Sweden Rock Festival kunne i år fejre sit 30-års jubilæum. 19 af årene har vores udsendte fotograf og reporter Henrik Hildebrandt været på plads. I sådan et jubilæumsår forventer man jo nok lidt ud det sædvandige, men årets program var så afgjort ikke det bedste, som festivalen har præsenteret i historien.
De umiddelbart største navne på plakaten – Mötley Crüe, Def Leppard, Deep Purple, Europe – stod alle i nostalgiens skær, om end det skal siges at de tre sidstnævnte bands alle dokumenterede, at de stadig har noget at komme med, og har deres åbenlyse nutidige berettigelse. Mötley Crüe er til gengæld stadig nok mest for dem, der holder af at høre en gammel vittighed igen og igen, og griner hver gang, og så i øvrigt ikke går så meget op i om man rent faktisk kan synge og spille når man vælger at betræde en scene.
Blueseksplosion
Nyhederne i programmet var få – måske bortset fra tilføjelsen af et par gedigne bluesnavne, der virkelig overrumplede det ellers lidt konservative rockpublikum. Både den unge amerikanske sanger og guitarist Christone “Kingfish” Ingram og danske Thorbjørn Risager med hans fabelagtige band The Black Tornados – tydeliggjorde at det også er All right at have the blues på en rockfestival.
”Kingfish” spillede røven ud af bukserne med et følelsesladet og personligt guitarspil, der gjorde det forståeligt for alle vidner, hvorfor den bare 24-årige komet er blevet kaldt “den næste blueseksplosion” af ingen ringere end legenden Buddy Guy.
Der har næppe været mange blæsersektioner i festivalens 30-årige historie, men det ville Risager & Co da blæse på, og de beviste at så længe det swinger er det underordnet om inspirationskilden hedder ZZ Top, B.B. King eller The Rolling Stones.
De blå toner sneg sig også undervejs ind i den dejligt møgbeskidt tunge bluesrock som amerikanske CLUTCH leverede ganske overbevisende trods en sidste øjebliks udskiftning af deres bassist, der måtte blive hjemme af familiære årsager.
Fotoforbud
Det er ikke blevet lettere med tiden at lave gode fotoreportager fra festivalen. F.eks. havde bands som Mötley Crüe, Iron Maiden og Def Leppard nedlagt foto forbud, på nær for nogle få særligt udvalgte.
Men ellers fungerer festivalen stadig fantastisk. De har styr på det de svenskere. Der er generelt pænt og ryddeligt, og der er et bredt udvalg af god svensk mad – b.la kan man købe lækker og smagfuld elg, hjort og vildsvin kød. Til gengæld er det nok også efterhånden en af verdens dyreste festivaler at opholde sig på.
Priserne havde igen fået et tak op både på indgang og mad, og det samtidig med at der er blevet lukket flere publikummer ind. Årets deltagerantal var rekordstort – hele 43.000 gæster skulle deles om pladsen. Et mærkbart minus, som gik en del ud over den ellers så velkendte afslappede Sweden Rock festival hygge, og gjorde det markant sværere at komme frem og tilbage mellem scenerne.
Noget at komme efter
Men når det sagt, var der selvfølgelig stadig masser af gode oplevelser at komme efter. Australske Airbourne skjuler ikke at de gerne tager stafetten op fra AC/DC, og det skal de bare blive ved med, især hvis de kan fortsætte med at levere så intenst et liveshow.
Landsmændene fra Wolfmother henter mere deres inspiration fra bands som Black Sabbath og Led Zeppelin, men har i sangeren og guitaristen Andrew Stockdale den slags fanebærer for den moderne udgave af den old school hard rock, at det er åbenlyst at dette band både kan og vil selv. .
Norske Wig Wam beviste heldigvis at de var mere end lidt for meget sminke og glimmer, og lod deres iørefaldende glam metal eller måske rettere ’puddelhunderock’ folde sig velspillet ud.
Velspillende var ellers legendariske Lita Ford desværre ikke. Hun startede sin karriere i The Runaways kun 16 år gammel, og udgav sit første soloalbum for efterhånden 40 år siden. Siden har hun inspireret et hav af guitarister i sin lange karriere, men her på Sweden Rock virkede hun mest af alt lidt uinspireret – ligesom vokalen bestemt ikke holdt tidligere tiders niveau. Måske derfor hun næsten snakkede mere end hun sang.
