Sweden Rock – Norje – 05.-09.06.19 (DEL 2)

TENACIOUS D Foto Henrik Hildebrandt ((2)

Fotograf: Henrik Hildebrandt

"Festivalen befæstede sin position som nordeuropæiske mester i The School of Rock"

Årets festival bød også på masser artister, der hverken var pensionsmodne eller hevet op fra gamle skuffer. Et godt eksempel var Dizzy Mizz Lizzy, der vidst havde tanket med ekstra super-diesel på rocktoget. De leverede et mere hårdt og kontant sæt end det de normalt forkæler deres hjemmepublikum med , og det gav plads til ekstra mange fuldfede soloer . Et populært valg. Det pudsige var, at en stor det af hjemmepublikummet åbenbart var taget med til Sverige, for det virkede til at der var dansk flertal blandt de mange tilskuere.

De fik så også mulighed for at høre det nye all-star band Deadland Ritual – som jo skulle have spillet i Amager Bio – men aflyste. Det lyder til at man er gået glip af noget med den aflysning. For de nye gamle drenge i klassen præsenterede et effektivt sæt med hård bluespræget rock’n roll på et niveau man kun kan levere når man allerede har erfaringer fra band som Black Sabbath (bassist Geezer Butler), Guns N’ Roses/Velvet Revolver/The Cult (trommeslager Matt Sorum), og Billy Idol (guitarist Steve Stevens). De er i gang med at indspille et debut album, og herfra var det især ”Down In Flames”, der imponerede, og bragte tankerne henimod Soundgarden og Alice In Chains i deres storhedstid. Ellers var det især bassist Geezer Butler, der stjal billedet, men med fire Black Sabbath numre på sætlisten var han også ligesom på nogenlunde sikker grund. Forsanger Franky Perez havde forhåbentligt ikke sin bedste dag. Umiddelbart lød han nemlig et godt stykke hen af vejen som et lidt svagt punkt.     

Svage punkter skulle man lede længe efter hos et af årets øjenåbnere – bandet The Wild fra Canada – der med den vildeste energi og gå-på-mod effektivt blandende rå delta blues, med rock’n roll og punk attituder, og gav en af disse spruldende ud-over-scenen oplevelser til folket.

Så var der navnene indenfor den såkaldte AOR genre – til tider også blot kaldt ”melodic rock”. Her kunne det konstateres at det rutinerede engelske band Magnum – der nærmede sig mainstream – og hitlister tilbage i 80’erne – stadig kunne levere det folk gerne ville høre, men så heller ikke så meget mere.

Så havde et andet engelsk band – FM – der efterhånden også har 35 år på bagen – lige lidt mere nutidigt i posen. De var opløst i perioden 1995-2007, men har siden gendannelsen udsendt hele seks album, og virker næsten mere spillelystne end nogensinde før. Deres koncert var kort sagt – en kanon koncert, hvor der blev leveret til 100 %.

Det samme må siges om amerikanske Styx, der udsendte deres første album i 1972, men stadig har Tommy Shaw, James Young og Chuck Panozzo ombord, og som med deres seneste album ”The Mission” (2017) beviste, at de rent stadig er værdige missionere indenfor en efterhånden ret mør gren på rockmusikkens stamtræ. Koncerten viste at deres bagkatalog i den grad er holdbart, og derfor må det også undre at de valgte at bruge tid på en cover version af Queen klassikeren ”Bohemian Rhapsody” ?. Den var mildt sagt overflødig, men ellers en af årets bedste koncerter på festivalen, og en af de koncerter, hvor man virkelig blev forkælet hvis man holder af masser af guitar soloer.   

Indenfor ”melodic rock” har svenskerne alle dage været noget der minder om europamestre. De har med utallige band holdt gryden i kog på et utroligt højt og professionelt plan. Ofte er det musikere, der til daglig spiller en langt hårdere type rock, men som bare også har det der bløde punkt i sig.  

Et af de bedste eksempler er The Night Flight Orchestra, der efterhånden har fire album bag sig, hvor de uden at rødme sætter stikkontakten direkte til deres kærlighed til radiovenlig rock fra slutningen af 70’erne og begyndelsen af 80’erne – ikke mindst ekkoer fra Toto og Journey høres. Bandets kerne består af Björn Strid (vokal) og David Andersson (guitar), der begge er fra Soilwork og Sharlee D’Angelo (bas) fra Arch Enemy, og de dokumenterede, at den her slags musik sagtens kan leve LIVE, og de spillede sig således sikkert ind på listen over årets bedste oplevelser.

Det gjorde de sammen med det seneste skud på stammen hinsidan. Nemlig projektet – Gathering of Kings, der i år har udsendt deres debut album, med forskellige gæstevokalister, blandt andet førnævnte Björn Strid. Deres stormfulde omgang med rockhistorien – resulterer i en gedigen AOR hardrock hybrid, som i den grad var med i opløbet om at været årets store positive overraskelse.

Samlet set er det blot at konstatere at Sweden Rock gjorde det igen. Serverede et overdådigt tag-selv-bord af nye og gamle godbidder fra rockens fuldfede katalog. De positive indtryk tog langt flest stik med hjem – også flere end dem vi kan få omtalt på pladsen her. Det voksne publikum tog igen imod med åbne tatoverede arme og varmblodige kyshænder – og ligesom Henrik Hildebrandt, har hovedparten med garanti allerede Sweden Rock 2020 skrevet i kalenderen (03-06.06.20).

Mads Kornum

Mads Kornum

Leave a Replay

  • Kun kr. 33 pr. dag for en reklameplads her på siden!

  • Scroll til toppen

    Vi bruger cookies for at kunne give dig den bedste oplevelse. Ved at bruge vores side accepterer du brugen af cookies.