Med smukke kobberkedler i baggrunden, og for manges vedkommende velskænket gin i glassene, fik omkring 30 tilhørere sig en af den slags aftener, hvor alt spillede, og begrebet ‘intim koncert’ fik nye vinger.
For Ikke bare synger irske Susan O’Neill, som en engel, der også kender til livets mørke sider, hun er også en fabelagtig sangskriver og historiefortæller.
85 minutter uden fyld, men fuld af nærvær, næstekærlighed og musikalitet på ‘next level’ blev der præsenteret i særdeles gæstfrie unika rammer hos Radius Distillery, der er beliggende på Oremandsgaard Gods ved Præstø.
Det er stedets debut som koncertsted. Tidligere har de haft fuldt hus til ”Mikrofoner og en stak vinyler – Et musikalsk talkshow med Carsten Holm og Flemming Møldrup”, og det gav mod på flere typer events.
Susan O’Neill er et velvalgt navn at lægge ud med, for i sit naturlige og imødekommende udtryk er hun fuldstændig lige så autentisk og ægte som stedet.
For mange er hun stadig et ukendt navn, mens andre vil genkende hende fra hendes 2021 udgivelse ”In the game”. Et skamrost duet album skabt sammen med landsmanden Mick Flannery, og et album, der udløste bred international opmærksomhed.
Duoen optrådte sidste år på Tønder Festivalen med en af den slags koncerter, der med garanti vil blive husket af enhver, der var tilstede i Telt 2. Det var tryllebindende, og til tider magisk.
De samme ord kan bruges om denne intime solokoncert, hvor hun var ledsaget af det velspillende musikalske brødrepar Cillian og Lorcan Byrne, som hun har kendt siden de gik på college sammen.
Brødrene har i øvrigt deres eget band Basciville, som bestemt også er værd at tjekke ud. Det er dog Susan O’Neill, der alene lægger ud på scenen, da hun mesterligt gør et af hendes glansnumre med Flannery – ”Body Talk” – til hendes helt eget.
Sikke en start. Meget passende blev det fulgt op af et af hendes numre fra tiden, hvor hun optrådte under navne SON. Det blåtonede ”Gotta Go” viste at Susan O’Neill som en legende og sjælfuld artist i bevægelse. Trompet, guitar, og vokal blev optaget (samplet) live via hendes ’pedalboard’ – og pludselig fyldes rummet af ’handmade music’ i helt nye klæder.
Det fungerer bare, og koncerten udvikler sig herfra til en af den slags aftener, der bare hele tiden løfter sig en takt til. Brødrene Bryne er hele tiden det stemningsfulde skridsikre fundament, og viser sig undervejs også som glimrende korsangere.
Efter albummet med Flannery har O’Neill, som en forløber til et kommende debutalbum udgivet den ganske anbefalelsesværdige EP’”Now You See It”, hvorfra vi fik titelnummeret, der handler om at gribe nyde nuet, i stedet for hele tiden at håbe på mere tid. Det var heller ikke svært at gribe nuet i selskab med O’Neill, men det var nu svært ikke at bede om lidt mere tid i hendes selskab.
O’Neill evner nemlig med nærvær og medmenneskelighed at komme godt rundt i hele følelsesregistret uanset om hun f.eks. synger om barnets rene uskyld, grådighed, uforløst kærlighed, frihed eller tilgivelse.
De fleste numre bliver præsenteret med en indledende introduktion, der afslører en sangskriver med både kant, kløgt og en god portion irsk humor.
Bortset fra det afsluttende mesterstykke ”Freedom”, som er hentet fra ”In the Game” byder koncerten mest på nye stjerneskud af numre fra en artist, der denne aften bare bliver ved med at give – skiftevis nedtonet, stemningsfyldt og rytmisk velfunderet.
Hendes crispy og varme vokal sidder hele vejen lige i skabet, og imponerer og rører – og reelt er det svært at udpege de afgørende højdepunkter i en helt sublim sætliste.
Jeg vil dog håbe at numre som ”The Nothing I Own”, ”Tijuana”, ”You Don’t Know Me, og “Carry My Song” finder vej til debutalbummet.
Også som fortolker viste hun sig fra sin bedste side. Det nummer hun helst ville have skrevet af alle var måske lidt overraskende The Avett Brothers nummeret ”No Hard Feelings”. Men efter hendes version forstod man hvorfor, for det blev foldet ud som et nummer med uhørt klassikerpotentiale. Wauw. Man mærkede her for alvor følelsen af bevidsthedsudvidelse i selve nuet.
Dog for blot at blive revet tilbage til virkeligheden, da hun fulgte op med hendes vredeste sang ”Our mother”, hvor hun fik understreget at hun også formår at fortolke og formidle naturens nødstedte stemme. Mageløst. Tankevækkende.
Efter sådan en oplevelse i så unikke rammer fik begrebet kvalitetstid reelt helt ny betydning. Susan O’Neill har hele pakken, og jeg skulle hilse de gode folk fra Tønder Festival og sige at hun meget gerne kommer meget gerne tilbage til festivalen næste år i eget navn.