British Lion er lidt af et ’vi skal se giraffen’ band. I dette tilfælde på grund af Iron Maidens bassist og leder Steve Harris. Bandet er et sideprojekt som han har kørt siden 2012. Lyden er ægte britiske heavy metal med sanger Richard Taylors unikke vokal, som et es, og så selvfølgelig Harris’ endnu mere unikke basswing. Men når alt kommer til alt, så lød det nu mest som en lidt tynd udgave af Iron Maiden.
Også hos VENDED var der et par giraffer at tjekke ud for vores udsendte reporter. Bandet består nemlig blandt andet af sangeren Griff Taylor, og trommeslager Simon Crahan, der begge har en far der spiller i selveste Slipknot. “Vi har ikke arvet vores forældres talent. Vi fandt vores eget,” har Griff Taylor dog tidligere udtalt, og det lød rigtigt, selvom det da var til at høre hvilken slags musik de har fået ind med modermælken.
Ingen rockfestival uden et effektivt tysk indspark for de udvalgte. Efter mange år som sanger og central figur i Accept er Udo Dirkschneider en af de største legender inden for tysk heavy metal. Siden sin første afgang fra Accept i 1987 har han dog fået yderligere opmærksomhed med sin egen karriere under navnet U.D.O. Han leverede varen som den mester han er indenfor genren. Indimellem mindede det nærmest om Rammstein, og så gør det jo ikke dårligere, når musikken er godt krydret med masser af godt guitarspil.
Hjemmebanefavoritter
Crown er et nyt Melodic – AOR-band, som har samlet medlemmer fra de svenske bands Europe, H.E.A.T, Poodles, Dynazty samt Alexander Strandell fra Art Nation. De har udgivet et enkelt album, og denne koncert var rent faktisk en offentligt debut, og det lød ganske lovende. Der var noget at smile ad.
Lovende kan man næppe kalde Europe længere. Til gengæld er de både leve- og leveringsdygtige. De udsendte deres første album for efterhånden 40 år siden, og har siden været fast leverandør af et flot show med masser af melodiske sange, og sådan var det også i år. Og ligesom da vores udsendte så Europe første gang i 1983 sluttede bandet selvfølgelig af med “The final countdown”.
Danske Mike Tramp er populær i Sverige, og har optrådt flere gange før på Sweden Rock festival. Så også han kunne med sit band så på scenen med følelsen af hjemmebanefordel med sit “Songs of White Lion” sæt. Et sæt der var afprøvet dagen før på Karosserifabrikken virkede til at give publikum præcis den oplevelse de havde håbet på. Et nostalgisk trip leveret i nutidens rammer.
At holde niveau kan være en svær sag, især når man undervejs skifter ud i bemandingen. H.E.A.T fra Upplands Väsby blev en øjeblikkelig AOR-sensation med deres 2008’s selvbetitlede debut. “H.E.A.T” med Kenny Leckremo, som en sanger i absolut verdensklasse. Senere afløstes han af den lige så suveræne Erik Grönwall, og han løftede bandet til nye højder. Han er i dag i front hos Skid Row, mens Kenny Leckremo er tilbage hos H.E.A.T. Deres koncert forblev dog her en skuffelse uden den rette tænding.
De tunge drenge
Gode gamle Deep Purple spillede helt fantastisk, og selv om Ian Gillan skulle have masser af pauser kunne han stadigvæk levere, og bandets nyeste medlem, guitaristen Simon McBride, var en oplevelse i sig selv, og understregede at han er et ‘perfect match’ til et band, der aldrig har været bange for at skifte ud. Denne opsætning må de dog godt holde ved et stykke tid. Det spiller.
Blue Öyster Cult debuterede fire år senere end Deep Purple, og har således også passeret deres 50 år jubilæum. De regnes for et af USAs mest klassiske hardrockbands nogensinde, og har stadig de to originalmedlemmer sangerne/guitaristerne Eric Bloom og Buck Dharma som de bærende kræfter. Det var nu tydeligt at kræfterne ikke er hvad de har været, men de kan endnu, og gav en af den slags oplevelser, der vil blive husket.
Det vil koncerten med et af de bedste candiske melodiske hardrock bands Coney Hatch bestemt også, og det ikke mindst takket været den karismatiske frontduo bestående af Carl Dixon (vokal, guitar) og Andy Curran (vokal, bas). Sidstnævnte har også gjort sig som soloartist, mens Dixon også har været med hos April Wine og Guess Who.
Næste år afholdes Sweden Rock i dagene 5.-8. juni 2024. Og selv om Henrik Hildebrandt i år ikke var udelt begejstret, så kan du være sikker på at han står der for 20’ende gang. Lad os håbe det jubilæum for alvor spiller.
