Der var mødt godt 1000 publikummer op for at se det Engelske band The Darkness i Amager Bio fredag aften – heriblandt stemningsreporter Belinda Hildebrandt og fotograf Henrik Hildebrandt.
Bandet har udgivet seks album, men er stadig absolut mest bredt berømmet for deres debutalbum ”Permission to land” fra 2003, og ikke mindst singlen ”I Believe in a Thing Called Love” – der med årene er gået hen og blevet en vaskeægte rock klassiker, som har sin naturlige plads når der laves compilations med f.eks. de største 100 classic rock sange.
Derfor ikke den store overraskelser i, at det var dette nummer, der var aftenens ekstra nummer efter en koncert, der bekræftede, at The Darkness som band stadig ser lyset i at finde inspiration i 1970’ernes stolte glamrock scene med gode folk som Queen, David Bowie, T. Rex og Slade.
Vi fik ikke så meget af de velkendte høje toner fra forsanger Justin Hawkins i Amager Bio, men vi er jo også i 2020, og måske har den gode sanger lært at passe bedre på stemmen. Men blæs var der på fra starten. Bandet var energifyldt, der blev ikke sparet på soloerne, og Justin Hawkins agerede veloplagt sprællemand.
Koncerten var delt op i to sæt. I første sæt fik vi hele det nye album “”Easter Is Cancelled”, der rummer masser af gode numre i den ganske velkendte The Darkness sound – mens andet sæt var en regulær omgang ”Best-of”. Publikum lappede det hele i sig, og de havde i det hele taget en rigtig fredags fest, hvor også fadølsanlæggene i Bioen fik masser af opmærksomhed.
Humøret var højt – ikke mindst hos forsanger Justin Hawkins – der i den grad virkede til at være tilbage i sit rette element, og nærmest optrådte som en glad teenager, der også havde fået lov at lege i garderoben. Det var i hvert fald et syn man ikke lige glemmer de første par dage, da han undervejs skiftede tøj og kom ud i en rød dragt – af den slags man troede var gået bort sammen med salig Freddie Mercury. Men den dragt gav ham ny luft – og i bar overkrop gav han den undervejs i ægte Freddie positurer, og leverede samtidig nogle dansemoves, som vel ikke er set magen til siden John Travolta havde sin velmagtsdage.
Når man ved at både band og især Justin Hawkins har haft sin portion af modgang og nedture, var det helt befriende at se et band, der virkelig ville sit publikum, og har evnet at komme tilbage og møde dem i øjenhøjde, med masser af sult og lyst til at fortsætte både musikken og festen.