“This is the place for miracles
The most lavish, the most exclusive place
In the world, where you
The viewer can go from fan of the action
To star of the action”
Sådan indledes det eventyr som albummet ”Celestial Dreams” reelt er. For historien bag dette album er ganske usædvanlig, og den vil vi komme nærmere ind på i et opfølgende interview med bandet. Men for at gøre en lang historie kort, så skulle der altså gå hele 36 år fra at det første demobånd blev indspillet til der lå et debutalbum fra The Act klar – og der skulle gå cirka 10 år fra bandet mødtes første gang i 2010 efter næsten 25 års pause. Og da indspilningsprocessen endelig kørte fra 2013, så ville skæbnen at bandets kreative kerne – sanger og keyboardmand – fyrtårnet Jan Langhoff pludselig døde den 10. juli 2017.
Men lad det være sagt med samme. Det har været ventetiden værd, og ikke mindst er det værd at bemærke at resultatet er et forbløffende tidløst album, der ingenlunde føles forældet i hverken indhold eller udtryk.
Åbningsnummeret ”Miracles” er lyden af progressiv rock a la SAGA, Genesis, King Crimson etc, der rider med på en af de new wave bølger, der i 80’erne blandt andet blev skabt af Simple Minds. Utroligt flot arrangeret med masser af velfungerende synth flader og guitar riff spiller således albummet i gang på – ja – helt eventyrlig og mirakuløs vis. På det efterfølgende ”Kings and Queens” skrues der til gengæld op for det bombastiske i et nummer, der sender flere tanker i retning af 70’ernes hardrock scene, end til den førnævnte new wave retning.
I de 36 år der er gået, er der ikke udgivet mange danske album, der lyder som ”Celestial Dreams”, så alene derfor er det både modigt og berigende, at de nu har valgt at præsentere dette album for et publikum. Det er måske også derfor at hjernen ved aktiv lytning også hele tiden popper op med referencepunkter – som det f.eks. sker på indledningen af det fremragende ”Free Ride”, der giver associationer til Supertramp, der har lånt et guitarriff eller to fra Rick Springfield. Men faktum er nu mest af alt, at det samlede resultat giver et ret tydeligt billede af hvem lige præcis The Act er – for som de selv synger på “Free Ride” –
” Easy come and easy go – That’s our show ”
Allerede her godt midtvejs på det det bare syv numre og 36 minutter lange album fornemmer man nemlig – alle disse referencer til trods, at dette er THE ACT’S helt eget show – også når de efterfølgende overrasker med endnu et retningsskift på det ganske poppede ”Whats love anyway” – med nydelsesfulde noter af noget Laid Back stemning over sig. Fremragende korarbejde, lækre guitarrundgange, og bare en af de der smaskiørefaldende sange, som i en perfekt verden ville blive et hit.
Og hovedarkitekten bag alle disse numre – Jan Langhoff – vidste da også om nogle hvordan man leverer et hit. Som tekniker, producer og sangskriver og en del af producerteamet Hartman & Langhoff var han med i stort set alt hvad der rørte sig af danske 90’er succeser – Aqua, Me & My, Cartoons, Blå øjne – samt udenlandske ditto via Ace of Base, Dr. Alban og Nik Kershaw. Han bidrog også årtiet før i det ambitiøse pladeprojekt DeFilm og til sangskrivningen på V6 debutalbummet ”Kun et sekund” fra 1982. Med Jørgen Thorup i front fremstår det stadig som et af de bedste danske west-coast orienterede album, der er udgivet. Jan’s bror Bo Langhoff (Rubber Band, Sir Henry m.fl.) var guitarist i gruppen, og det er nu reelt ham, der sikrede at ”Celestial Dreams” blev reddet og færdiggjort efter Jan Langhoffs alt for tidligere død.
Så med rutinen som ballast – og et brændende ønske om at hjælpe The Act med at få færdiggjort albummet , ikke mindst som en hyldest til Jan Langhoff, gik Bo Langhoff med trommeslager Ole Holst Andersen på sidelinjen i gang med at få hoved og hale i lydfiler osv. med henblik på at mixe og redigere de syv numre, som Jan Langhoff havde nået af indsynge. 3 år senere var det så selveste Flemming Rasmussen fra Sweet Silence Studios, der hjalp med at få finpudset det endelig mix.
Seks af numrene er fra tiden dengang bandet med Jan Langhoff, Ole Holst Andersen, Nikolaj Brandt og Jacob Bacharach huserede på ungdomsklubben ”Krudthuset” i Dragør” i midt 80erne. I den gendannede udgave suppleret til Rikke Holst Johansen på kor. Alle sange er dog klædeligt renoveret og tilpasset tekstmæssigt, således at de passer til der hvor bandet befinder sig i livet nu.
Alle numre har da også fornemt klaret tidens tarv, selvom numre som ”You are You” og ”I Take My Hat” i sammenligning med de øvrige numre fremstår lidt vage, uden dog at være direkte svage . ”You are You” løftes af en eksplosiv guitarsolo, men lyder ellers mest af alt som et velment ekko fra 80’erne – mens ”I take my hat” hygger om dig på den groovy måde – undervejs krydret med lidt Bee Gees klingende kor – uden dog at få spillet sig derhen, hvor man virkelig får lyst til at lette på hatten.
Kun pladens afslutningsnummer ”Windsong” er af lidt nyere dato. Et nærmest majestætisk og højtflyvende nummer, der peger på at der var – og forhåbentligt – alt til trods – stadig er udviklingspotentiale og håb for bandet. Beriget af en regulær guitar forbrødring mellem Nikolaj Brandt og Bo Langhoff, og lindrende vokalarbejde fra Rikke holst Johansen – og den næsten profetiske sætning:
”We shared it all – making time an illusion”
Og det præcis det, der rører en som lytter. Dette er lyden af en band, der har givet alt hvad de har for at få dette album færdigt. Et album der fra start til slut føles ægte og ærligt, og som er brugbart uanset hvilket tidszone du ellers bevæger dig i.
Et smukt punktum for en personlighed på den danske musikscene og forhåbentligt et givende startskud til at de tilbageværende The Act medlemmer fortsætter med at oversætte deres himmelske drømme i nye progressive musikalske retninger.
