Vi skal bestemt ikke klage over hverken udvalget af eller kvaliteten på den danske musik musikscene. Men en gang imellem trænger man bare til lidt andre impulser – se ud – lukke verden ind. Det har reelt ikke været muligt siden første lockdown marts 2020. Så savnet efter suset af oplevelsen af de artister, som vi bare har til låns et kort øjeblik på en tour gennem Europa, har efterhånden ophobet sig hos rigtigt mange af os musikelskere.
Også hos de godt 80 fremmødte publikummer – svarende til spillestedets maksimale Corona kapacitet med siddende opstilling. Man fornemmede allerede inden koncerten en sitrende spænding og tørst efter en af de der oplevelser, der kunne smitte på den berigende og gode måde. For at tænke sig – lige om lidt ville der stå et band helt fra NASHVILLE, USA på scenen! – og Joe Bonamassa siger de er noget af det fedeste og rygterne fra koncerterne i Sverige har bekræftet udsagnet, så …
Karosserifabrikken ligger midt i et boligkvarter i Helsingør – men er alligevel let tilkommeligt godt en lille time fra København om du tager tog eller bil. Og så er det absolut autentisk i hele sin opbygning, der tydeligvis har musikken – og primært rocken – som hele sit udgangspunkt. Man fornemmer at stedets ejer Anders Nannerup og foreningen bag gør det her af en eneste årsag – kærlighed til musikken og dens fælleskab. Det er den bærende kraft sammen med drømmen om og troen på at det er muligt at skabe et spillested båret af nysgerrighed og lyst til at være en vigtig aktør i selve live-musikkens store økosystem.
Spillestedet åbnede i slutningen af 2019, og har om nogle mærket hvad det vil sige at være et privatejet spillested i en COVID-19 periode. Nogle af hjælpepakkerne fik de andel i, andre ikke. Det fødte tanken om projektet #recyclingformusic, der konkret bestod i at diverse musikere for en almindelig musiktarif udsmykkede nogle opkøbte brugte guitarer, der herefter blev udstillet på Karosserifabrikken og solgt på bud efterfølgende. Særligt guitarerne fra Allan Olsen, Peter Belli og Troels Trier var eftertragtede, og har sikret et pænt overskud til foreningskassen til brug for fremtidige bookinger og betaling af lyd- og lysfolk, musik osv. Så da Side 33 blev budt hjerteligt velkommen af Anders Nannerup var der modgangen til trods, kun godt mod og optimisme at spore – ”Gi mig fem år – så skal du bare se – målet er lidt at vi etablerer os som et slags mini Amager Bio” lød meldingen. Bestemt ikke en dårlig idé! Vi krydser fingre. Behovet er der, og kapaciteten på Karosserifabrikken er cirka 1/3 af Amager Bio, nemlig 349 under helt normale forhold – hvornår de så end bliver.
Fakta er at det fornemmes at stedet allerede er godt på vej. Bare det at samle 80 mennesker i disse tider til et på disse kanter totalt ukendt band. Der har endnu ikke været råd til et ventilationsanlæg, så før koncertstart kan ingen være i tvivl om at dette bliver en svedig omgang i rockklubben, for der er allerede en temperatur , som kunne berettige til også at åbne som saunaklub. Men det giver en helt naturlig tørst og derved lidt ekstra tiltrængt omsætning i baren, så det tager alle med et smil, som en af del af den virkelighed, vi helst bare vil leve i så frit som muligt.
Klokken 20.10 gik The Cold Stares så på scenen, og hurtigt stod det klart at det ikke var ren øregas når Anders Nannerup var stolt af sit nye BOSE lydanlæg. Blot to mand på scenen – en hårdtarbejdende Brian Mullins på trommer – og Chris Tapp på vokal og guitar kom i den grad vellydende ud over scenekanten med et lydtryk, der var råt, enkelt, fedt, og tilpas højt. Lukkede man øjnene ville man tro de var flere på scenen. Trommerne kommer naturligt mere i fokus i duoformatet, men hos The Cold Stares ikke som unødig bulder og brag, men mere som en frigivende energi og drivkraft.
