SUZI QUATRO – HOTEL FUGLSØCENTRET – 18.09.2021

Suzi Quatro af Frank Nielsen (6)

Fotograf: Frank Nielsen

”En sand fest med både nyt og gammelt materiale”

Den efterhånden 71-årige amerikaner Suzi Quatro har siden sit debutalbummet i 1973 været en af rockmusikkens sande fanebærere – med en rå, autentisk og udtryksfuld personlig stil. Trods en vekslende kommerciel succes – har der hele vejen igennem været en troværdighed og en tydelighed omkring hendes musikalske output, der ikke blot er holdt i live på baggrund af et par solide succes album fra 70’erne.

Suzi Quatro lever og ånder på en scene – og hun udgiver fortsat album, der måske ikke ligefrem er nyskabende, men til gengæld er skabende i forhold til at afspejle den samtid som Suzi Quatro stadig er en vigtig og væsentlig del af .

Senest har hun lavet to album i 2019 og i 2021 sammen med hendes søn Richard Leonard Tuckey. Det seneste album ”The Devil In Me” beviser at der er masser af gnist, glød og sange tilbage i Suzi, der på mange måder med sin både imødekommende – men også no-nonsense attitude helt i front – i den grad har været en foregangskvinde og inspirationskilde for mange efterfølgere. Dog nok ikke for så mange fra de nyeste generationer af musikelskere eller udøvere. Til denne udsolgte koncert – var der i hvert fald ikke mange af de 500 publikummer, der kunne vise en dåbsattest, der var meget mindre end 50 år gammel.

Men hvorfor også have fokus på alder, når det er musikken det hele drejer sig om. Publikum var klar til at feste, og Suzi Quatro skulle ikke mange numre ind i sætlisten før folk stod op, sang og dansede med. Sætlisten indeholdt et godt og bredt udvalg af nyt og gammelt, og hele vejen igennem var Suzi Quatro god til af holde kontakten med publikum, og ikke mindst fortælle om de “nye” numre.

Som SIDE 33′ udsendte fotograf (og gammel Suzi fan) Frank Nielsen nøgternt konstaterer : “Vi fik også hele historien om en 58 års lang karriere med alt hvad Suzi har været involveret i. Der var ikke meget vi ikke viste i forvejen, men nu var vi ligesom sammen om den her aften -Suzi og alle os andre”

To lange sæt på over en time hver blev leveret af et utroligt velspillende band med blæser sektion og kor piger. De var dog alligevel kun statister. For der var ingen tvivl om hvem der var chefen her! Så selvom publikum også blev forkælet med nogle fine sax og guitar soloer, så forblev spotlyset på Suzi!

Spørgsmålet er altid om stemmen stadig holder – ikke mindst efter en så lang live tour aktivitets pause, som Covid-19 pandeminen har forårsaget. Men det gjorde den – hun var fint med, selvom der dog ikke blev gået lige så meget til den i 2. sæt.

Men det kan uden skygge af tvivl konkluderes at der stadig er masser af gode grunde til at tage ud og se og høre denne rocklegende, der altså er still going strong, og bestemt ikke har nogle planer om at trække sig tilbage. Det var derfor en glæde at høre, at Hotel Fuglsøcentret rent faktisk allerede har booket hende til at komme tilbage den 10. september 2022 – og billetsalget er startet.   

Mads Kornum

Mads Kornum

Leave a Replay

Scroll to Top

Vi bruger cookies for at kunne give dig den bedste oplevelse. Ved at bruge vores side accepterer du brugen af cookies.