The Grenadines –” Everything we dreamt of”

Fotograf: Album cover

“Harmonisk og melodisk soft-rock album griber virkeligheden, så man får lyst til at skrue op for den”

Hvis du drømmer om et ganske helstøbt album med smukke og iørefaldende melodier, lyse og lækre vokaler, velklingende harmoner, flotte arrangementer og følsomme tekster om tro, håb, drømme, venskab og kærlighed – ja, så behøver du ikke lede meget længere. The Grenadines opfylder din drøm og gør det med den slags soft-rock, der kommercielt set var på sit højeste i 70’erne og 80’erne i USA med navne som Fleetwood Mac, Chicago og America, som nogle af de aller bedste udøvere.

Men hvorfor skulle ’den slags’ musik så ikke også kunne være berigende for mange flere øregange anno 2021 må jeg have lov at spørge?! Som vanligt er svenskerne lige lidt foran os på de fleste musikfronter, og relaterede artister derfra – som f.eks. Vargas & Lagola og Smith & Thell – har da også allerede haft stor international succes med en frisk opdatering af en velkendt ‘retro’ soft-rock sound.

The Grenadines har nok drømt om at et stort publikum skulle blive fyr og flamme over deres nye album, men de havde næppe drømt om at de på vejen skulle miste et par medlemmer til netop Fyr og Flamme. Laurits Emanuel – var et af de stiftende medlemmer af The Grenadines – der udgav deres debutalbum i 2015 og fulgte det op med det endnu bedre ”Band on the Radio” i 2018, men han er også blevet en vigtig og travl halvdel af Melodi Grand Prix vinder duoen Fyr og Flamme, og derfor måtte der tages nogle valg. Han forlod derfor The Grenadines i maj måned – og måneden efter fulgte Kasper Daugaard (keyboard) med ud af bandet og over i Fyr og Flamme – sideløbende med hans iøvrigt travle virke i Hardinger Band.

Fem var blevet til tre på vejen mod det tredje album – men både Emanuel og Daugaard bidrager dog på ”Everything we dreamt of”. Emanuel som trommeslager og bidragsyder til sangskrivningen på fire numre, mens Daugaard er oppe på tangenterne på 8 af de 12 numre.

Sangskrivningen fordeles ellers mellem de to andre originalmedlemmer Morten Fillipsen og Kasper Ejlerskov Leonhardt – enten sammen – eller hver for sig. Og det fungerer. De tolv nummer hænger godt sammen – og er båret af vellyd, lækker produktion, legende lag, sikre arrangementer og generelt god sangskrivning. Alle numre kan i sagens natur ikke gøre lige stort indtryk, men generelt holdes et ret imponerende og hele tiden meget lytte venligt niveau.

Med Laurits Emanuel ude af bandet er vokalen overladt til Morten Fillipsen – der i sit eget projekt In Memoirs over et par album allerede har vist at han er et lysende talent af en sanger. På dette album synger han efter min mening bedre end nogensinde. Personligt elsker jeg nemlig den slags sangere, der kan balancere deres lyse vokal, så den løfter sang og musik til højere luftlag uden det bliver højtragende. Det formår Morten Fillipsen – og Morten Harket (A-ha), Nils Lofgren (E-street Band, Crazy Horse), og B-Joe kunne jeg nævne som andre gode eksempler.