De leverede en omgang riff-ruskende effektiv omgang bluesrock – 18 numre på 5 kvarter. Simpelthen serveret som en effektiv og powerfuld “no noncense” buffet. Så skønt at mærke, og igen at se og høre ‘the real deal’ og så med et band der kunne bære, og med ret og ære, som det eneste cover nummer, at spille Allman Brothers “Whipping post”.
Deres femte album “Heavy Shoes” udkommer den 13. august, men de havde fået det med til salg på turen, og det var et populært tiltag. Mange købte efterfølgende og fik en snak og en signatur fra bandet.
Flere stærke numre fra det kommende album blev luftet – og især sættets andet nummer ”Heavy Shoes” og senere ”Hard Times” godt midtvejs gjorde indtryk. Isoleret set var der ikke voldsom meget variation i deres hele vejen igennem riff baserede blues rock, og til tider kunne man sidde og savne f.eks. lidt flere og længere guitarsoloer. Men det har omvendt også sin charme at de spiller så tæt, tight og til tider bare kort og eksplosivt.
Tiden blev ikke snakket væk imellem numrene, men vi var ikke i tvivl om at det var et par taknemmelige musikere, der havde været på et ”amazing run” i Europa, og var så lykkelige for endelig at ”get the hell out of the USA”. Et par fine anekdoter om ex-konen blev det også til, for dem kunne Chris Tapp lufte her i Europa, hvor hans nye kone ikke var med, som hun ellers altid var det hjemme i USA. Jo jo, der var glimt i øjet, og glød i musikken hos The Cold Stares.
Fjerde til sjette nummer var det vi slipstrømmen på EM-feberen kunne kalde en stilrent hattrick i form af tre glimrende numre fra deres 2019 album ”Ways”. Numerene ”Down again”, ”Headstone Blues” og ”Going Down Easy”. Det var tungt, blåt og råt, og lige præcis den sydende sydstats hilsen man har ventet så længe her nordpå.
Men prisen for sættets absolut bedste numre går til ”John” fra 2017 albummet ”Head Bent”. Det blev spillet cirka midtvejs , og var lige den tand tungere og federe end resten. Sidst i koncerten kom så en fuldfed og fabelagtig udgave af 2019 singlen ”Two keys and a good book”. Her var der pludselig mere variation, temposkift, og guitar solo. Et nummer der virkelig fik lov at folde sig derud, hvor lykkerusen råder.
Suset af lykkerusen fik man dog også flere andre steder i koncertens sidste del, hvor de virkelig delte ud af det bedste fra bagkataloget. ”Jesus Brothers James” fra 2014 albummet ”A Cold Wet Night and a Howling Wind” havde ånden fra Thin Lizzy med sig – mens afslutningsnummeret ”Red Letter Blues” fra samme album – havde en drillende snert White Stripes “My Doorbell” over sig, og var lige præcis den ’high note” som sådan et brag af en “tilbage til duften af virkeligheden” koncert selvfølgelig skulle slutte på.
I det hele taget endte det med at der var ganske meget godt at skrive om. Også om aftenens næstsidste nummer, der slet ikke stod på sætlisten, der da også blev ændret flere steder undervejs. “Cannonball” (fra 2015 Ep’en ”Rsonator”) havde det hele og lidt til – med den indledende linje ”I’m not John Lee Hooker”. Til gengæld er de så meget andet. Og det var lige DÉT der var brug for denne sommeraften, hvor alle tilstedeværende virkede til at gå lidt højere ud i regnen – og ud i den nye virkelig, der synes åbnet bare lidt mere efter sådan en oplevelse.
Mange gæster gav udtryk for at det var første gang, at de besøgte dette visionære spillested nordpå, men også at det med garanti ikke bliver sidste gang. Det er der nu heller ingen grund til – for ud over alt det gode danske på programmet venter der i sidste halvdel af 2020 spændende og spirende blues og rock navne som de amerikanske Zach Person og Blues Caravan (Jerimiah Johnson, Whitney Shay, Ryan Perry) samt svenske John Lindberg Trio og ikke mindst stærkstrøms leverandørerne fra Thundermother.
(Alle fotos af Maria Fremming – undtagen hvor andet er angivet)
