Den Grå Hal på Christiania er et af Københavns legendariske spillesteder. Det er en stor gammel ridehal for militæret bygget for 130 år siden, som ligner en mindre udgave af Københavns Hovedbanegård.
Denne aften er den fyldt til randen. Det er varmt og svedigt, og omkring mig står vist kun svenskere. Nogle af dem har fulgt sangeren Joakim Thåström på scenen igennem årtier.
Fra dengang han var centrum for Sveriges store punkband Ebba Grön. Allerede dengang tabte Thåström sin kærlighed til Christiania. De besøgte både Rockmaskinen og Den Grå Hal i starten af firserne. På det tidspunkt lød de mest som The Clash.
Senere kom han til Den Grå Hal med endnu et af Sveriges store rockbands Imperiet, der kan nærmest sammenlignes med Nick Cave and the Bad Seeds.
En af Imperiets sidste koncerter var i Den Grå Hal i 1988, hvor hele bygningen nærmest blev sat i svingninger til både store rocknumre som ”Bibelen” og ”Staten & Kapitalen”, men også covers af Doors og Sveriges musikperle indenfor for politisk engagement Hoolabandola Band.
Thåström har altid haft en forkærlighed for at hylde sine store forbilleder ved enten at spille coverudgaver eller nævne dem i sine sange. Som f.eks. The Clash eller Gun Club´s sanger Jeffrey Lee Pierce.
Denne aften I Den Grå Hal kommer det første højdepunkt, da Thåström med sin hæse men kraftige stemme synger ”Ingen sjunger blues som Jeffrey Lee Pierce” i en manisk og eksplosiv udgave med ham selv på mundharmonika, og hans tæt sammenspillede band – alle stående i skiftende blåt og rødt modlys – bølger frem og tilbage med største lydtryk.
Koncerten topper flere gange og ofte efter at have bygget sangene og musikken op i fællesskab. Det er ikke solisterne der træder frem. Det er bandet og så Thåström i front, dog sjældent i spotlys.
Mine svenske naboer til koncerten kender alle sangene, og jeg synger også med (da jeg er kvart-skåning) på de genkendelige sange, fra for eksempel Imperiet-tiden med numre som”Du ska va President”. En sang der i sin klare besked minder om Bowies ”Heroes”. Om at tro på at man er noget, selvom man er på bunden af samfundet. Den sang jeg allerede med på dengang i 1988, da jeg så Imperiet i Den Grå Hal.
”Nånstans nere i bunkern dunkar hammarslagens sång
Om hur solen värmer kroppar efter vintern lång
… Men du vet väl att
Du ska va president, du ska va miljonär”
Thåström fortæller ofte historier fra de steder han har boet eller været i sit liv. Fra Berlin, København, Mexico og svenske småbyer, som f.eks. i endnu et af aftenens højdepunkter for mig. Den geniale fortælling ”Kort biografi med litet Testamente”
”Jag såg The Clash på stora hotellet i Örebro
Sen blev det aldrig bättre än så
Jag har blivit mordhotad på båt på väg till Marocko
Blivit förälskad på ett hotell i Alingsås”
Joakim Thåström har formået at holde fast i de registrerende fortællinger om skæve eksistenser, der kæmper med dagligdagen. Han lytter på væggen og hører, hvad der sker hos naboen. Han sidder til vejfesten og hører på sine naboers klynk. Det kan så blive til en sang f.eks. ”En främling overalt” fra den geniale hjemstavnsfortælling ”Skebokvarnsgatan 209”, der denne aften i Den Grå Hal bliver sat i gang med en droneagtig lang passage, hvor bandet banker rytmen helt ind i kroppen på publikum. Og så falder der ro over det hele, og Thåström tager en akustisk guitar og stille og roligt synger historien om en fyr der skulle have været tandlæge engang, men endte i militæret:
”Han rökte röda Commerce utan
Hans far hade varit stins i Laholm
Han skulle visst bli tandläkare
Men han hamnade i armén”
Thåström følte sig hjemme denne aften i Christiania. Her er de skæve eksistenser, der har the blues. Han virker selv utilpasset på scenen, sådan som han manisk vandrer frem og tilbage, med udstrakte arme som om han ønsker sig at være en fugl med baskende hænder, indtil han stopper og læner sig op af mikrofonstativet for at hvisle, hvæse ordene ud.
Jeg ved ikke om Thåström har ”the blues” denne aften. Han ser glad og tilfreds ud i pauserne mellem numrene, men der er ingen tvivl, når musikken går i gang. Så er han fuldstændig inde i sit og sangens univers. Og ingen sjunger blues som Joakim Thåström denne aften.
Sætliste:
Isbergen
Beväpna dig med vingar
Ungefär så här
Fan Fan Fan
Ingen sjunger blues som Jeffrey Lee Pierce
Slickar i mig det sista
Främling överallt
Som mästarna målat himlen
Blues i Malmö
Stjärna som är din
Stora långa gatan
Kriget med mig själv
Södra Korset
Du ska va president
Kort biografi med litet testamente
Blå himlen blues
—
Papperstunna väggar
Dom som skiner
—
Old Point Bar
Alltid va på väg
CC Cowboys
Centralmassivet