Filipsen fik sit gennembrud som 15-årig i 2002 med MGP-klassikeren ”Du er ikke som de andre pi’r” – og vejen til stjernerne synes ikke lang. Men det blev den, og det afspejler teksterne i sange som ”We’re still young” og ikke mindst i ”The Singer” – hvor det nærmest giver gåsehud, når han med sin lysende, klare og indlevende vokal synger:

“Everyone I’ve known are now long gone / They bought a house in the suburbs / with a nice square lawn And I’m still here – but where is that? / I haven’t got a clue no more”

I’m a singer with no voice and no crowd / Wanna keep on singing but they turned me down / And I’m still standing on this stage / All my friends have turned a new page / Can you hear me? / “Please, don’t forget my name” / I’m a singer all the same”

Om vi kan høre dig, Morten?! Det tror jeg nok vi kan. Et støvet nedtonet singer-songwriter nummer – med melankolsk mundharmonika til at understrege de frustrationer, der forhåbentligt vil ende ud i nye fremragende sange og skridt mod nye mål. De to andre rene Filipsen numre – ”I’m your idiot” og ”When we’re still young” – er i den mere klassiske melodiske pop/rock afdeling, og har begge været ude som singler, og har så sandelig også opnået den ære at blive afspillet et hæderligt antal gange hos hele Danmarks Radio. Det høres hvorfor.

Den radiovenlighed, der kendetegner disse singleudspil, går heldigvis igen på hovedparten af albummets numre. En enkelt stille ballade ”Catch me” fanger aldrig, men skæmmer heller ikke. Den blegner – ligesom et nummer som “Dream On” – bare målt op imod hvad der ellers er at hente på albummet. Et par numre får klædeligt lov at foldes ud med en spilletid på over 5 minutter. Afslutningsnummeret ”It almost seems as yesterday” afslører at heller ikke The Grenadines er ubekendt med at velkendte ’the-war-on-drugs-sound stadig er virkefuld.

På det gudesmukke ”Going Home” er det til gengæld lyden af Fleetwood Mac / Lindsey Buckingham / Christine McVie, der skinner igennem på et nummer, der i den grad understreger at The Grenadines fremstår som et af vort lille lands ypperste bidragsydere i forhold til melodiøsitet og stemningsfuldkommenhed i et alligevel forholdsvis enkelt og rammefast lydbillede.

Albummet emmer af sammenhængskraft, men det udelukker nu ikke at der er masser af numre med singlepotentiale. Ejlerskov’s ”Band of Brothers” omhandler nogle af de samme frustrationer om at føle at man står i stampe, mens verden og andre omkring én bevæger og flytter sig. Men med venners hjælp går det jo nok alligevel. Og det gør det også på denne lille perle af et folk-pop nummer. Den er med til at understrege at The Grenadines med en blanding af melankoli og optimisme – har fundet ind til lyden af sige selv – selvom de ganske rigtigt i sangen konstaterer – ”We’re standing on the shoulders of giants / Trying to fill out their shoes”. Og ikke bare på grund af titlen “Band of Brothers” men i hele dens DNA er det også et nummer, der rummer de samme kvaliteter som når Jonah Blacksmith er bedst. Du ved lyden af virkeligheden der banker på – med nærvær, nerve, naturlighed, næstekærlighede – og troen på trods.

Også ”What became of You” og “Holy Grail” har alle de ingredienser, som der før er blevet lavet holdbare hits ud af. Kort sagt den slags musik der fænger, og hænger ved – fordi det ikke ’bare’ en brugspop. Det er gennemført, det er tidløst, det er musik, der smitter på den gode måde og sender sol i sindet uanset vejr og vind – også selvom der skulle sidde en snert af melankoli i det nordiske sindelag.

Ud over Fillipsen og Ejlerskov består The Grenadines af Dennis Debannic på bas. Lad os håbe der er mange flere drømme tilbage i dem.

Udgivelsesformat: LP/digitalt
Udgivelsesdato: 17.09.21
Label: Celebration Records
Genre: Soft-rock

Leave a Replay

Fotograf: Album cover

Udgivelsesformat: LP/digitalt
Udgivelsesdato: 17.09.21
Label: Celebration Records
Genre: Soft-rock
  • Få en banner via “Fællesskabet Side 33”

  • Følg os her

    Scroll til toppen

    Vi bruger cookies for at kunne give dig den bedste oplevelse. Ved at bruge vores side accepterer du brugen af cookies.