Teaterkoncert: C.V.Jørgensen – Aveny-T. – 05.03.21

CV_Kasser

Fotograf: PRESSEFOTO

”En teaterkoncert af imponerende visuel styrke med en blanding af garvede og nye talenter i et ligeværdigt fællesskab”

”Endeløse hegn
Fremmedartet regn
Hvor går man hen når alt går ned”

Sådan begynder C.V. Jørgensen-sangen ”Kort Proces”, og sådan begynder teaterkoncerten bygget over C.V.´s tekster. Fremsagt med en patos, som gjorde at teksten pludselig fremstod som en hyperaktuel kommentar.

Sådan var teksten aldrig tænkt, og det var tilfælde at den i mit hoved en lørdag i marts fremkaldte følelsen af afmagt i forhold til Ukraine-krigen.

Det er det som C.V.Jørgensens tekster kan, når de er bedst. Være katalysatorer for hvad man følelsesmæssigt går og roder med.

Denne eftermiddag måtte jeg dog lade al fortolkningsenergi være overladt til de ni syngende, dansende, gennemkoreograferede musiker-skuespillere på scenen. Og deres bagmænd.

I teaterkoncerten får teksterne mange forskellige udtryk, alt efter hvad instruktør Nikolaj Cederholm, kapelmester Kåre Bjerkø og scenograf (og teaterdirektør) Jon Stephensens humør er.

Selvom det er teater, så har de ikke forsøgt at finde en rød tråd eller skabe nogle gennemgående karakterer. Det er et bredt udsnit af CVs tekster fra 1974 til 2002. Næsten 30 års skiftende CV-humør repræsenteret i 30 forskellige tekster. Med en konstant skiftende scenografi med overraskende lyseffekter, atletiske sangere og musikere, drejescene, bevægelige kasser og et fascinerende flagrende bagtæppe. Med en blanding af garvede musikere og nye talenter i et ligeværdigt fællesskab.

Teaterkoncerten er en koncert af imponerende visuel styrke, som burde være noget mange livekoncerter-arrangører ville kunne lære meget af. Tag bare ti procent af den scenografiske idérigdom og kostumedesign og det vil give et pift til mange orkestre. Der skal ikke meget til. Se bare på Jonah Blacksmith, der har formået at skabe en stemning omkring et folk-rockorkester ved at tage udstoppede dyr, gamle standerlamper og lignende med på scenen.

De samme ni mænd og damer på scenen udgør også et yderst velspillende orkester der får sat gang i mange forskellige arrangementer, der ofte ligger langt fra originalerne. Men det har C.V. Jørgensens egne live-fortolkninger også ofte gjort igennem tiden. Jeg husker de første koncerter med hans ganske lille band i midt halvfjerdserne som rene rock-fester og frem til de mere flydende lapsteel- og flygelhornsinficerede koncerter i nullerne. Kapelmester Kåre Bjerkø har i teaterkoncerten givet mere tryk på festen og andre gange doceret både banjo og violin. Det er ikke altid til at genkende originalerne, og det kan måske virke respektløst overfor C.V.s oprindelige melodier, men man bliver revet med. Teksterne står stadigvæk lysende klart, og de meget forskellige sangere skaber hver deres personlige fortolkninger.

Dermed er der skabt nyt liv til C.V. på præcis samme måde som bagmændene Cederholm, Bjerkø og Stephensen begyndte deres teaterkoncertkarriere på samme teaterscene i 1994 dengang det hed Dr. Dantes Aveny.

Dengang var det også en kombination af nye unge musikalske skuespiltalenter og garvede (Caroline Henderson, Troels Lyby, Jimmy Jørgensen), der uden seler og livrem fik lov til at kaste sig over den danske musikarv – dengang Gasolin. Jeg var lige så imponeret og forbavset over det visuelle overskud dengang for næste 30 år siden, som jeg er i dag. Selv efter et utal af teaterkoncerter med blandt andre Beatles, Dylan, Beach Boys, Kim Larsen og Nick Cave som omdrejningspunkt.

For efter et par timer fik jeg svaret på ” Hvor går man hen når alt går ned”. Man går til teaterkoncert.

Holdet bag:

Laust Sonne (sang, guitar, trommer), Mark Linn (sang, guitar m.m.) Nana Schwartzlose (sang, bas m.m) Carl-Christian Riestra (sang, trommer m.m.) Simone Tang (sang, banjo m.m.) Sofia Hedia (sang, guitar m.m.) Johan Klitgård (sang, violin m.m.), Stanley Bakar (sang m.m.) og Fanny Leander Bornedal (sang, EWI, m.m.)

Koncept og iscenesættelse: Nikolaj Cederholm 
Musikalske arrangementer: Kåre Bjerkø
Scenografi: Jon Stephensen 
Kostumedesign: Line Bech
Lysdesign: Sune Verdier
Koreografi: Anja Gaardbo

Forestillingen spiller på AVENY-T frem frem til 13.april. Varighed: 2×45 minutter med 20 minutters pause

Sange:

Kort proces

Blåt blod til alle

På en fortovsrestaurant

Det ganske lille band

Senior & søn

Spildte bedrifter

Det si’r sig selv

Manden med pistolen

Bellevue

Datadisciplin

Hotel Hallelujah

Vennerne & mig

Elisabeth

På den trettende dag

I dag men ikke i morgen

Dagdriverdrømme

Neon nok

Det regner i mit hjerte

I skyggen som jeg plejer

Pligterne kalder

Sæsonen er slut

Altmuligmanden

Amor & den sidste pil

En stor dag

Det rene hetleri

Indian Summer

Entertaineren

Kolde gys kort proces
Stok & sten S.O.S.
Lykkeland på vand & brød
Hån & had og åndenød
Rejser uden pas
Byer uden plads
Hvor går man hen når alt går ned

– Fra “Kort Proces”
Claus Vittus

Claus Vittus

Leave a Replay

Scroll to Top

Vi bruger cookies for at kunne give dig den bedste oplevelse. Ved at bruge vores side accepterer du brugen af cookies.