Først og fremmest bare en TAK til Nis Gaarde og hans band dygtige folk i The Consolation. Tak for at insistere på at tidens trend, tjeklister og tendenser ikke nødvendigvis skal være retningsgivende for hvilken slags musik man vil ud med.
Der er ikke mange af deres slags band her til lands. Dem der dyrker både originalt country, roots og rock – fremfor bare at rendyrke en af delene. Og det er cirka her, at deres største styrke befinder sig. De formår at give det typisk meget amerikaniserede udtryk noget nordisk nærvær og identitet.
Det afspejler sig blandt andet på tekstsiden, hvor titelnummeret både er er en slags hjemstavn sang og en beskrivelse af den følelse det er at se tilbage på det der var og den man var – og”Invisible Girl” skiller sig ud med en tekst, som ikke kan tolkes som meget andet end en eftertænksom hyldest til Greta Thunberg fra sanger og sangskriver Nis Gaarde. Tilsat både piano og cello, er det pladens absolut mest pæne og venligt stemte bud på en sang, der hvis den var udgivet i 1992 af Sko/Torp, som en selvfølge var kørt i fast radio rotation.
Begrebet radiovenlighed har dog ændret sig markant siden 1992 – og pudsigt nok har den mere rendyrkede country efterhånden fundet mere plads og vundet indpas. Derfor kunne – ”Kellyanne” – der er det mest klassisk countrynummer på pladen måske være det nummer, der får radiobølgerne til skvulpe for The Consolation. Det er uden tvivl mindst lige så godt, som de 1.000 vis af andre numre, der lyder nogenlunde lige sådan. Til gengæld har Nis Gaarde et trumfkort i en fuldfed mørk og varm vokal – som har et særpræg og en genkendelighed – der gør det hele bare lidt mere interessant at lytte på end så meget andet.
The Consolation går således mest deres egne veje – selvom de bevæger sig i et meget velkendt landskab. De leverer med ”Astroia” – deres tredje ialt – et album , der for det mere modne og musikhistoriebevidste publikum vel nok kan repræsentere en slags kloning af førnævnte Sko/Torp og Backseat – eller hvis vi kigger mod USA – et vellykket mix af Hootie & The Blowfish, Tom Petty og Jason Isbell.
Havde The Consolation udsendt dette album i midt 90’erne så var nummeret ”Stay” blevet en landeplage. Det er total stilren iørefaldende country-rock – selvfølgelig tilsat lækker steel-guitar fra Leif Bruun – og er vel selve dokumentationen på at Nis Gaarde, som sanger, sangskriver og arrangør er helt på rette vej.
10 numre fordelt på 39 minutter med veldrejede og variable bud på hvad en musikalsk lækkerbisken kan bestå af. Hovedingrediensen er naturligvis det håndspillede og det rodfyldte.
Hylder man rock som den primære ingrediens skal der især skrues op for det ruskende åbningsnummer ”Running the Light”, og det sejt swingende og blæret blæsende ”Black Snake”, samt det Petty stylede ”Headstones”. For ikke at tale om det flot opbyggelige ”Setting Sails”, der over hele 6 minutter og 24 sekunder forkæler med hele to guitarsoloer. Ja, mine damer og herrer – I læser rigtigt – hele to guitarsoloer i samme nummer! Lige så grundfedt og inderligt, som det er umoderne. Og det farver og fungerer, og lukker et album, der aldrig slår sig op til mere end det er – regulær kvalitetsrock med dybfølte country og pop fornemmelser.
De sidste to begreber fungerer stærkest på ”Young Love” – med skøn backing vokal fra Emma Sommer – men som alligevel mangler det sidste udefinerbart uforglemmelige. Men et album fyldt af numre, der opfylder det krav, er nu heller ikke ligefrem hverdagskost, så mindre kan gøre det – og gør det her. Godt endda. Det er 39 minutter i godt selskab med musikalske håndværkere – der har noget på hjertet og brænder for sagen. Og det mærkes. Det er simpelthen et album man kan lune sig på.
