Byen Norje i Sverige lagde igen i år matrikel til at metal-hoveder og rock-hjerter kunne få det helt store musikalske adrenalinsus sammen med 33.500 andre.
Programmet dækker det meste for de musikelskere, der bare ikke kan få nok rock, metal eller AOR.
Et meget mere bredt program end f.eks. hos danske Copenhell, hvor man næppe vil kunne forestille sig at der blev præsenteret navne som Styx, Magnum, FM, The Night Fligt Orchestra, Gathering of Kings, Magnum eller for den sags skyld ZZ Top.
Så derfor – som en musikalsk bredside for os alle – har vi taget os en snak med fotograf Henrik Hildebrandt om nogle af indtrykkene og tankerne fra årets festival. Han var for 17 gang inviteret med som fotograf.
Man fristes til at skrive, at han naturligvis med glæde havde noteret sig, at en del af de gamle dinosaurer stadig var med i manegen – f.eks. Kiss, Def Leppard, Richie Blackmore’s Rainbow, Saxon, og UFO. Det spændende var så hvem der så stadig havde en vare, der stadig ville være værd at lægge øregange til. Kiss har f.eks. længe lydt til at være meget tæt på dødskysset. Men lige netop Kiss overraskede alt og alle, og samlede klart det største publikum, og gav et fantastisk show og en koncert af en kvalitet, de ikke har leveret i mange år. Eneste minus var at trængslen var for stor – måske en følge af at der var lukket for mange enkeltdags-billetholdere ind i forhold til samlet kapacitet på en udsolgt festival?
Også amerikanske Disturbed var en oplevelse, og mødte stor opbakning fra et publikum, der anerkender den følsomhed, som bandet, og især sanger David Draiman også rummer. Hans budskab var klart – ”kik jer omkring – I er ikke alene” – og henviste til at flere end vi tror, har mistet nære og kære, der har været ramt af depression eller følt sig fanget af dæmoner. Selv har han mistet flere venner til sygdommen – herunder Chris Cornell fra Soundgarden. Bandet levede op til at være et det dette århundredes største amerikanske metalband, og deres første optræden på Sweden Rock i 11 år må siges at være en ren triumf.
Mens Disturbed er lyden af dette århundrede tilhører Def Leppard stadig det forrige. Men der fik de også leveret hits i så tilpas store mængder, at de stadig rækker så rigeligt. De stjal efter sigende billedet fra Bon Jovi, da de efterfølgende spillede i Danmark i Sønderborg, og det passer fint med den solide præstation, de lagde for dagen på Sweden Rock. Folket fik det de ville have – og et brag af en show, båret af den altid fornøjelige langtidsholdbare kvalitet hele vejen rundt.
ZZ Top var derimod ikke meget skæg ved, de var ligeså halvkedelige, som på Jelling Festival.
Ritchie Blackmore’s Rainbow har desværre ikke set mod Danmark siden gendannelse af det legendariske band i 2016. Om de når det er svært at spå. Richie Blackmore ligner ikke en der er blevet mere glad af igen at stå for enden af regnbuen , men han udtalte jo også for et par år siden til engelske Guardian –
”I’m not a guy who likes jamming and having fun. Music is very serious”.
Det siger en del om manden, hvis fremtoning og udstråling vel er nogenlunde ligeså sexet og karismatisk, som en paraply fra Den Danske Bank. Til gengæld kan han altså stadig spille røven ud af bukserne på de fleste – og har i chilenske Ronnie Romero – fundet en sanger, der ikke er Ronnie James Dio, men kan det han skal – og som momentvis lægger sig berigende tæt på lyden af Dio. De fleste virkede nu også glade over at han ikke har set sig alt for sur på gamle Deep Purple klassikere som ”Burn”, ”Perfect Strangers” og naturligvis ”Smoke on the Water” – og de gik ligesom vores egen Hr. Hildebrandt fra festivalen med følelsen af fået en stor oplevelse med hjem.
Joe Lynn Turner havde vidst håbet på den oplevelse det utvivlsomt ville have været for ham at blive forsanger i det gendannede Rainbow. Sådan blev det som nævnt ikke. Til gengæld gav han hele otte Rainbow numre i sit sæt, der bestemt var ganske godt og godkendt, ligesom koncerterne med andre gamle koryfæer som Saxon og UFO var det.
…………… fortsættelse følger i DEL 2
