The Black Sorrows blev dannet i 1983 af Joe Camilleri, og siden har de været en institution på den australske musikscene, med deres udtryksfulde blanding af soul, blues og rock. Masser af anbefalelsesværdige album er det blevet til igennem årene – ikke mindst album som ”Dear Children” (1987), ”Hold On To Me” (1988), ”Harley & Rose” (1990) og senest ”Citizen John” fra i år.
Den nu 71-årige Joe Camilleri er den eneste gennemgående figur i bandet, der blev skabt på resterne af bandet Jo Jo Zep & The Falcons, som udgav flere glimrende album i perioden 1975-81. I mange år led han af flyskræk og derfor er Europa ikke blevet besøgt ofte. Seneste besøg fra bandet lå således tilbage til 1989, da de spillede i Musikcaféen i København.
The Black Sorrows anno 2019 er i den grad Joe Camilleri med et backing band, hvilket da også blev understreget ved, at det kun var ham der kom ud og signerede album efter koncerten. Tidligere har de haft markante personligheder som Jeff Burstin, Wayne Burt og Linda & Vika Bull i bandet, der har kunne give regulært modspil. Det gør det nuværende band ikke. Det behøves nu heller ikke. For de gør det de skal. Spiller tight, sikkert og med overbevisning op ad en Joe Camilleri, der til trods for sin modne alder udviser en energi og en spilleglæde, som mange yngre musikere kunne lære meget af.
At han også har humor og selvironi beviste han også i sin håndtering af et noget for kort skjortevalg, der afslørede at der også hvad angik kilo var lidt overskud på kontoen, og i de fortællinger undervejs, der en enkelt gang udviklede sig til en ren “short story long”.
Musikalsk er han langt hen ad vejen Australiens svar på Van Morrison – bare med åbenlys livslyst og rock i blodet. I det første sæt på blot 41 minutter var det da også nummeret ”Lover I Surrender” fra det seneste album , der virkelig fik lov til at folde sig sjælfyldt ud med Joe Camilleri på den sax, han også håndterede med reel kvalitet. Lukkede man øjnene var det, som at høre Van the Man på en virkelig god dag.
Den sammenligning kunne så ikke bruges til at gå til pause med, for første sæts sidste nummer ”Devil in Disguise” var rock og rul, som den blev lavet helt tilbage i midt 60’erne, da Joe Camilleri så småt begyndte sin imponerende musik karriere.
Andet sæt fortsatte i samme stil med en god vekselvirkning mellem soul og rock baserede numre – for ikke at tale om en mere end fuldfed blues version af Nina Simone nummeret ”Do I Move You”.
Og ja – det velbesøgte Portalen blev i den grad bevæget og forkælet med musik på første klasse i det 1 time og 12 minutter lange andet sæt. Højdepunkterne kom i stimer – men ”Silvio” (Bob Dylan) og en lang og levende version af det gamle Jo Jo Zep & The Falcons hit ”Shape I’m In”, samt deres egen rock klassiker ”Chained to the Wheel” tog nok alligevel prisen for aftenens mest minderige stunder.
I alt 18 numre – der stort set alle viste hvorfor at Joe Camilleri – i seks årtier – på samme måde som vores egen Peter Belli har kunne være en markant og relevant stemme, og en samlende figur indenfor en bred palet af genrepåvirkninger.
Lad os nu ikke håbe, at der skal gå 30 år igen før at The Black Sorrows er tilbage igen.