Efter at have hørt ”WIACA” (akronym for ”Where It All Comes Alive”) på repeat repeat efterlades der ingen tvivl i ens sind om, at sanger og sangskriver Magnus Jacobsen er en fremgangsrig og ferm melodisnedker, der i et vellykket samarbejdet med producer Mads Bjørn ( Tv-2, Lis Sørensen,Teitur, Julie Maria) har forstået at løfte SUNDAYS fra at være et soveværelsesprojekt til et band, der virkelig har fundet sig selv – og som her leverer og løfter, som en samlet enhed.
Håndværket er således i orden på samtlige de 10 numre på dette debut album, der følger op på den lovende – men lidt stil eftersøgende – EP ”The Day Will Come” (digital) fra 2017.
Hele seks singlers tilløb er der taget inden albummet nu udsendes – og derfor er der ved gennemlyt naturligvis flere numre, der vinder alene ved deres behagelige genkendelighed – ikke mindst pladens tre første numre ”Shade of the Pine”, ”Passengers Choir” og ”Turn”, der alle er uimodståeligt iørefaldende og i bund og grund er kvalificeret folk-pop til såvel feinschmeckere som mere jordnære folkefærd.
Og det er netop det jordnære i den til tider storladne og sfæriske lyd, der samlet hørt er styrken hos SUNDAYS. Denne skribent er ingenlunde Coldplay tilhænger – og er da også derfor tykt taknemmelig over at det ikke undervejs kammer over i stadion-skabelon-hymner a la benævnte populær orkester.
Det musikalske univers kan dog ikke helt undsiges at ty til referencer som netop Coldplay og en UK scene, hvorfra også noter fra band som Travis og sågar gode gamle Feargal Sharkey fornemmes undervejs. Sidstnævnte ikke mindst på et af albummets markante højdepunkter – ”Afternoon Wakes” – et af de fire numre, som ikke har været ude som single. Det er et nummer, der elegant understreger spændvidden i lead vokalen – og der findes plads til såvel at vibrator og falset kommer i spil.
Pladens ubestridte højdepunkt indtræffer lige før – på ”Avalanche” – (der også var med på EP’en) men her i en opgraderet udgave, hvor der indledes med et forførende akustisk tilløb, som rammer lige ind i et omkvæd, der har et potentiale, som vil kræve en Bøgescenen hos SMUKFEST eller en tilsvarende for virkelig at blive forløst efter fortjeneste.
Flere af sangene på albummet rummer heldigvis både flere andre facetter og lag – og er klogt bygget op i et midt-tempo – der ikke bør tabe nogen lyttere på vejen. Et godt eksempel er den nyeste og sjette single ”Fireman” – og ”Romans”, der med sine 5.18 minutter virkelig får lov at både lette og stryge lytteren effektivt på lyttelapperne.
Tekstmæssigt fornemmes hele vejen igennem en trang til at fortælle, beskrive – gerne billedrigt – og søge meningsfulde svar i forhold til det indre live og om omverdenens mange forventninger.
Pladen slutter med den fine alternative julesang ”Don’t call me Jesus”, med en godt tænkt tekst skabt ud fra det faktum at Magnus Jacobsen rent faktisk har fødselsdag selve juleaftens dag.
Musik historisk er det naturligvis ikke et skelsættende album SUNDAYS har udgivet – men bandet, der udover Magnus Jacobsenbestår af guitarist Victor Ovesen, bassist og korsanger Marie Linander Henriksen og trommeslager Morten Falk Overgaard har bestemt skabt et holdbart værk – som understreger kvaliteten i og berettigelsen af selve album formatet anno 2019. For pludselig mærkes den styrke og den malende og voksende sammenhængskraft, som de seks singler ikke på egen hånd formåede.
