En fra starten veloplagt Sharleen Spiteri med et totalt overskudsagtig tag på og blik for publikum nævnte det selv – ”Tænkt at det allerede er 33 år siden at vi udsendte Southside”!
Ja, dette skulle have været en fejring af 30-års jubilæet for det debutalbum, der udkom i foråret 1989. Men så kom en pandemi forbi, og alting blev anderledes. Derfor har de fleste i en udsolgt Amager Bio ventet hele to år på denne koncert – og i mellemtiden har Texas da også fået udsendt et nyt album ”Hi”.
Lad det være sagt med det samme, forventningens glæde blev ikke den største. Vi er alle i samme båd, og er blevet ældre i mellemtiden. På sin ligefremme og storcharmerende facon og med den skotske accent kunne Sharleen Spitiri undervejs da også bare erkende at hun jo selv efterhånden er passeret de 54, og derfor måtte have tekster liggende til nogle af de gamle sange, som hun nærmest ikke har spillet siden deres første tour.
Denne aften fik vi som det første sæt alle numre fra debutalbummet i rækkefølge (eksklusiv det instrumentale titelnummer). Her var Sharleen Spiteri siddende – og ganske afslappet klædt i cowboyjakke og orange tophue. Til gengæld blev de 10 numre leveret med et stilsikkert overskud, som kræver både gode holdbare sange og en sanselig modenhed. Fremførelsen i det 55 minutter lange sæt beviste for mig, at “Southside” er et album, der fortjener en plads højt på listen over alle tiders bedste debutalbum.
Sharleen Spiteri snakkede meget (hendes egen udlægning) men hun gjorde det med relevans, opmærksomhed og humor, og konstaterede køligt med et varmt blik – ”hvis du kun vil høre musik, og som du kender den, så bliv’ hjemme og hør pladerne”.
‘Support act’ stjal billedet
Den humørfyldt og bramfrie kommunikation kørte på skinner, og efter at ”I Don’t Want A Lover” (akustisk udgave), ”Tell Me Why” og ”Everyday” var blevet serveret som smagfulde og genkendelige godbidder var hun klar til at ’afsløre’ aftenens hemmelighed.
De fem på scenen – udover Spiteri, Tony McGovern på guitar, Johnny McElhone på bass, Eddie Campbell på keys og så bandets nyeste medlem Cat Myers på trommer – var nemlig blot ’support bandet’ Texas for hovednavnet Texas (der blev udtalt med anden accent), og de havde vidst lidt af en ’bitsch’ som sanger (igen hendes egen udlægning). En morsomhed, hun vendte tilbage til, og som fungerede bedre end den måske lyder på papiret.
Albummet blev foldet ud i sin helhed, med fede anekdoter om blandt andet besværlighederne med at få albummet færdigt, om manglende penge til et gospelkor, uenigheder med pladeselskabet om singlevalg osv. I en af disse længere fortællinger var der en lille skare, der synes at deres ’amagerkanersnak’ var mere interessant end at lytte til det band folk var kommet for at høre. De talte så højt, at Spiteri prompte fra scenen på sin venlige og direkte facon lige måtte høre om hun måtte fortsætte. Så blev der ro. Klasse.
Klasse var også over udgaven af ”Prayer for You”. Deres ‘gospelsang’, der dog var indspillet uden kor for det var der ikke råd til dengang. Efterhånden blev det klart at det måske slet ikke var de mest kendte åbningsnumre, der i virkeligheden var de bedste. Selv havde jeg næsten glemt hvor fuldfedt et nummer ”Faith” er – og hvor iørefaldende ”Thrill Has Gone” og ”Fight the feeling” tager sig ud. Simpelthen oplagte hitsingler.
Det er Spiteri og McElhone, der er bandets grundlæggere og de bærende kræfter, og dem der i alle årene har været de primære sangskrivere. McElhone’s basgange og næsten underspillede drive virer hele vejen igennem til at være bandets andet es, og den afgørende puls, det samlende kit.
Generelt er det en sammenspillet enhed vi ser på scenen. Campbell kom med i 91, og McGovern i 99. Den oprindelige guitarist Ally McErlaine, der i 2009 blev ramt af en alvorlig hjerneblødning – er stadig med omkring bandet og det seneste album, men er ikke med på den aktuelle tour.
Campbell lægger op til den fest, som andet sæts hitparade bliver, ved i det mesterlige ”One Choice”, at tilføje noget ultralækkert og fængende Stevie Wonder-ish keys, samtidig med at nummeret også prydes med lækre guitarklange fra McGovern.
”Han er også den eneste i bandet, der har fået nyt instrument op til turen – det forpligter”, som Spiteri senere sagde om McGovern i en af hendes mange skønne sidebemærkninger.
Herefter fulgte en 25 minutters pause, hvor jeg kunne tage en tur ned på min egen indre ‘Memory Lane ‘inden hovednavnet Texas kom på.
Memory Lane
Selv så jeg nemlig Texas for første gang den 4. juni 1989 på Montmartre i Nørregade i København. Det var også bandets første koncert i Danmark, men siden har de været en skattet gæst ved lejligheder, og de har blandt andet gæstet de fleste større danske festivaler. Også Roskilde Festival tilbage i 1992. Den koncert stod ikke helt så klart for mig i erindringen, som den minderige aften på Montmartre, men fra det gamle program kan jeg se, at jeg var der, at jeg så dem, og havde noteret at deres koncert var til et ‘4 tal’ ud af 6 mulige.
