TEARS – ”Binging, Bragging, Bitching”

”Tårer bliver næsten til guld på gennemført og personligt rockalbum"

Hvad der i 2015 startede som sangskriverens Jeppe Grønbæk Andersens soloprojekt, har med tiden udviklet sig til fuldvoksent rockband, der udover Grønbæk selv på vokal og guitar, består af Patrick Kociszewski på guitar, Anders Ahle på klaver og Lasse Kolding på klaver. Sammen kalder de sig Tears, og er nu ude med albummet ”Binging, Bragging, Bitching”, der er et åbenhjerteligt rockalbum, der kort og godt byder på 10 numre med masser af alternative tvists på bare 26 minutter.

Ifølge bandets pressemeddelelse udvikler albummets numre sig kronologisk i en balance mellem det patosfyldte og det selvironiske. Åbningsnummeret ”God, Trouble, Pain” går da også lige i kødet på den udtalelse med denne indledende lyrik, der ikke lægger skjul på, at vi har at gøre med en sangskriver, hvis liv ikke peaker i øjeblikket:

”Helplessly on the floor

Knocking on heavens door

You don’t realy care for me, do you”

Heldigvis får det patetiske aldrig overtaget. Heller ikke i åbningsnummeret, hvor selvironien kommer til udtryk gennem sin opløftende 3/4 taktart, der gør nummeret til noget så sjældent som en rockvals. En stemning der føres direkte videre til albummets efterfølgende numre, ”Maybe it’s time for a dance” og ”My Father, My Mother, My Sister, My Lover”, der begge hører til blandt de mest charmerende skæringer på udgivelsen.

Først på det fjerde nummer ”Losing One (Half the Fun)”, bryder bandet med det valsede udtryk og bevæger sig over rockens klassiske 4/4 takt. Alligevel bliver det også her alt andet end klassisk rock. I ægte Johnny Cash stil har nummeret en nærmest galoperende fremdrift, hvor Lasse Kolding på trommer leverer et simpelt men super effektfuldt lydbillede til albummets korteste nummer, hvor det mest iørefaldende er koret, der uhøjtideligt gentager sætningen Drinking whiskey will not help me.

At Tears også er i stand til at stand til at skabe klassisk rock, er balladen ”Never Again” et klart eksempel på. Nummeret indledes af Anders Ahle og Patrick Kociszewski, der på henholdsvis klaver og guitar formår at skabe en fusion mellem de to instrumenter, der på dragende vis leder videre til den skrøbelige side af Grønbæksk karismatiske stemme, der albummet igennem har ligget latent under overfladen. ”Never Agian” er en vaskeægte rockballade, der giver albummet et tiltrængt afbræk fra dens tydelige selvironi. 

”Binging, Bragging, Bitching” er både fandenivoldsk, selvironisk og gennemført fedt. Og på albummets afsluttende titelnummer, giver Grønbæk det sidste han har i sig, på et nummer han selv kalder et punktum på en tilværelse fuld af druk, sorg og selvmedlidenhed.

”I’ve been bingning, bragging, bitching all my tears away

I’ve been far too drunk too care about the better yesterdays

I’ve been drinking, lately thinking why you threw it all away

Why you took not one life but two of them

And fucked me once again”

Ja, selvmedlidenheden er til at få øje på i ovenstående lyrik. Men bare rolig, det bliver aldrig for navlebeskuende eller uudholdeligt at lytte med, når Grønbæk krænger sit inderste ud. Dels fordi, han aldrig glemmer den ironiske distance til sit selvhad, og ikke mindst fordi han er omgivet af et fremragende band, der uden at ødelægge budskabet, formår at skabe en vidunderlig kontrast til det melankolske. Hele tiden leges der med balancen og kontrasten mellem det rå og patetiske – og det fungerer til næsten topkarakter.

Udgivelsesformat: LP/digitalt
Udgivelsesdato: 12.03.21
Label: Part Time Record
Genre: Rock

Leave a Replay

Udgivelsesformat: LP/digitalt
Udgivelsesdato: 12.03.21
Label: Part Time Record
Genre: Rock
  • Få en banner via “Fællesskabet Side 33”

  • Følg os her

    Vil du være en del af ”SIDE 33"?

    Få Nyhedsbreve og andre fordele. Skriv dig op her, og hør nærmere.

    Scroll til toppen

    Vi bruger cookies for at kunne give dig den bedste oplevelse. Ved at bruge vores side accepterer du brugen af cookies.