Lad os indledningsvis slå fast. Bandet her er pære danske, alt efter hvordan man nu lige definerer den slags nu om dage. Tre af medlemmerne – Christen Brunsgård, Peter Ole Pedersen og Klaus Møller kender hinanden fra det psykedeliske rock band Elevatorfører – og dertil er tilføjet et rent all-star sammentræf af kapable musikere i form af Palle Hjort, Rasmus Skov, Tobias Lange, Henrik Poulsen.
Christen Brunsgård er normalt trommeslager i Elevatorfører, men i Sweet Pete & The Land Band er han sanger og manden, der har skrevet musikken – mens Peter Ole Pedersen har skrevet de malende og billedrige tekster. De to var på et road-trip til USA, og der kom inspirationen til at bruge landskabet og konkrete steder som pejlemærker i teksterne – både for det indre sjæleliv og de ydre identitetsskabende faktorer. For hvad vil det sige, at komme fra et bestemt sted? Hvad får man ud af at befinde sig der og hvordan afspejles det i en? Peter Ole Pedersen har uddybet det således overfor Side 33 –
”Landskabet og stederne i de sange Christen Brunsgård og jeg har skrevet sammen er helt integreret størrelse, der både fungerer som refræner, man kan synge med på og som bryder sangenes fortællinger. Nok har størstedelen af de steder, vi nævner, en konkret forankring i Amerika og mere specifikt Texas, men vores mål har været at opløse dem til mytologiske steder, som lytterne selv kan lade med deres egne erfaringer”.
Missionen er vellykket. Nok serveres de store fortællinger i et musikalsk baggrundstæppe, som Flying Burrito Brothers, Poco og Neil Young m.fl. alle har siddet på, men bandet har evnet at skabe et rummeligt album med stor sammenhængskraft og en hørbar personlig øremærkning.
For at citere afslutningsnummeret på albummet ”Same but different”. Det er lige netop sådan albummet er. Det hele er måske hørt før, og vel også beskrevet før. Bare ikke lige med disse øjne og de her kreative og krøllede energier.
”Same But Different” og ”Country Underground” tåler rent faktisk sammenligning med de største indenfor country-rocken. De to sange – der slutter albummet – er de rene mesterværker. Sidstnævnte nummer er på det klassiker niveau, som Neil Young desværre ikke helt har kunne finde op til de sidste mange år. Havde resten af numrene samme standard, så ville der med sikkerhed for første gang i Side 33’s historie være krediteret med 6 LOGOER i karaktergivningen.
Det er det dog ikke helt tilfældet. Men de ni velskrevne og velspillede numre er alle interessante og lytteværdige – og øregangene forkæles på hele turen med velvalgte doser af elektrisk guitar, pedel-steel, piano, orgel, banjo m.v.
Om man kommer til at holde af bluegrass versionen af Bruce Springsteens ”Cadillac Ranch” er nok en temperamentssag. Til gengæld er det svært ikke at blive nysgerrig på hvem sangskriveren Ron Elliott, der er manden bag albummets andet covernummer ”All Time Green”, egentlig er. Fantastisk nummer – der selvom den er rykket nænsomt væk fra originalen, i den grad lyder som den klassiker, den er i de rigtige kender-kredse.
De fleste numre får den tid et nummer skal have for at folde sige ud, og fire numre fryder med en spilletid på over fem minutter – og er ikke et sekund for meget.
Pladen har den eviggyldige kvalitet, at den åbner sig mere og mere for hver gang man hører den igennem. Når først støvet har lagt sig, kan man fornemme de mange lag, spor og dybder i det univers, der opfanges og omfavnes af en ægte kærlighed til country-rocken og til livets mangfoldige fortællinger. Det er da værd at tage med!
