THE GRENADINES + SUNDAYS – IDEAL Bar VEGA – den 23.02.19

GRENADINES - ALLE PÅ KOR

Fotograf: Mads Kornum

”Charmerende skov-rock havde optimale vækstbetingelser på den hippe Ideal Bar i KBH”.

Ideal Bar har i årenes løb haft held og dygtighed til at booke en del kunstnere inden deres afgørende gennembrud. Kunstnere som George Ezra, Kevin Morby, Angel Olsen, og Ron Pope har f.eks. alle stået på scenen i det lille rum, som på forbløffende vis alligevel kan forsamle små 250 mennesker.

Cirka det antal mennesker – blandet af køn og overvejende i alderen 20- 35 – var taget til koncert med Københavner bandet med de tydelige jyske aner – The Grenadines. I sig selv skønt at se en så stor interesse for et band, der spiller noget så utrendy, som melodisk folk-rock med kraftfulde 70’er og 80’er noter.

Man spørger sig selv hvorfor – og svarene skal nok findes i den kombination af kvalitet, variation og nysgerrighed, som sangene på deres to album ”The Grenadines” (2013) og ”Band on the Radio” fra slutningen af sidste år udgør.

Blist belagte tunger vil måske sige at det meste er hørt bedre før – af navne som f.eks. Fleetwood Mac, Bruce Springsteen, og Crowded House. Men det er så også den forkerte målestok, de tager i brug. For hver generation har brug for sine egne navne – ikke som afløsere for de gamle – men som et supplement, et frisk pust.

Og det er The Grenadines, der har sin styrke i at de rummer både flere dygtige sangskrivere – og flere forsangere – Morten Filipsen og Laurits Emanuel. Udover de to har guitarist Kasper Ejlerskov også været med fra starten. Rent faktisk var det ham, der fik samlet bandet ved at samle dem i et hus i Sverige.

Den weekend fik vi flere sjove og hyggelige anekdoter fra – og det var med til at skærpe indtrykket af et band, der rent faktisk kan lide hinandens selskab, og derfor fungerer som fællesskab. Tre numre fra Sveriges turen blev leveret midtvejs i det 70 minutter lange sæt. De blev opført helt akustisk – omkring en mikrofon, og med en lejrbålsstemning, der næsten fik det til at dufte af snobrød.

Publikum gav sig 100% hen til denne eksklusive lytte oplevelse – og der var ikke nogen snak overhovedet. Buk, tak og kæmpe respekt for det herfra. Sådan kan det gøres! Det gav til gengæld overskud til at de kunne synge spontant med på den fængende ”Took A Chance on Me” – og på en del af sange senere i sættet. Publikum var med. De var på.

Derfra så The Grenadines sig ikke tilbage. Det var simpelthen hen af de aftener – hvor det hele bare spillede. Også på et helt nyt nummer ”Going Home” – som lige fik en til at tænke ”nå ja – selvfølgelig har de også hørt Eagles”. Eller i den triumferende trio af numre fra det nye album – ”The Mountains”, Springsteen hyldesten ”For You I Would Die” og ”Brighter Day” – der alle er numre, som i en perfekt verden ville være i fast rotation på enhver melodi orienteret radiostation.

Dennis Debannic på bas, ogKasper Daugaard (tidligere Lukas Graham) på klaviatur var med til at fuldende indtrykket af en band, der i den grad er på vej til at finde ind til kernen af sig selv, og som tør stå ved et charmerende – og såre umoderne udtryk, der er båret af noget så simpelt som solidt og iørefaldende sangskriverhåndværk og ægte spilleglæde.

Som om det ikke var nok var man inden da blevet forkælet af en halv time fra SUNDAYSS, der i år udsendte det stemningsfulde pop-rock album ”Wiaca”.

I gårsdagens udgave – var bandet halveret til, at bestå af sanger og sangskriver Magnus Jacobsen og trommeslager Morten Falk Overgaard. Det betød dog ikke at resultatet kun blev halvgodt eller halvgjort. Tværtom tydeliggjorde det, at Magnus Jacobsen har begået nogle modne melankolske sange, som har rigeligt med rygrad til at stå selv – og som stadig evner at fange et nysgerrigt publikum i en nedbarberet udgave. Hvilket i sær blev understreget ved at der på flotteste vis blev sunget godt og grundigt med på den stærke afsluttende hymne ”Avalanche”.

Det kan godt være at man efterhånden har alderen til at kunne gå og være en sur gammel støder, men det er ærlig talt ret umuligt ovenpå sådan en berigende aften i selve vækstzonen af den spirende danske ungdom.

Picture of Mads Kornum

Mads Kornum

Leave a Replay

Scroll to Top

Vi bruger cookies for at kunne give dig den bedste oplevelse. Ved at bruge vores side accepterer du brugen af cookies.