Sweden Rock – 09.06.22

Dirty By Horse 2022 Fotograf Henrik Hildebrandt (8)

Fotograf: Henrik Hildebrandt

”Masser af Dirty Honey og andet guf fra rockens velspillende vækstlag”

Sweden Rock har i mange år været berømmet for – og bebrejdet af andre – at have deres primære fokus på rockmusikkens gamle dinosaurer.

Om det er på grund af nød i opstartsfasen efter de seneste par års ufrivillige nedlukning eller om der blæser nye vinde over Sölvesborg skal være denne skribent usagt. Men fakta er at der i år på programmet er en langt større vekselvirkning mellem Tordenskjolds brave soldater og de nye fremadstormende upcoming bands.

Henrik og Belinda Hildebrandt brugte deres torsdag på at tage temperaturen i begge ender af skalaen, og fik tjekket både nogle af de forventeligt sikre kort, og nogle af de nye navne, som måske viser sig at være morgendagens stjerner.

Det sidste efterlod amerikanske Dirty Honey ingen tvivl om at de må være de måske mest oplagte kandidater til. Ikke mindst forsanger Marc Labelle, har den slags personlighed, der skabes stjerner af, og som har nok karakter til at vokse ud for forbilledernes store skygger. I et velspillet mix af rockens bedste dyder fra 70’erne (Led Zeppelin), 80’erne (Aerosmith) og 90’erne (Black Crowes) beviste Labelle og hans kompetente kammersjukker, at Dirty Honey bør være de kommende års ’must have’ på menukortet for ’Best of ROCK’, og at de med garanti meget hurtigt vokser sig fra den lille ’Silja stage’, som de her spillede på for fuldt telt.

I det hele taget imponeres man over det tekniske niveau hos mange af disse nye band. Hellere berusende dygtig end ‘down and out på dope’, virker heldigvis til at være udgangspunktet for mange af disse yngre, ambitiøse og seriøse bands.

Det gjaldt også for det unge svenske band HONEYBURST, der nok står på skuldrene af navne som Deep Purple og Jimi Hendrix, men i den grad med deres tidligere koncert på ’rockklassiker stage’ fik understreget at de måske ikke ligefrem har den næste rockklassiker på programmet endnu, men at de er mere end godt på vej mod nye eventyr via rockdydernes varmblodige sti.

Et tredje nyt navn, der med deres uafrystelige punkede energi – anført af sanger Jahna Lund – virkelig væltede festivalen omkuld på selvsamme ’rockklassiker stage’ var skånske Death By Horse. Et kraftværk af et band, der serverede en ganske original musikalsk cocktail, hvor små lysglimt af Björk, Red Hot Chili Peppers og Skunk Anansie nåede at poppe op på den indre nethinde.      

I det hele taget er det tydeligt at de svenske bands i den grad har taget på hjemmebanepublikummet, og er man til den nyere ’melodic rock’, så ved man at svenske Esclipse også er garant for kvalitet, og en ud over scenen oplevelse. Det var de også denne torsdag foran et stort publikum på den store ’Rock stage’.

På samme scene spillede Dropkick Murphys og Nightwish, som egentligt på smukkeste vis afspejlede hvor bredsidet en festival at Sweden Rock er. Folk- og punk elementerne, der mesterligt går hånd i hånd hos førstnævnte, og det storladne og teatralske i et landskab, der er ladet med både metal og opera hos Nightwish, beviser at hvis kvaliteten og showet er i orden, så er folk med og 100% på, og sådan var oplevelsen af disse to på hver sin måde herligt ‘anarkistiske’ artister. De rummer begge alle de elementer, der løfter deres musik til helt andre niveauer når det udspiller sig LIVE.

Festivalens største scene er meget passende Festival Stage – og her optrådte to af festivalens såkaldte sikre kort – danske Volbeat og tyske Accept – og helt som forventet til åbenlys glæde for en stopfyldt plads. Accept leverer som altid den pletfrie ’prøjser-rock’, der kører lige så stabilt som en Audi, men som heller ikke har meget større nyhedsværdi end en Trabant.

Volbeat rullede det store show ud, med lys, lyd og på skærme, og viste deres klare berettigelse, som et af årets store hovednavne, uden på nogle måde at overraske eller hæve baren for hvad man ved de i forvejen kan.

Folk er helt tydeligt sultne efter at komme på græs, og få rockhjerterne til at banke i takt med ligesindede. Generelt virker alle gæster glade for det hele, også alle de akkrediterede fotografer, der havde fået lempet nogle af de omtalte stramninger i regelsættet.

Det gjorde dog ikke at dagen ikke forløb uden skuffelser, og ikke alt var trods alt var lige skægt og minderigt. Tyske Kadavar arbejde for sagen, men formåede ikke af få deres psykedeliske pennestrøg ud over scenekanten på den lille ’Silja scene”, og amerikanske Lee Aaron, der ellers kom med et glimrende 2021 album ”Rock On” i bagagen, virkede som en skygge af sig selv i en koncert, der var plaget af alvorlige tekniske problemer i forhold til lyden. Det tætteste på en regulær fiasko på årets festival – og langt tættere på Rock Out end Rock On!

Rock On gør til gengæld det legendariske engelske blues/rock band Ten Years After, der stod på scenen på Woodstock i 1969, og var albumdebuteret et par år før.

Chick Churchill på keyboards, og Ric Lee på trommer har været med siden starten i 1966, mens bassist Colin Hodgknson (Whitesnake, Alexis Korner og Spencer Davis Group m.fl) og guitarist og sanger Marcus Bonfanti har været med siden 2014.

Ingen kan erstatte den originale frontfigur Alvin Lee, men Bonfanti og resten af holdet kan levere blues/rock af den slags man også kan rammes af i 2022. En dinosaurer med nyt blod og børstede tænder skal man som hovedregel bare ikke kimse af, slet ikke når man har en signatur sang som Going Home at dele ud af.

Så der er slet ingen grund til at tage hjem endnu. Sweden rock har meget mere at byde på. Det vender vi naturligvis tilbage til.

Mads Kornum

Mads Kornum

Leave a Replay

  • Kun kr. 33 pr. dag for en reklameplads her på siden!

  • Scroll til toppen

    Vi bruger cookies for at kunne give dig den bedste oplevelse. Ved at bruge vores side accepterer du brugen af cookies.