftssikrende rytmik – og den slags klaver, der gør det svært at bibeholde fødderne på jorden. Det er et kort sagt himmelsk flot arrangeret nummer, der heldigvis får lov at folde sig ud som albummets længste nummer med 5 minutters spilletid. Til gengæld er det efterfølgende ”Weightless feathers” lyden af et modnet arvestykke – fyldt med folk feeling og essensen af Simon & Garfunkel. Flot – men som oplevelse måske heller ikke meget mere end det.
Heldigvis føles det som om solen igen står op når tonerne fra ”Song for the Times” sætter ind. En sang – der må opfattes som en hymne og et opråb til tiden – og den og de generationer, der ikke bare skal gribe dagen, men nærmere skal se om de kan være med til at gribe en jordklode i frit fald.
”If you want to start af fire / generations can admire / You’re gonna need a bigger pile / But if no one’s giving in / How can anyone begin / making any changes in our time”
Rammes du ikke af sådan en tekst – så tror jeg desværre ikke du har dine fødder plantet her på vores fælles moder jord. Det er rørende, rammende, og saligt smukt – og endnu et strålende eksempel på hvordan SUNDAYS formår at løfte det enkle, og det måske banale, ind i en overskudsfremkaldende atmosfære af melodiske hooks, dragende mellemspil og inderlige vokalharmonier og så lidt rustik rusten rumlen hist og her.
Tilstanden ‘begejstret’ svæver man roligt videre i når ”Midnight passing” – sender en stille hilsen i retning af internationale kapacitet som Chris Issac og Still Corners – og det er efterhånden bare uomtvisteligt, at SUNDAYS har en sound, der er stor nok at dele med resten af verden.
”Siberia” har noget mere dramaturgi i sit DNA – men forløses aldrig helt med samme melodiøse overskud som andre numre på et album, hvor overlæggeren er sat ambitiøst højt. Til gengæld spiller SUNDAYS næsten en fuld plade hjem med det – der i den digitale udgave af albummet – er afslutningsnummeret ”Take Me Home”. Blot et sagte piano indleder, mens Magnus Jacobsen inderlige vokal stemmer i – og byder flere musikalsk lag indenfor – for at folde sig ud på en måde som var SUNDAYS de ukendte halvbrødre til Jonah Blacksmith. Det er er indbegrebet af ægte følelser, spillet af musikere, af mennesker, der sætter sig selv i spil, for noget større end ‘bare’ musikken.
Køber du LP-udgaven for du også den tilbagelænede ”The Oneliner’s Trip to loneliness” med som bonusnummer. Noget der automatisk får respekt knappen til at udløses sammen med en ekstra ½ stjerne. For fakta er jo at du som køber af fysisk musik støtter musikken bedst og mest muligt – og det vil gruppen med dette tiltag godt præmiere. GOD STIL!
Bortset fra den underskønne og geniale titel – holder det afdæmpede nummer nu ikke helt albummets generelle klasse – og her kunne man måske have håbet at de i stedet som bonus havde inkluderet den anderledes sublime single ”Colourblind”, som udkom i februar sidste år, og nu stadig ikke har fået noget hjem på et album.
Men sådan er der så meget. Verden er ikke perfekt. SUNDAYS er ikke perfekte. Men de er så sandelig godt på vej med “Inner Coast”.