Men OK det var også søndag, ovenpå en historisk god festival med store stunder sammen med Tony Joe White, Janes Rejoice, Chris Whitley, Pearl Jam, Youthu Yindi, EM FINALEN på storskærm, Nirvana, Steve Wynn, Buffy Sainte-Marie, David Byrne, Johnny Madsen, Liltte Village, og Crowded House. Texas var klemt ind mellem de to sidstnævnte. Måske også lidt hårde odds. I dag kom vi noget højere op på karakterskalaen.
De bedste band er måske også dem der kommer igennem ’against all odds’. Texas har haft deres op- og nedture i karrieren, der som nævnt startede med at ”Southside” – efter en hård fødsel – blev en pæn kommerciel succes. Bandet kunne dog ikke holde fast i hverken momentum eller publikum på deres efterfølgende to album, som da næppe bliver markeret synderligt for deres 30-års jubilæer, selvom de rent faktisk begge rummer masser af glimrende numre.
Vi fik da heller ikke nogen numre fra de to album i andet sæt, der ellers indeholdt hele 12 numre + 3 ekstra numre, fordelt over i alt 75 minutter.
Det store kommercielle comeback fik Texas i 1997 med albummet ”White on Blonde”, der indeholdt klassikere som ”Say What You Want”, ”Halo” og ”Black Eyed Boy” – og så kørte de ellers på den store klinge i de kommende 5 år med flere hit træffere fra albummene ”Hush” og ”Greatest Hits”.
Otte numre fra disse tre album fik vi – og otte numre, der gjorde det helt tydeligt, at Texas indgansnøgle nu var soul-pop fremfor rodfyldt highland-rock med og blåtonede nuancer.
Jeg ved godt, hvad jeg foretrækker, men det ændrer ikke på det faktum at kvaliteten HELE VEJEN igennem er langtidsholdbar, hvilket en temperaturmåling i en saunavarm Amager Bio uden skygge af tvivl ville kunne dokumentere.
Varme pop-korn og fællessang
For det blev lige præcis den fest alle nok havde drømt om. På scenen var stolen nu fjernet og Sharleen Spiteri var klædt om til et farverigt velour jakkesæt, der hurtigt viste sig så varmt at hun kunne konstatere, at hun da vidst skulle være i dobbelt så god form næste gang hun kom forbi. Det ene ‘pop-korn’ afløste det andet, og selv de tre nye numre fra ”Hi” var publikum helt med på. Numre som ”Mr. Haze og ”Let’s work it out” var tæt på ABBA i sin sound (og det en ros), og fik sat hele salen i omdrejninger med variable danse moves fra første til bagerste række via balkonen.
Spiteri er skiftevis fræk som en slagterhund, kæk og dejligt jordnær når når hun rækker ud til og spiller op med publikum – til fællessang, til klap og til dans. ”Er det alt hvad I kan” siger hun da der ikke helt synges igennem på ”When We Are Together”. Og så synges der igennem, så man kan mærke og høres, at fællesskabet stadig har vokseværk.
Men det hele er ikke bare fest. Et af de tre nye numre er ”Unbelievable”, som er en tilbagelænet eftertænksom hyldest til alle dem der bar mest i pandemi tiden, sygeplejersker osv. Egentlig ingen stor sang, men selvfølgelig en væsentlig sang i den tid vi er i nu. Den afløses af ”On Demand” – i en akustisk udgave, som kun kan være valgt for at alle lige kunne få luften igen før en finale af uhørt vellykkede dimensioner, og for at der kunne blive anledning til at vise hvor meget publikum kan lyse med mobilerne.
Herefter indtraf andet sæts højdepunkt for mig. En tændt udgave af ”The Conversation”. Titelnummeret fra albummet af samme navn fra 2013 – hvor McGovern for første gang i dette andet sæt virkelig fik anledning til at vise at hans guitarer er til andet end pynt.
Herefter kørte Texas den hjem med en ren ‘HIGH FIVE’ afslutning med ”Inner Smile” og ”Say What You Want”, hvor publikum, som kor for alvor peakede, og derefter ekstranumrene ”I Don’t Want a Lover” (nu i elektrisk udgave), ”Black Eyed Boy” og til sidst covernummeret ”Suspicious Minds”. Og kender man ikke ”Suspiscios Minds”, så kan man lige så godt gå nu! – sluttede Spiteri uden omsvøb af med at sige, inden McGovern lagde tonerne an til det velkendte og klassiske riff.
Efter i alt 2 timer og 20 minutters koncert stod det klokkeklart, at Texas fortsat er en velfungerende helhed, der har skabt så mange langtidsholdbare rock og pop numre, at de hverken behøver fyld eller farver – altså lige fra lidt lilla velour og en orange tophue.
Sharleen Spiteri ejer scenen fra start til slut, og man frydes når hun står der i et sanseligt mellemspil i ”Suspicious Minds”, og bare ligner en der elsker at både yde og nyde. Hun besidder et vokalt overskud, som mange yngre kollegaer skal stå tidligt op for at matche. Men måske vigtigst af alt, så stråler hun med et voksent udtryk, der for mig rent faktisk gør lige så meget indtryk, som dengang jeg for første gang blev fuldstændig musikalsk nyforelsket – dengang for 33 år siden.
Texas giver yderligere en dansk koncert, den 27 april på Train i Århus. Koncerten er UDSOLGT.
SÆTLISTE
1. sæt
I Don’t Want a Lover (acoustic)
Tell Me Why
Everyday Now
Prayer for You
Faith
Thrill Has Gone
Fight the Feeling
Fool for Love
One Choice
Future Is Promises
2. sæt
Summer Son
Halo
Hi
In Our Lifetime
Mr Haze
Let’s Work It Out
When We Are Together
Unbelievable
In Demand (acoustic)
The Conversation
Inner Smile
Say What You Want
Ekstra:
I Don’t Want a Lover (electric)
Black Eyed Boy
Suspicious Minds
