ORD: Belinda Hildebrandt – Foto: Henrik Hildebrandt
Jeg var spændt og nostalgisk på samme tid, da The Cure optrådte i en næsten udsolgt Royal Arena fredag aften.
Minderne fra mine teenageår på ‘new wave bølgen’ blev i den grad vakt til live denne aften. Jeg var pludselig tilbage til den lille passions drevne undergrunds pladebutik i pisserenden i København, hvor man blandt meget andet godt kunne finde The Cure bootleg LP’er.
At følge dem fra at være et undergrundsband i start 80erne til at være et anerkendt og respekteret band i dag, har været en vild rejse at været med på. Forsanger Robert Smith skildrede så fint den tid, hvor der var et markant oprør mod systemet, men samtidig en stor sårbarhed.
Robert Smiths karismatiske udstråling og personlige måde at være på, kommer virkelig frem når han optræder live, anført af den finurlige velkendte stemme, med dens sarte og skrøbelige toner.
Han omfavnede allerede sit publikum fra det øjeblik han trådte ind på scenen. Hans ydmyghed, hans varme, hans intense personlighed blev straks mødt af et begejstret publikum. Og kærligheden var gengældt. Han bøjede sig i respekt, anerkendte sin tætte connection til sit publikum, uden at glemme dem der stod omkring ham på den store scene – de andre gæve The Cure medlemmer Simon Gallup (bass), Roger O’Donnell (keyboards), Jason Cooper (drums) og Reeves Gabrels (guitar).
Det var noget af et show, i en lang fuldendt og fyldestgjort koncert med oceaner af facetter både visuelt og lydmæssigt.
Et super fedt show på næsten 3 timer, var en rejse og en oplevelse man ikke glemmer. Vi blev ført igennem tiderne med både kærlighed og den fine sårbarhed, som blev så fint formidlet af en veloplagt Robert Smith.
Det første nummer The Cure spillede var den nye single ‘Alone’. Allerede her dryssede The CURE visuelt en stjernehimmel ud over denne smukke poetiske sang. Sikke en starter, der blev fulgt op af hittet ” Pictures of You”, hvortil publikum gik helt amok og klappede i takt med sangen.
Så var vi godt i gang og rejsen fortsatte med hits og kendte numre, og selvfølgelig også “Lovesong” som Robert Smith havde skrevet og foræret sin kone som gave til deres bryllup.
Sangen “Charlotte Sometimes ” skrev Robert Smith efter han havde læst en bog af Penelope Farmer, og fremførtes her i virkelig smuk fortolkning.
Højdepunkterne var i det hele taget mange – og rummede meget mere end nostalgi. Tidløse numre som Lullaby,The Walk, Play, Friday I’m in Love, Close to Me, In Between Days, Just Like Heaven og Boys Don’t Cry understregede hvorfor The Cure aldrig er blevet overfladiske af at træde ud af undergrunden. De er og forbliver kult og klasse, anført af karakteren Robert Smith.
Tak for turen.
