The Beatophonics er en dansk trio – der hidtil dogmatisk har holdt fast i en lyd, der skulle sikre et indtryk af et band, der kom til verden nogenlunde samtidig med The Beatles i start 60’erne – og i modsætning til The Beatles, så ikke var rykket sig ud af sit analoge ståsted i mono.
Det har de gjort både godt og effektivt, men nu fik de alligevel lysten til at droppe nogle af dogmerne, og i stedet prøve at indtage den samlede fascination af 60’ernes og start 70’ernes lydbilleder i et mere personligt og varieret udtryk.
Eksperimentet er bestemt lykkedes. Ikke mindst fordi de tre – Søren Koch, Rasmus Schrøder og Flemming Koch – er er så hamrende dygtige musikere, sangskrivere og producere. De har nærmest lavet en ren Jeff Lynne – og spiller alle instrumenter, har skrevet alle numre – og også produceret hele molevitten.
Fans af de første The Beatophonics album behøver ikke frygte direkte revolutionære tilstande. 60’er DNA’et er på hovedparten af numrene stadig intakt og lyden er langt mere straight end eksperimenterende. Det er så en smagssag om det er for straight og om det generelt er lige en tand for velfriseret. Fakta er at det håndværksmæssigt ikke blive meget end det her på vores breddegrader – og at der er mange andre frisurer end “Beatles-hår” inde i billedet her.
Personligt havde jeg gerne set endnu mere mod til at rykke sig længere væk fra deres gamle sound. Den hænger ved på en håndfuld numre, og fremstår som den svage part, når det måles op mod f.eks. den hidtil stærkeste og mest indtagende kærlighedssang jeg overhovedet har hørt i år – ”By the Minute”. Det er et nummer, som fremover burde være installeret som fast ekstra udstyr i enhver ny bil med ordentlige højtalere. For filan da, det er mere end velkørende det nummer – og faktisk endnu smukkere end den ellers noget så underskønne ballade ”Beautiful”, der godt kunne give en mistanke om at Koch/Schrøder/Koch havde fundet frem til den perle af en John Lennon sang, som burde have lukket ”Double Fantasy” albummet.
To ud af i alt seks højdepunkter, der hvis de havde været samlet på en EP rent faktisk havde udløst de maksimale seks skiver på karakterskalaen. Det kan ikke gøres meget bedre og mere tidløst end det.
De andre fire numre, der både rocker, popper og rykker The Beatophonics nye veje er først og fremmest det fremragende åbningsnummer ”Keeps Coming Back To Me” – der med en spilletid på små fem minutter også giver sig tid til at introducere den fuldfede og fantasifulde guitarsolo. Dernæst den sødlige og charmerende ”Now That You Made It”, der har det skær og det twist man kunne vinde Melodi Grand Prix med i 70’erne. Den bliver efterfulgt af den længselsfulde og atmosfæriske ”Walkin’ Back to Loneliness” – som ganske sikkert også ville være blevet fundet godt nok selv til et Traveling Wilburys album. Sidste øjenåbner for denne skribents øregange i denne omgang er ”You Opened Up My Eyes” – der er en ægte iørefaldende pop/rocker a la den lyd som i start 90’erne f.eks. sikrede The Rembrandts en titelsang til TV-serien “Friends”.
Venner bliver jeg desværre ikke helt med de resterende 7 numre + et julenummer som bonus – selvom den ultra korte og guitarbårne ”Waltz for Bini” nu alligevel er svær ikke at holde af. Men det er måske mest af alt fordi jeg hellere havde set at The Beatophonics havde taget skridtet fuldt ud og også på resten af albummet bevæge sig mere hen i den retning, de seks omtalte numre så nysgerrigt peger hen i mod.
Er The Beatophonics så blevet et skizofren orkester. Næppe. Det er nok mest af alt et udtryk for at de selv både kan og vil begge dele, og det er der med garanti en masse af deres loyale fans, der vil sætte stor pris på.
